tirsdag den 21. august 2012

Sidehistorie og lillesøster til en død

Her følger et indlæg skrevet for mange uger siden. Synes egentlig ikke, at jeg blev helt færdig med det, men ud skal det nu:

Vi har fået pilfingre i huset. Ikke mus, men ti små pilfingre på to hænder på én pige. Når det spiller og det går uden ballade og småødelæggelser, så synes jeg det er så hyggeligt at se Viola pille rundt med sine projekter. Så kan hun pludselig sidde og rode rundt i værktøjskassen, hive bøger ud af reolen, finde alle sine bleer frem til én bamse (fordi den første ble ikke duede og den anden heller ikke og den tredje heller ikke osv.) eller bamle en kasserolle ud af skabet, fordi der åbentbart skal koges suppe på nogle træklodser. Det foregår gerne med lidt stram og koncentreret mund og tilhørende alvorligt blik. Når jeg husker at få øje på det, kan jeg blive helt rørt og næsten overrasket over, at vi virkelig har sådan et lille selvstændigt menneske boende.

Desværre må jeg sige, at de fleste af hendes projekter nok ender i et nej fra min side eller i det mindste en lettere omdirigering af den oprindelige plan. I går nåede jeg ikke at omdirigere, før hun endelig havde fået et stykke tyggegummi ud af en pakke og ind i munden. Det er et projekt hun har prøvet på et par gange før, men først nu med succes. Jeg kunne bare se, at den oplevelse skulle jeg ikke ødelægge for hende. Jeg fornemmede, at hun havde hele arsenalet af hysteri liggende liiiige bag tungen, hvis jeg tog byttet fra hende. Derudover blev jeg også ramt af en total naiv mor-tiltro, for måske kunne hun godt allerede finde ud af det med tyggegummi...? Hun er jo sådan et fremmeligt, dygtigt og klogt lille barn... Arj, hun åd det selvfølgelig! Med stor tilfredshed vil jeg tro og i hvert fald en oplevelse rigere.

Alt det var egentlig en helt overflødig sidehistorie til det jeg ville frem til:
I morges havde husets nysgerrige projektleder fundet en bunke blade og deriblandt sidste nummer af Stjernen (medlemsblad for Landsforeningen Spædbarnsdød) frem. I løbet af dagen blev hun ved at vende tilbage til det, og vi snakkede lidt om Sofie, Mie og Adam, som vi kunne se på forsiden. Her til aften begyndte hun at kigge mere på tegningerne af babyer inde i bladet, og da fik hun altså ramt et ømt punkt hos mig... For hende var det jo bare babyer og hun sagde "nnnåår" og lagde dem op til kinden, som hun altid gør med babyer, dyr, bamser og andre hun synes er søde. Men for mig gjorde det pludselig så ondt. Her stod min lille levende pige med døden så tæt på. Jeg blev så ked af, at de babyer var døde. Følte et øjeblik så kæmpe sorg på andre ukendte forældres vegne. Børn og død hænger ikke sammen. Selvom jeg selv har mistet min søn og godt kan forholde mig til det, så er jeg egentlig ikke så sikker på, at jeg er forberedt til at forklare Viola om døden og at hun har en død storebror. Indtil nu - og en rum tid endnu, vil jeg tro - er det nemlig fuldstændig uforståeligt for hende, når hun for eksempel ser et billede af Laurits. Så jeg øver mig... Satte mig således med Laurits' album og viste hende billeder. Mest for at øve mig i at sætte ord overfor hende.