tag:blogger.com,1999:blog-57580915874181118972024-03-13T02:54:27.059+01:00LauritsDette er Laurits' blog, ikke for hans skyld, men for min som mor til ham. Både for at slå fast, at han VAR her og at jeg ER her. Han døde to dage gammel i maj 2006 og fik en lillesøster i 2010 som lever for fulde gardiner.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.comBlogger264125tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-12173540434974647422014-05-21T23:50:00.000+02:002014-05-21T23:50:35.724+02:00Otte års fødselsdagSå indhenter det mig. Lige nu, lige så stille. Det er otte år siden vi var på Riget og tæt på at blive forældre for første gang. Det er uoverskueligt. Men jeg fødte altså et barn. Min lille Laurits... Han har levet og jeg var der.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-40599764088813408492014-04-02T23:54:00.000+02:002014-04-02T23:54:46.389+02:00I sandetSå lidt sker på denne blog. Forlængst skulle der have været et farvel-indlæg, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Bloggen skulle være åben i det mindste, tænkte jeg, da det begyndte at løbe ud i sandet. Det har den så været... i det allerallermindste. Jeg kan stadig ikke lukke den ned, sådan er det bare.<br />
<br />
Her er så et billede, der passer til storebrors blog. Lillesøster, der lige syntes, at min Laurits-tegning i sandet skulle have et kys. For han <em>er </em>med i familien - i det mindste.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://3.bp.blogspot.com/-R4QLQk0fcrs/Uzx-MqjePOI/AAAAAAAAC28/V7bKBG9zMqs/s1600/P1070556.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://3.bp.blogspot.com/-R4QLQk0fcrs/Uzx-MqjePOI/AAAAAAAAC28/V7bKBG9zMqs/s1600/P1070556.JPG" height="240" width="320" /></a></div>
Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-12688907237155248552013-06-18T10:41:00.000+02:002013-06-18T22:44:39.220+02:00Gamle fjer<span style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.292969); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">Laurits har drysset mange fjer på min vej, siden han døde. Det håber jeg, at han altid vil gøre.</span><br />
<br />
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
Der var engang, hvor jeg kom meget på hans græsplæne, og især der dryssede han mange fjer af sig. Ofte samlede jeg sådan en lille særlig fjer op og kom i lommen. Hjemme i stuen havde jeg en lille papirsæske, hvor fjerene hen ad vejen blev gemt. Måske skulle de en dag vaskes og bruges som fyld i et eller andet skønt.</div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
De blev aldrig vasket og de blev aldrig brugt til noget skønt. I et par måneder har æsken stået på en udendørs vindueskarm blandt edderkoppespind. Det har den gjort, fordi jeg efter årevis uden at lette på låget pludselig havde gjort det og opdaget, at 'noget' havde hygget sig meget godt i æsken. Adw! </div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
Så fjeræsken var blevet forvist til udenfor. Men så stod den bare der og var dum. Jeg skulle lige give slip på en forstilling om, at fjerene skulle slippes fri i en særlig anledning eller et særligt sted.</div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
Men her til aften tog jeg min edderkoppekost og fejede æsken ned, fjerene røg tilfældigt i krattet ude ved vejen og æsken kom i den sommervarme stinkeskraldespand. Og det føltes godt! Min lille døde søn skal ikke mindes med ormædte fjer (men altså gerne friske). </div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
Det føltes godt, for hvor grotesk det end var, så var det noget jeg gjorde på grund af min søn. Og jeg rydder hellere skrammel væk efter ham end ingenting. </div>
<div style="-webkit-composition-fill-color: rgba(130, 98, 83, 0.0976563); -webkit-composition-frame-color: rgba(191, 107, 82, 0.496094); -webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); font-family: Noteworthy; font-size: 18px; font-weight: bold; line-height: 24px;">
<br /></div>
Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-71180435347901750112013-06-05T23:02:00.002+02:002013-06-05T23:02:34.218+02:007 års fødselsdagDet er syv år siden Laurits blev født og døde. Jeg har mistet grebet om forestillingen om alt det, der skulle have været... kan ikke forstå, at jeg skulle have haft sådan en stor dreng nu. Måske skal jeg bare skrive, at jeg savner ham, for det er nok essensen af det...<br />
<br />
Det var nu en god dag, den 22. maj 2013. Laurits føltes nær og blev mindet i vores lille familie, og for første gang havde jeg ikke en flimrende uro omkring hvad jeg dog skulle gøre for ham på trods af det hele. Jeg bagte bare en lagkage, hyggede med Viola om dagen, og så familiehyggede vi tre levende om aftenen. Senere blev én lagt i seng, og så var vi to tilbage. To om at være tre.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://3.bp.blogspot.com/-cX28N44Fb78/Ua-nJb2bPXI/AAAAAAAACh4/GnWEZNMpz3c/s1600/IMG_0712.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="240" src="http://3.bp.blogspot.com/-cX28N44Fb78/Ua-nJb2bPXI/AAAAAAAACh4/GnWEZNMpz3c/s320/IMG_0712.JPG" width="320" /></a></div>
<span id="goog_1242895071"></span><span id="goog_1242895072"></span><br />Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-88792599946805001342013-02-20T21:04:00.000+01:002013-02-20T21:04:33.754+01:00Glad for toLaurits dukkede lige op her til eftermiddag med et stille hej. Han stak hovedet frem fra inderlommen i min gamle vest, der lå henslængt på en stol. Det var hans lillesøster, der gjorde mig opmærksom på ham, og ved hendes ord blev han i et øjeblik lidt levende for mig igen. Det var dejligt.<br />
<br />
Viola med opdagerbegejstring i stemmen over billedet i lommen: "Det' dig og Laurits! Se mor, dig og Laurits! Det' tube i næsen" Og så var hun ellers videre i sit glade liv. Jeg føler mig også glad... og taknemmelig over at have fået TO børn.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-51517825809978160182013-01-20T15:24:00.001+01:002013-01-20T15:24:53.405+01:00Lignede hinanden<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://3.bp.blogspot.com/-GpKjo7hmuFI/UPv1Go4oAqI/AAAAAAAACbg/cyjhJnSClnI/s1600/IMG00074-20101106-1658.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="240" src="http://3.bp.blogspot.com/-GpKjo7hmuFI/UPv1Go4oAqI/AAAAAAAACbg/cyjhJnSClnI/s320/IMG00074-20101106-1658.jpg" width="320" /></a></div>
<br />
Viola og jeg så lidt på babybilleder, og da vi kom forbi dette sagde hun: "Det er Laurits".<br />
Jeg kan virkelig godt se ligheden, og det er ret hyggeligt. Og dejligt, at han åbentbart er meget naturligt med for lillesøsteren.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-60057552137323443602013-01-03T14:35:00.000+01:002013-01-03T14:35:50.594+01:007. julVi pakkede bilen og kørte den lange vej hjemme fra Schweiz og hjem til Danmark. Vi hyggede os alt hvad remmer og tøj kunne holde med familien og de venner, vi kunne nå at se i denne omgang. Det var en god ferie for os alle tre... os tre levende.<br />
<br />
To gange blev jeg af andre mindet om Laurits og resten af tiden var han næsten ikke i mine tanker. Om jeg fatter, hvordan det kan være blevet sådan??? Jeg havde aldrig troet, at han skulle fylde så lidt. Men når det så er sagt, så prøver jeg at være modig og tro på, at han aldrig bliver væk for mig, men at han bare viger pladsen på naturlig vis. Og jeg prøver at parkere det ulmende savn i den taknemmelighed jeg har over, at nogen trods alt huskede Laurits for mig. Det var sgu rigtig godt! :-)Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-15563998670193336222012-11-01T22:54:00.000+01:002012-11-01T22:54:59.526+01:00At skille mit fra hendes - og hendes fra hans (I)Hvor er det dog anderledes at holde fødselsdag for et lille levende barn, end det er at mindes sit døde barn på dets fødsels- og dødsdag!<br />
<br />
Laurits' <em>dage</em> kan fyldes med lige præcis det vi forældre har brug for (undtaget lige nøjagtig det vi virkelig kunne ønske, nemlig vores søn i live), men Violas <em>dag </em>kræver bare fokus et totalt andet sted. Det handler om, hvad hun har brug for, og det er vidunderligt, at hun kræver sin plads.<br />
Jooo.... Laurits kræver faktisk også sin plads, men det er 'kun' noget indeni mig, der knækker, hvis han bliver mast for langt væk. Med Viola er det aldeles ikke mit indre det handler om at holde hel (selvom jeg ganske sikkert også ville knække, hvis nogen maste hende), men derimod en lille pige, der mere og mere tydeligt danser sin helt egen dans. Det er virkelig smukt, livgivende og meningsfuldt at se hende danse.<br />
<br />
Det lyder måske åndssvagt, men nogle gange føler jeg næsten, at Laurits er tættere på mig end Viola. Han er som imploderet i mig, hvor Viola er eksploderet ud og væk fra mig. Men det er også noget vrøvl, for Laurits kommer godt nok ikke med mange input, hvorimod Viola bombarderer mig konstant.<br />
<br />
Laurits har <em>dage</em>, hvor minder, der starter med fødsel slutter med død. Viola har kun <em>en dag</em>, og jeg må tilstå, at jeg på et eller andet skørt punkt har vænnet mig så meget til (ikke) at have Laurits, at jeg i glimt forventer 'noget næste', 'det andet,' endnu en mærkedag med Viola. Men det er bare sådan en underlig forvirret følelse. I andre glimt, mærker jeg meget bevist den reelle frygt for, at Viola skulle få en anden dato. Et par gange har ordene bare smagt for mærkeligt, når jeg har sagt, at "Viola bliver to år"... Som om, at det så er alt. Og når først den lille bismag til ordene sætter tanken igang, er det umuligt at sige, at det bare er noget pjat. Jeg <em>ved,</em> at man kan miste sit barn. Derfor skal jeg ind imellem også lige stramme ballerne, når jeg skal snakke overbevisende om, at hun så bliver tre år, fire osv. Det er næsten for urealistisk meget at bede om alle de år, og så skubber jeg det væk, og har ikke lyst til at tænke på, at tiden går.<br />
<br />
Det er sådan set nemmere med Laurits. Altså nemmere at finde ord uden bismag, for der kan ikke ske ham noget. Frygten er sådan set væk. Jeg kan sige, at "Laurits er død" og gå i krig med at håndtere og filosofere alt det døde. Det har jeg vænnet mig til, igennem hvad der føles som snart altid. Tanker om, hvad der kunne ske med Viola kan være sværere at håndtere, for der er så mange muligheder. Øv! Og der er kun så meget jeg kan gøre, ikke alt.<br />
<br />
Med mit ene barn skal jeg faktisk acceptere, at han er død og med det andet skal jeg leve som om, at døden aldrig bliver en oplevelse jeg kommer til at skulle rumme. Absurd.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com7tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-10760750093106483832012-10-22T23:16:00.001+02:002012-10-22T23:16:41.395+02:00Forskel på mine to børnHader den forskel der er på mine to børn. Så mange myldrende tanker har jeg haft om Laurits og næsten ikke andet. Alt for meget tid, alt for meget tomrum og alenetid. Sorg og savn og indebrændt længsel, der aldrig kan forløses, kun gro fast et eller andet sted, hvor det sikkert ikke er ret godt for noget.<br />
<br />
Med Laurits et ganske enkelt, rent og udkrystalliseret ønske om bare én dag mere, bare én time, bare ét minut. Man får jo aldrig nok af sine børn, når det drejer sig om, at døden står på spring og vil tage det væk.<br />
<br />
Med Viola mange daglige udfordringer og nogen gange følelsen af, at der ikke er tid til andet. Med hende et absolut andet ønske om at holde lidt afstand ind imellem og få lov til at savne.<br />
<br />
Jeg synes fandme det er svært at rumme begge yderligheder hele tiden, og gæt hvem, der må vige... Og nu er ham, der må vige her selvfølgelig ikke, så på den måde er det ok. Han går jo ikke glip af noget. Men det gør noget ved mig, moren, som ikke føles ok.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-4293560587585090042012-09-11T15:04:00.001+02:002012-09-11T15:04:51.799+02:00Lillesøster og LauritsfjerHun er begyndt at finde Lauritsfjer.<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://2.bp.blogspot.com/-tWgC_DVoIkk/UE82MWhc4VI/AAAAAAAAB7E/5Sji4jrkZfA/s1600/P1050235.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="http://2.bp.blogspot.com/-tWgC_DVoIkk/UE82MWhc4VI/AAAAAAAAB7E/5Sji4jrkZfA/s320/P1050235.JPG" width="240" /></a></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://4.bp.blogspot.com/-5F5unG2gtT0/UE82ZLfbeiI/AAAAAAAAB7Y/xqhbK7mwVts/s1600/P1050236.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="http://4.bp.blogspot.com/-5F5unG2gtT0/UE82ZLfbeiI/AAAAAAAAB7Y/xqhbK7mwVts/s320/P1050236.JPG" width="240" /></a></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://4.bp.blogspot.com/-JlK7QSUXO74/UE8226V_sVI/AAAAAAAAB7g/_eQ9gCs8aY8/s1600/P1050238.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="http://4.bp.blogspot.com/-JlK7QSUXO74/UE8226V_sVI/AAAAAAAAB7g/_eQ9gCs8aY8/s320/P1050238.JPG" width="240" /></a></div>
Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-62081619438391668302012-08-21T14:27:00.002+02:002012-08-21T14:27:53.161+02:00Sidehistorie og lillesøster til en dødHer følger et indlæg skrevet for mange uger siden. Synes egentlig ikke, at jeg blev helt færdig med det, men ud skal det nu:<br />
<br />
Vi har fået pilfingre i huset. Ikke mus, men ti små pilfingre på to hænder på én pige. Når det spiller og det går uden ballade og småødelæggelser, så synes jeg det er så hyggeligt at se Viola pille rundt med sine projekter. Så kan hun pludselig sidde og rode rundt i værktøjskassen, hive bøger ud af reolen, finde alle sine bleer frem til én bamse (fordi den første ble ikke duede og den anden heller ikke og den tredje heller ikke osv.) eller bamle en kasserolle ud af skabet, fordi der åbentbart skal koges suppe på nogle træklodser. Det foregår gerne med lidt stram og koncentreret mund og tilhørende alvorligt blik. Når jeg husker at få øje på det, kan jeg blive helt rørt og næsten overrasket over, at vi virkelig har sådan et lille selvstændigt menneske boende.<br />
<br />
Desværre må jeg sige, at de fleste af hendes projekter nok ender i et nej fra min side eller i det mindste en lettere omdirigering af den oprindelige plan. I går nåede jeg ikke at omdirigere, før hun endelig havde fået et stykke tyggegummi ud af en pakke og ind i munden. Det er et projekt hun har prøvet på et par gange før, men først nu med succes. Jeg kunne bare se, at den oplevelse skulle jeg ikke ødelægge for hende. Jeg fornemmede, at hun havde hele arsenalet af hysteri liggende liiiige bag tungen, hvis jeg tog byttet fra hende. Derudover blev jeg også ramt af en total naiv mor-tiltro, for måske kunne hun godt allerede finde ud af det med tyggegummi...? Hun er jo sådan et fremmeligt, dygtigt og klogt lille barn... Arj, hun åd det selvfølgelig! Med stor tilfredshed vil jeg tro og i hvert fald en oplevelse rigere.<br />
<br />
Alt det var egentlig en helt overflødig sidehistorie til det jeg ville frem til:<br />
I morges havde husets nysgerrige projektleder fundet en bunke blade og deriblandt sidste nummer af Stjernen (medlemsblad for Landsforeningen Spædbarnsdød) frem. I løbet af dagen blev hun ved at vende tilbage til det, og vi snakkede lidt om Sofie, Mie og Adam, som vi kunne se på forsiden. Her til aften begyndte hun at kigge mere på tegningerne af babyer inde i bladet, og da fik hun altså ramt et ømt punkt hos mig... For hende var det jo bare babyer og hun sagde "nnnåår" og lagde dem op til kinden, som hun altid gør med babyer, dyr, bamser og andre hun synes er søde. Men for mig gjorde det pludselig så ondt. Her stod min lille levende pige med døden så tæt på. Jeg blev så ked af, at de babyer var døde. Følte et øjeblik så kæmpe sorg på andre ukendte forældres vegne. Børn og død hænger ikke sammen. Selvom jeg selv har mistet min søn og godt kan forholde mig til det, så er jeg egentlig ikke så sikker på, at jeg er forberedt til at forklare Viola om døden og at hun har en død storebror. Indtil nu - og en rum tid endnu, vil jeg tro - er det nemlig fuldstændig uforståeligt for hende, når hun for eksempel ser et billede af Laurits. Så jeg øver mig... Satte mig således med Laurits' album og viste hende billeder. Mest for at øve mig i at sætte ord overfor hende.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-70695694235703283412012-07-17T16:33:00.000+02:002012-07-17T16:33:33.382+02:00Flytteri - eller bare en udvidelseJeg kommer nok til at skrive lidt oftere herfra:<br />
<a href="http://heidiischweiz.blogspot.com/">Heidi i Schweiz</a>Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-14185435996088290672012-05-24T14:32:00.001+02:002012-05-24T14:32:40.301+02:00Lige der<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<img border="0" height="240" src="http://1.bp.blogspot.com/-mndJy56wDEk/T74plWgVkkI/AAAAAAAABms/J7VxxH6OfEE/s320/P1030929+small.jpg" width="320" /></div>
Sådan. Så hænger fuglehuset lige der, midt i alt det grønne. Der bor allerede et par papirstraner indeni (og en gammel nøgle, som jeg ikke aner, hvor kommer fra eller hører til, men som jeg godt kan se mig selv have puttet derind bare fordi jeg ikke lige vidste hvor ellers). Hvor kunne det være skægt, hvis der kom levende fugle og slog sig ned.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com7tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-82401355803807585652012-05-23T23:12:00.000+02:002012-05-23T23:12:46.562+02:00FuglehusetLaurits' fuglehus blev hængt op i dag på en væg på garagen ved siden af to mindre træer og i nærheden af et kæmpe træ samt under temmelig meget brok og ballade fra lillesøster. Hovedpersonen var tavs.<br />
<br />
Det blev rigtig fint og rigtigt, og jeg glæder mig til at kigge ud fra soveværelset i morgen og få et stille indtryk af, at Laurits har plads i verden.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-15499064469761582542012-05-22T14:45:00.001+02:002012-05-22T14:45:42.673+02:00Det er Laurits' fødselsdagLaurits skulle have været seks år i dag, og jeg synes det er så skønt, at jeg sagtens kan skrive: "Det er Laurits' fødselsdag". Det er da en af de få ting, der ikke er unaturlig eller skal omformuleres. Laurits blev født, og Bo og jeg blev forældre for første gang. Ikke så meget pjat lige der.<br />
<br />
Men ellers kan jeg altså godt mærke noget unaturlighed og nogle tunge følelser, der lurer midt i den schweiziske idyl. Jeg er faktisk lidt lettet over, at det popper op ganske af sig selv i små glimt i dag, for jeg har ikke ret meget tid til at tænke på Laurits. Det hele går op i Viola, flytning, vasketøj, madlavning, gåture, indkøb, kildevand, sandkasse (ja ok, mere Viola), nydning og søvnmangel (fordi jeg trænger til alene/voksentid, når V sover...).<br />
<br />
Vi har forlængst aftalt, at Laurits' fødselsdag ikke skal markeres som sådan i år, for det har vi simpelthen ikke tid til. Bo er i en travl periode på sit nye job, og da en død dreng ikke tager skade af at vente, gør vi heller ikke. Men vi fik engang et fuglehus af Indias forældre, og hvis vi får tid, hænger vi det op i haven i aften :-)Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-64771069323126716662012-04-24T10:53:00.002+02:002012-04-24T10:53:35.956+02:00I transitAj, men så sker det jo. Farvel kære Rådhusstræde. Flyttefolkene kører kasse på kasse på kasse ned af en lift og for første gang i 100 år kommer det stakkels loftrum lige over vores lejlighed til at kunne trække vejret. Det bliver godt for huset og det bliver godt for os at rykke videre. Men lugten af afsked er ikke så tryg lige nu... Og det er skide koldt med alle de vinduer åbne!<br />
<br />
Nu er vi i transit. Fuldstændig mellem to lande med hele vores hjem pakket og et sted på landevejene lige om lidt. Heldigvis er der nogle dage på sydsjælland hos både Bos og mine forældre. Det bliver som ferie, regner jeg med. Til weekenden kommer Bo til DK, og så kan vi rigtig flytte som samlet lille familie på mandag. Det betyder så meget og jeg glæder mig til den tur.<br />
<br />
Jeg har stået for det meste af pakkeriet selv, fordi Bo har været i Zürich, og jeg var noget i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre med alle Laurits' ting. Den lille døde dreng har alligevel fået skrabet nogle ting til sig. En aften skulle det bare gøres, og jeg kunne godt se, at det holdt ikke at tage det hele under armen. Uerstatteligt er det, men det allervigtigste ligger nu i min pengepung; hårtotten og navnebåndet med blod på. Så er han også med og det gør mig glad. Og lidt ked... men glad.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-60823604021616607792012-04-20T23:05:00.000+02:002012-04-20T23:05:01.453+02:00At flytte... sig?Der var engang, hvor Bo og jeg var to purunge mennesker, der flyttede til København sammen. Den første gang jeg skulle op og handle - mens Bo var på Uni - havde han tegnet ruten op til Netto ved Nørreport, for KBH var så mega stor og uoverskuelig. Jeg klarede det uden at fare vild.<br />
<br />
København K... Jeg mærker sorg og tilbagelængsel på forhånd over, at de sidste dage faktisk er talte. Snart mister jeg mine rettigheder, mine ruter i byen, mit nabolag, der meget langsomt men brostenssikkert har vokset sig ind i mit hjerte. Jeg er jo ikke længere blot en pige fra landet i København, jeg er københavner på 17. år. Vistnok en ret gennemsnitslig en af slagsen; hunkøn i 30'erne med cykelhjelm og hang til kaffelatte. <br />
<br />
Om lidt skal jeg flyve fra den rede, som Bo og jeg fik vores unger i. En rede, der alt for længe har været for trang, for lavloftet, for midt i partyzonen, for skramlet og for fyldt med ting. Jeg muger ud i disse førflyttedage, og det er ikke småting, der bliver stillet i bunker rundt omkring på loftet. Da jeg flyttede ind kunne mine ting sgu da være i én almindelig bil inklusive fire mennesker?! Det roder også i mit hovedet. Der ligger mange minder her og jeg kan slet ikke bære, at andre ukendte nu skal bo på vores sted, i vores rede. Men det arbejder jeg med...<br />
<br />
Jeg tænker på mine tre små unger, som jeg fik lov at passe, da jeg lige var kommet til byen. Den tid var særlig, bare helt særlig. Tror jeg blev grundlagt som mor der hos dem. Min daglige cykeltur til Østerbro gik op langs Panum og forbi Riget uden at ane, hvor stor en rolle det sted senere skulle spille. Det var ungdommelig uskyldighed for fuld pedal. Og på hjemturen var jeg pigen på galvmaleriet på Nørrebrogade inden søerne. Der var noget hun skulle nå, men jeg fandt aldrig rigtig ud af hvad. På Israels Plads købte jeg tit billige grøntsager med hjem: "Såååå der TI BANANER for ti kroner!!!<br />
<br />
Der var uddannelser, forvirring, fjumreår, højskole i Norge, venskaber, fester, arbejde, biblioteker, og jackpot-læsegruppe! Og mest af alt var der en masse kærlighed med Bo og cykelture, cykelture, cykelture i KBH. Jeg har trådt mine veksler via pedal, og ligeså stille vundet hævd, vil jeg hævde.<br />
<br />
Imens jeg roder, skramler, sorterer og pakker sammen knokler Bo som en gal i Schweiz. Han har været mere i Schweiz end hjemme de sidste par måneder. Om lidt skal vi til at kalde Schweiz, Zürich, Regenburg for 'hjem' i nogle år. Jeg er sikker på, at det bliver godt og glæder mig enormt. Men... det begynder bare at gå op for mig, at dette flyt også indebærer et stort farvel. Det er jo en epoke, der slutter. Og så er det Violas sidste dag i vuggestuen. På hendes halvandet års dag.<br />
<br />
Der var engang, hvor Bo og jeg var nygifte og flyttede til Tokyo i et år. Der besluttede vi at ville have børn. Det var i øvrigt den lykkeligste tid i vores liv, altså i forhold til at vi kun var to. Siden skete alt det bedste og værste og bedste i vores liv. Da vi tog beslutningen om, at Laurits ikke skulle have sit eget gravsted, var det meget ud fra tanken om, at vi ikke ville knytte os for meget til et sted, hvis vi nu skulle rejse ud i verden igen. Nu sker det så. Endelig! Nu rejser vi og rent faktisk kan jeg mærke, at jeg er så totalt frit bundet til Laurits' græsplæne. Jeg er ikke engang sikker på, at vi kommer derud inden vi letter og det er helt i orden. Samtidig giver det en ro i sjælen at vide, at det er Laurits, der altid vil binde mig til København. En del af mig ligger i jorden i byen.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com7tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-37022568285811487422011-12-19T11:35:00.000+01:002011-12-29T21:40:44.456+01:00En form for statusJeg har faktisk født to børn, og det er ikke i orden, at det kun er det ene, der lever. Det er bare ikke i orden. Det er juletid og årsskifte med lys i mørket og status, så i det mindste vil jeg skrive et par ord her på Laurits' blog. En blog, der er så forsømt, at jeg ikke kan lade være at tænke: "død drengs døde blog".<br />
<br />
Da Laurits var død oplevede jeg, hvordan det blev at leve godt efter omstændighederne - de værste omstændigheder man kan have som forælder.<br />
<br />
Med Viola er det ligesom vendt på hovedet. At hun kom rask og levedygtig igennem graviditet med truende abort og for tidlig fødsel er de bedste omstændigheder. Men nu har jeg oplevet, hvordan det er at have det skidt trods de gode omstændigheder. Det var rigtig svært at være barnløse forældre i flere år og at gå igennem alle de behandlinger og tre aborter. Det var så hårdt, at vi ikke kunne tage det 100 % ind, men hele tiden bed tænderne sammen og fortsatte. Heldigvis resulterede det jo så i Viola, men for at tage ordentligt imod hende har jeg også måttet forholde mig til alt det, der har hobet sig op i løbet af årene. Det er nok ikke helt på plads i mig endnu, men når jeg ser et års tid tilbage er det i hvert fald gået fremad siden!<br />
<br />
Jeg føler mig ikke konstant på tynd is nu og Viola er simpelthen blevet en robust et-årig. 2011 har givet os lutter gode erfaringer i at have et levende barn, så mine skuldre er efterhånden sænket og jeg trækker vejret mere ned i maven. Jeg kan sagtens blive snot forvirret og føle mig helt ved siden af situationen, når noget nyt kaotisk sker med Viola, men som sagt ligger der nu et ret godt fundament at falde tilbage på. "Det skal sgu nok gå det hele" er blevet grundfølelsen.<br />
<br />
Men... når så jeg alligevel mærker en udefinerbar uro, halvangst, forkerthed boble frem af ingenting, så ved jeg, at det gælder om at huske mig selv på, at det faktisk ikke er i orden at have født to børn men kun have ét.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-42944550838395620832011-11-01T11:11:00.000+01:002011-11-01T11:11:06.696+01:00Et år<div class="separator" style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none; clear: both; text-align: center;">
<a href="http://3.bp.blogspot.com/-qFn__nVb92M/Tq6M8GlEALI/AAAAAAAABGM/9de0-kkiZdw/s1600/lagkage.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="300" ida="true" src="http://3.bp.blogspot.com/-qFn__nVb92M/Tq6M8GlEALI/AAAAAAAABGM/9de0-kkiZdw/s400/lagkage.jpg" width="400" /></a></div>
<div class="separator" style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none; clear: both; text-align: center;">
Viola har allerede haft 1 års fødselsdag.</div>
<div class="separator" style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none; clear: both; text-align: center;">
Hun fik lov til lagkage og åd som aldrig før. Aj, det passer ikke; hun åd som hun plejer ;-) Hun har en god appetit, og det gælder heldigvis også på livet generelt. Hun kunne sagtens feste igennem hver dag og trives tilsyneladende med lettere kaos omkring sig. Det er SÅ skønt at opleve! Og heldigt nok, når vi nu fik arrangeret, at hendes dåb skulle være tre dage efter fødselsdagen. Når jeg tænker på det lillebitte menneske vi kom hjem fra Riget med for knapt et år siden, så kan jeg godt huske, hvordan det bare handlede om at give hende maximal fred og ro til at sunde sig, sove, spise, vokse, vokse, vokse... Ikke for mange indtryk og helst bare være tæt på mor eller far dagen lang. Det galt helt sikkert også for mit vedkommende, at jeg også skulle sunde mig i lang tid og bare have min lille unge tæt på mig. Nu gælder det om at give Viola oplevelser, indtryk og svar dagen lang. "A det?! A det-det??!!" lyder det konstant fra den nysgerrige lille fjollede tøs, der bor hos os.</div>
<div class="separator" style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none; clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<div class="separator" style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none; clear: both; text-align: center;">
<a href="http://1.bp.blogspot.com/-pikDR0cu9E4/Tq6O01RzvxI/AAAAAAAABGU/lQSvprRm71A/s1600/P1000249+small.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; cssfloat: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="200" ida="true" src="http://1.bp.blogspot.com/-pikDR0cu9E4/Tq6O01RzvxI/AAAAAAAABGU/lQSvprRm71A/s200/P1000249+small.jpg" width="150" /></a></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<a href="http://4.bp.blogspot.com/-Es2e480yqKI/Tq6MxzoEr2I/AAAAAAAABGE/m_KZU-VoPCM/s1600/P1020243+small.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; cssfloat: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" height="200" ida="true" src="http://4.bp.blogspot.com/-Es2e480yqKI/Tq6MxzoEr2I/AAAAAAAABGE/m_KZU-VoPCM/s200/P1020243+small.jpg" width="150" /></a></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
<br /></div>
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
Den 4. november sidste år kørte vi hjem med vores lille, grønne gulsots- og sondemads-fnug af en baby. Fuld af liv var lille V, men også helt skrøbelig, indesluttet og på en eller anden måde næsten ikke født endnu. Den 23. oktober i år fik vi sluttet en meget vigtig cirkel i vores liv, da vi kørte ind til dåb på Riget. Det kunne bare ikke være anderledes... det skulle være med Laurits' præst og på Riget. Det var en stor og rørende dag. Meget lykkelig og glad.</div>
<br />
<div style="border-bottom: medium none; border-left: medium none; border-right: medium none; border-top: medium none;">
Vi har haft en særlig flaske champagne liggende fra før Laurits' fødsel som vi i sin tid havde tænkt os at åbne, når han var født. Det blev der bare slet ikke anledning til, da shok og sorg smadrede det hele. Til Violas dåb fandt vi dog anledningen, og (også) på den måde var Laurits med på dagen.</div>Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-80684389041702043252011-09-27T21:25:00.001+02:002011-09-27T21:25:28.096+02:00Luft under vinger<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://4.bp.blogspot.com/-JrmX4sUEglo/Tn-C0MwR_YI/AAAAAAAABF4/zYt2evb5iD4/s1600/P1020077+Viola+flyver.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" hca="true" height="400" src="http://4.bp.blogspot.com/-JrmX4sUEglo/Tn-C0MwR_YI/AAAAAAAABF4/zYt2evb5iD4/s400/P1020077+Viola+flyver.jpg" width="320" /></a></div>
Viola har endnu meget lidt respekt for tyngdeloven. Synes bare det er fis og ballade og overlader besværet med at holde fast og passe på til os forældre. Det er egentlig heller ikke det store problem, så længe man lader være at sætte hende op, hvor hun kan falde ned. Men ind i mellem skal der rigtig luft under de vinger hun gudskelov ikke har. Ind i mellem skal hun kastes op, slippes og mærke suset i maven. Jeg mærker så, hvor tung hun er blevet, når hun lander. Min lille baby er blevet forvandlet til noget andet. Hun lugter heller aldrig af gylp mere, men af rugbrødsmadder og agurk. Det er utroligt at hun er her - jeg kan næsten ikke begribe lykken i det - men også så meget nede på jorden. Der er formiddage, der flyder, eftermidddage, der ruster og aftensmadder, der altid skal klares. Om få dage er der også en vuggestue... det bliver sikkert slet ikke tosset.<br />
<br />
Laurits er ham, der virkelig har vingerne. Han fløj væk og efterlod mig forandret som aldrig før. Det er overhovedet ikke nede på jorden med ham, men flyvsk og uhåndterligt. Og så alligevel... han ligger jo på en måde i jorden og han er så stille. Jeg savner ham. Nogle gange skal det simpelthen siges eller skrives, som her. Hvis ikke her, hvor så?Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-26760846873854385342011-08-05T10:15:00.002+02:002011-08-05T10:28:30.235+02:00Hvor stor er Viola?<div><br /><div>Såååå stor.</div><br /><div><a href="http://3.bp.blogspot.com/-QN3ZnDV8juo/Tjum_-i-4TI/AAAAAAAABFk/jGhjJI25RKM/s1600/P1010795%2Bsmall.jpg"><img style="WIDTH: 300px; HEIGHT: 400px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5637282976636002610" border="0" alt="" src="http://3.bp.blogspot.com/-QN3ZnDV8juo/Tjum_-i-4TI/AAAAAAAABFk/jGhjJI25RKM/s400/P1010795%2Bsmall.jpg" /></a></div><br /><div><br /><a href="http://4.bp.blogspot.com/-NzXcH-Jbc0g/TjunABX-sXI/AAAAAAAABFs/Isu8GdXOVhY/s1600/P1010787small.jpg"><img style="WIDTH: 300px; HEIGHT: 400px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5637282977395159410" border="0" alt="" src="http://4.bp.blogspot.com/-NzXcH-Jbc0g/TjunABX-sXI/AAAAAAAABFs/Isu8GdXOVhY/s400/P1010787small.jpg" /></a></div><br /><div></div><br /><div><a href="http://3.bp.blogspot.com/-KrS1hCG4cGI/TjunAHR5FHI/AAAAAAAABF0/M9qofRX_Q7Y/s1600/P1010790small.jpg"><img style="WIDTH: 300px; HEIGHT: 400px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5637282978980238450" border="0" alt="" src="http://3.bp.blogspot.com/-KrS1hCG4cGI/TjunAHR5FHI/AAAAAAAABF0/M9qofRX_Q7Y/s400/P1010790small.jpg" /></a></div><br /><div></div><br /><div>Hvor blev det lille godt to kilos myr af?? Jeg fatter det ikke...</div><br /><div>Viola trives så godt, at jeg forlængst er begyndt at tage det for givet, og det er jo ret skønt. Hun har appetit på livet og bruger en del tid på at sige "mam-mam-mam!!". Jeg har faktisk overhovedet ikke tid til at sidde her ved computeren, for jeg skal nå i bad og have noget mad klar til svesken inden hun vågner af formiddagslur, for ellers kommer jeg lynhurtigt bagud i dagens program. Men her et par billeder af den gode grund til at Laurits' blog står stille. Sådan en "lille" lillesøster... det er slet ikke så tosset.</div></div>Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-74700657890458293042011-06-10T22:31:00.004+02:002011-06-10T23:26:13.663+02:00Fredag aften ikke alene hjemmeDer ligger en baby inde i mit soveværelse! Virkelig!! Hun ligger der med hud og hår og trækker vejret sukkende, når jeg åbner døren på klem og lister ind på det knirkende gulv. Åh, hvad er det med sovende børn? Noget i mig både dør og blomstrer over sådan et hikstende suk, og jeg ser bare min lillebitte nyfødte baby-Viola. "Børn er sødest når de sover" er kun et af mange udsagn omkring det at have børn, som Viola giver en helt anden dybde nu. Lige nu sukker jeg efter at tage min baby i armene og holde hende tæt mens jeg dufter til hendes knapt én cm. lange, usynlige hår. Men jeg kan godt dy mig. Skal sandelig ikke have vækket den klynke-tosse med myrer i benene, roterende overkrop og vildtvoksende hjerneceller, der får hende til at sige "Maaaam!" med stor sult og nød i stemmen, når hun vågner et sted imellem fem og seks. Hende den syv måneder gamle baby-teenager, der for en tre timer siden blev fornærmet på mig, da hun konstant sparkede sig selv væk fra brystet. Hende, der får mig til at nyde at være længe oppe når hun sover... tsk, tsk, tsk.<br /><br />Tusindvis af banaliteter åbner sig som komplekse verdener og kamel på kamel på kamel må sluges. Jeg prøver at bevare den inderst-inde-ro, men helt ærligt; jeg er fanget. Det her forældreliv er ikke set udefra, men følt inde fra midt i det hele. Så mange tanker har jeg gjort mig om at være forælder til en levende, men Viola kræver handling her og nu og hele tiden, og det er ikke min stærke side. En klog veninde beskrev engang hendes dejlige, lille datter som den hårdeste arbejdsgiver hun havde haft (og denne veninde arbejder altså i en rigtig mandeverden), og jeg kan nu forstå 100 % hvad hun mente. Eller jeg kan <em>føle </em>det. Men ligesom min veninde er det med et smil på læben jeg mærker, hvor fyldte mine arme er blevet med Viola. Ikke fyldt, der hvor Laurits skulle have været, men nu har jeg begge dele. Tænk, der ligger en baby - selveste VIOLA - inde i soveværelset.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-8818611191157641982011-05-23T21:23:00.004+02:002011-05-23T23:25:23.516+02:00Fem - eller 100?Fem år er gået siden lille Laurits var her. Jeg føler mig gammel og synes, at han har været en del af mit liv i 100 år. Han var den første, der lærte mig noget om at være mor. Med ham fik jeg ganske enkelt tændt en kæmpe kærlighed, som har brændt og gjort ondt men også varmet i alle de her fem år. Nu er Viola her, Laurits er ikke... Det er min sandhed, realitet og hverdag. Jeg tror faktisk, at Viola får noget af Laurits' kærlighed og det er helt i orden, for det gør den ikke mindre.Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-21068882001438710692011-04-20T22:53:00.004+02:002011-04-20T23:52:23.653+02:0020. aprilNul og <em>et halvt </em>år!!<br /><a href="http://4.bp.blogspot.com/-ghOEmhfQwK4/Ta9J9FJCPgI/AAAAAAAABFI/6B3JaAHfeuY/s1600/P1010214%2Bsmall.jpg"><img style="WIDTH: 400px; HEIGHT: 300px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5597774175545736706" border="0" alt="" src="http://4.bp.blogspot.com/-ghOEmhfQwK4/Ta9J9FJCPgI/AAAAAAAABFI/6B3JaAHfeuY/s400/P1010214%2Bsmall.jpg" /></a><br /><br /><a href="http://4.bp.blogspot.com/--dpCPS4RNso/Ta9J9dStbbI/AAAAAAAABFQ/o3mTwrIJbVE/s1600/P1010240%2Bsmall.jpg"><img style="WIDTH: 400px; HEIGHT: 300px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5597774182028766642" border="0" alt="" src="http://4.bp.blogspot.com/--dpCPS4RNso/Ta9J9dStbbI/AAAAAAAABFQ/o3mTwrIJbVE/s400/P1010240%2Bsmall.jpg" /></a><br /><br /><br /><div><a href="http://4.bp.blogspot.com/-jFut5Uf-gFk/Ta9IqeNle1I/AAAAAAAABFA/Qfusw7czM70/s1600/P1010212%2Bsmall.jpg"><img style="WIDTH: 300px; HEIGHT: 400px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5597772756346567506" border="0" alt="" src="http://4.bp.blogspot.com/-jFut5Uf-gFk/Ta9IqeNle1I/AAAAAAAABFA/Qfusw7czM70/s400/P1010212%2Bsmall.jpg" /></a><br /><br /><br /><div><a href="http://3.bp.blogspot.com/-Vc88e3FP7OI/Ta9IqFx1XrI/AAAAAAAABE4/WGerQIH3FX8/s1600/P1010203%2Bsmall.jpg"><img style="WIDTH: 400px; HEIGHT: 300px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5597772749787717298" border="0" alt="" src="http://3.bp.blogspot.com/-Vc88e3FP7OI/Ta9IqFx1XrI/AAAAAAAABE4/WGerQIH3FX8/s400/P1010203%2Bsmall.jpg" /></a><br /><br /><br /><div><a href="http://1.bp.blogspot.com/-yxjdfovSxHE/Ta9Ip2uUS1I/AAAAAAAABEw/p9j7GGbQFHc/s1600/P1010205%2Bsmall.jpg"><img style="WIDTH: 400px; HEIGHT: 300px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5597772745746434898" border="0" alt="" src="http://1.bp.blogspot.com/-yxjdfovSxHE/Ta9Ip2uUS1I/AAAAAAAABEw/p9j7GGbQFHc/s400/P1010205%2Bsmall.jpg" /></a><br /><br /><div>En virkelig god undskyldning for at lave en lagkage.</div></div></div></div>Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com7tag:blogger.com,1999:blog-5758091587418111897.post-51447652010672514062011-04-12T16:47:00.006+02:002011-04-12T22:01:37.303+02:00Stille store oplevelser<div><br /><div><br /><div><br /><div>Vi var i sommerhus. Simpelthen. Et tyndt hus med masser af træ og lidt linoleum, en brændeovn, en edderkop i fuld jagtspring hen over stuegulvet hvor jeg var <em>nødt til </em>at være den store mor og klaske, grund ned til vandet, opvaskemaskine, masser af mad, kun få dage gammelt rod, fiskeri, gåture i skov og ved strand, tidligt op og tidligt i seng.</div><br /><div></div><br /><div>Det var i Jylland og selvom Danmark er et lille land og selvom vi ikke skulle meget længere end krydse to broer, så var det følelsen af frihed og road-trip at køre af sted med bilen pakket fuld af Viola-ting OG Viola - pigen med de blå, blå øjne... Tænk, at hun fulgte <em>med. </em>Hun er ganske virkelig blevet en del af hele vores liv og nu har hun set sit første hav. </div><br /><div><a href="http://4.bp.blogspot.com/-63x_lntyFzw/TaSllIgR-kI/AAAAAAAABDo/Zlc4pphoxsQ/s1600/IMG00362-20110402-1522small.jpg"><img style="WIDTH: 400px; HEIGHT: 300px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5594778694457621058" border="0" alt="" src="http://4.bp.blogspot.com/-63x_lntyFzw/TaSllIgR-kI/AAAAAAAABDo/Zlc4pphoxsQ/s400/IMG00362-20110402-1522small.jpg" /></a> </div><br /><div><a href="http://2.bp.blogspot.com/-md9bIipXUkA/TaSlla5iQqI/AAAAAAAABDw/cLRYk9BPYE8/s1600/IMG00367-20110402-1730small.jpg"><img style="WIDTH: 400px; HEIGHT: 300px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5594778699395383970" border="0" alt="" src="http://2.bp.blogspot.com/-md9bIipXUkA/TaSlla5iQqI/AAAAAAAABDw/cLRYk9BPYE8/s400/IMG00367-20110402-1730small.jpg" /></a> </div><br /><div><a href="http://3.bp.blogspot.com/-faOS_G5bX3M/TaSllrQeayI/AAAAAAAABD4/A6zpH_Rtdis/s1600/P1010117small.jpg"><img style="WIDTH: 300px; HEIGHT: 400px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5594778703786568482" border="0" alt="" src="http://3.bp.blogspot.com/-faOS_G5bX3M/TaSllrQeayI/AAAAAAAABD4/A6zpH_Rtdis/s400/P1010117small.jpg" /></a> </div><br /><div><a href="http://4.bp.blogspot.com/-bZziWdInyIc/TaSll5u-eDI/AAAAAAAABEA/F-t5n7GQ9cc/s1600/P1010138small.jpg"><img style="WIDTH: 400px; HEIGHT: 300px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5594778707672594482" border="0" alt="" src="http://4.bp.blogspot.com/-bZziWdInyIc/TaSll5u-eDI/AAAAAAAABEA/F-t5n7GQ9cc/s400/P1010138small.jpg" /></a> </div><br /><div><a href="http://1.bp.blogspot.com/-W_GkYeuGgQI/TaSl5pqw79I/AAAAAAAABEI/bVXEjjitFPs/s1600/P1010151small.jpg"><img style="WIDTH: 300px; HEIGHT: 400px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5594779046957346770" border="0" alt="" src="http://1.bp.blogspot.com/-W_GkYeuGgQI/TaSl5pqw79I/AAAAAAAABEI/bVXEjjitFPs/s400/P1010151small.jpg" /></a> </div><br /><div><a href="http://3.bp.blogspot.com/-jdBiSIh6bBY/TaSl5zkx0II/AAAAAAAABEQ/QnMP1Q1A308/s1600/P1010161small.jpg"><img style="WIDTH: 400px; HEIGHT: 300px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5594779049616593026" border="0" alt="" src="http://3.bp.blogspot.com/-jdBiSIh6bBY/TaSl5zkx0II/AAAAAAAABEQ/QnMP1Q1A308/s400/P1010161small.jpg" /></a> </div><br /><div><a href="http://4.bp.blogspot.com/-1euosqeqrEo/TaSl6I_RskI/AAAAAAAABEY/Vnyxk1xW0do/s1600/P1010179small.jpg"><img style="WIDTH: 300px; HEIGHT: 400px; CURSOR: hand" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5594779055364878914" border="0" alt="" src="http://4.bp.blogspot.com/-1euosqeqrEo/TaSl6I_RskI/AAAAAAAABEY/Vnyxk1xW0do/s400/P1010179small.jpg" /></a></div><br /><div>(Se Katja, jeg sagde jo, at der var palmer i Bogense)</div></div></div></div>Heidihttp://www.blogger.com/profile/04952573846208357182noreply@blogger.com7