søndag den 30. december 2007

Alexander og Laurits



Laurits har en fætter. Ikke bare en fætter, men en fætter, som ligner ham helt vildt - eller omvendt? Det er selvfølgelig lidt noget bavl at sige, eftersom Laurits er en klat aske i en urne i jorden og fætter Alexander er en lyslevende bassedreng på 1½ år. Men de nyeste billeder jeg har set af Alexander gør mig helt blød i knæene, for det er præcis sådan jeg længe har forestillet mig Laurits! Alexander er en lille lyshåret knægt med fuld fart på. Jeg tror dog nok, at Laurits måske ville have været en anelse rødhåret og helt sikkert lidt mere "tung i røven", men de ligner sgu hinanden! Og jeg elsker det!! Jeg kan se på Alexander og tænke mit om Laurits. Alexander fodrer mit hungrende moderhjerte med nye billeder. Alexander er helt sin egen, ingen tvivl om det, han har en kæmpe personlighed, men oveni er han også et billede på sin fætter - i mine øjne. Nu har jeg kun oplevet Alexander personligt ad to omgange; som to måneder gammel og som ½ år gammel, men han er en stor del af familien og mine tanker.



Fra starten har Alexander og Laurits været knyttet sammen. For to år siden op til jul gik Bo og jeg og ventede på at få overstået den første scanning, hvorefter vi ville fortælle den glade nyhed til familien. Få dage inden kom Fransie og Arne os i forkøbet med deres glade nyhed. Det var sgu stort!! Dobbelt lykke!! Vi fortalte Fransie og Arne om vores nyhed, men holdt det hemmeligt for resten af familien inden scanningen. Den scanning kom såmænd til at ligge på Arnes fødselsdag - den 22. december - og præcis fem måneder inden fødslen. Åh, det var så vildt at se lillebitte Franz, som Laurits hed i maven, på skærmen for første gang. Og Bo var lige ved at besvime pga. hospitalslugtene, hihi. Da vi skulle fortælle om LilleFranz til Bos forældre, spurgte Bo dem, om de havde hørt noget nyt fra Sydafrika (hos Fransie og Arne) og at der var to babyer på vej? Det var skægt at se dem med fuld overbevisning og nærmest sådan lidt irriteret overbærenhed argumentere for, at der altså kun var EN baby på det scanningsbillede Fransie og Arne havde sendt. "Jaaaah...." sagde Bo, "men den anden ligger altså derinde" og pegede på min mave. Wau! Det var en fed måde at overraske dem på. På samme måde fortalte vi det til Bos anden bror Jan og hans Birgitte samt deres Amalie og Oline. De to tøser var kun tre år, men jeg kan tydeligt huske, at Amalies øjenbryn røg helt op i panden (som kun Amalies kan) og hun sagde: "Har du en baby inde i maven, tandi Heidi??" I min familie røg tårene ud af min mors øjne i nogenlunde samme ekspresfart som champagneproppen røg af flasken, da vi fortalte nyheden, men det er en helt anden historie! - men hold da kæft, hvor var Laurits ventet!



Fransie og jeg kom til at have termin nærmest samtidig; indenfor en uge omkring den 1. juli 2006. Det var lidt vildt. Efterhånden fandt de ud af, at det var en dreng de ventede og det samme gjorde vi næsten også. Sygeplejersken ville ikke sige noget til 20 ugers scanningen, men vi så selv tappen og hun benægtede ikke vores observation. Så blev det pludselig den 21. maj, hvor vi var i Knuthenborg og jeg rørte en giraf for første gang i mit liv - alt imens jeg havde veer... Kl. ti om aftenen tog vi ind til Riget og kl. 00:33 mandag den 22. maj var Laurits ude ved akut kejsersnit. Da Bo ca. et halvt Laurits-liv senere ringede til Arne, var udmeldingen: "Jeg kommer med det samme!!!" Det var til trods for, at Fransie var højgravid, at han nærmest var på den anden side af jorden og ikke kunne nå frem før Laurits var død og at Bo og jeg sagde noget i retning af, at det ikke var nødvendigt... Tænk engang at vi sagde det! Det var sgu da nødvendigt, og det vidste Arne selvfølgelig og heldigvis godt (pyha). Da vi så Arne for første gang efter Laurits, var vi lige kommet hjem fra hospitalet og sad lettere paf hjemme i Rådhusstræde. Vi var så totalt uvidende og chokerede over det hele, at vi sagde noget i retning af, at hvis nogen kunne klare det her, så var det os. Heller ikke den udmelding godtog Arne. "Nej, nej, nej, det er IKKE det, det handler om!" Jeg har tit tænkt på det... og jeg er taknemmelig over alt det han sagde og al den nærvær han gav os den dag, for hold da kæft hvor havde vi brug for det. Vi havde brug for hjælp til at se virkeligheden i øjnene, hvor barsk den end var. Han sagde også, at Laurits for altid var en del af familien og at vi altid skulle snakke om ham. Nå, det var så lidt om Alexanders far, men det var jo Alexander jeg kom fra. Men først lige en ting om Alexanders mor. Imens vi var gravide havde Fransie sendt mig den lækreste mor-sæbe og babyolie. Sæben gemte jeg lidt på, for den ville jeg bruge i min barselsperiode (dvs. i juni måned efter praktikken var overstået). Den har jeg stadig liggende og den er ved at tørre ind... Olien brugte jeg for første gang, da Laurits skulle lægges i kisten, hvor jeg smurte den på hans kinder. Det var helt bevist for at give ham noget med fra Fransie, da hun ikke havde mulighed for at være der. Den duft er så særlig nu og jeg er begyndt at bruge løs, for man kan vel bare købe en ny?



Første gang vi mødte Alexander var i slutningen af august, dvs. godt tre måneder efter Laurits var født og død. Det var godt at se ham og det var altafgørende at mærke, at Fransie og Arne gav os plads til at mindes Laurits. Der var ingen misforståede hensyn eller tabu om døden. Jeg kan især huske en eftermiddag, hvor jeg lå på sofaen med en sovende Alexander på maven. Sådan havde Laurits jo ligget hos mig, da jeg for første og sidste gang holdt ham rigtigt. Det var meget hårdt og meget godt at holde Alexander sådan. Min krop trængte så meget til en lille baby og det var en fysisk lindring at holde ham trods smerten. Jeg gav også min hjerne lov til at lege med tanken om at det var Laurits, for hvordan skulle jeg kunne andet?? Men det var ikke Laurits, det var Alexander; sød og dejlig på sin helt egen måde. Mens vi var på besøg i Sydafrika holdt vi dåb for Alexander, hvor Bo og jeg var hans gudforældre. Det var/er vi rigtig glade for, selvom det var meget, meget hårdt. I kirken skulle vi stå ved koret sammen med Fransie og Arne, og da Alexander var døbt, fik jeg ham i armene resten af gudstjenesten. At stille sig op der var virkelig hårdt og jeg kunne ikke andet end græde øjnene ud. For den sidste dåb jeg havde været til var Laurits' nøddåb, hvor jeg jo faktisk også var hans gudmor. Det var jo mig, der sad med ham og sagde hans navn. Og så døde han bare dagen efter... Men Alexander levede og da jeg fik ham nydøbt i armene var det oveni det hele også rart. Han var så sød og blød og dejlig.



Jeg tror, at det at vi mødte Alexander så forholdsvis hurtigt efter Laurits var rigtig godt. Vi fik afmystificeret hele situationen og fik stillet os selv nogle meget vigtige spørgsmål. F.eks. "hvorfor lever Alexander, når Laurits er død?" Det spørgsmål har egentlig aldrig været svært for os at svare på; det gør Alexander, fordi han er sund og rask og fordi intet andet ville give mening! Til gengæld giver det så meget mening at se ham vokse op, se ham blive storebror (!), se ham få buler i panden, se ham grine og græde, se ham på skuldrene af sin far og på skødet af sin mor, se ham sammen med farmor og farfar og se, hvor meget han ligner sin farbror Bo som lille og helt sikkert også sin fætter Laurits. Jeg elsker at se det!

Traditioner

Det er svært at forholde sig til traditioner, når livet ikke ser ud som det plejer. Jeg havde ikke de store forventninger til julen i år og ville gerne se på den med friske øjne, men det var alligevel umuligt at komme udenom situationer med påtvunget hygge. At en stor del af julens traditioner faktisk er netop påtvunget hygge kan være fint nok. "Fake it till you make it" er da egentlig en fin strategi - men så skal der være ærlighed om strategien. Men ok, julen er lidt kunstig og svær for de fleste af alle mulige mærkelige grunde og egentlig er det også ok med mig. Det er en del af spillet rundt om et kalenderår. Men... at julen er børnenes fest og at man fejrer og ligefrem synger om en tusindår gammel fødsel af et barn, det gør mig altså ikke først og fremmest i hyggehumør. Det gør mig sårbar og eftertænksom. Det får mig selvfølgelig til at tænke på Laurits helt vildt meget! Jeg under alle børn omkring mig en fantastisk jul, men jeg under også Laurits en god jul og det kan ikke lade sig gøre. Han mangler helt tydeligt ved højtider, ved traditionsbundne arrangementer og lige der i familievarmen. Især i familievarmen, når der er rigtig rart, trygt, sjovt og levende barnelatter. Jeg kan simpelthen høre, at hans kluklatter mangler, ligesom jeg kan se hans tomme plads ved bordet. Følelsen af tomhed bliver også yderligere forstærket af, at jeg endnu ikke er gravid.

Det bedste er, når andre gør opmærksom på at Laurits mangler eller har været her - to sider af samme sag. Det letter byrden næsten helt fysisk, for så ved jeg, at Bo og jeg ikke er de eneste, der savner ham. Det er jo ikke fordi jeg ønsker, at andre skal føle samme savn og smerte, men bare det bliver anerkendt, at livet skulle have set anderledes ud for os. "Os" griber jo også om sig, når man tænker på det, som skulle have været... Vi fik nogle skønne Laurits-gaver til jul og det varmede mere end ord kan beskrive!! Der var engle, englebøger og børnebøger fra farmor og farfar, giraf-øreringe fra julemanden og hans engle og den flotteste kollage med tegninger og traner "til lillebror" fra William, Anna og Johanne. TAK!



Jeg er ikke sur på nogen. Det her er ikke nogens skyld og der er i bund og grund ikke noget, som skal rettes eller fikses. Laurits mangler "bare" og jeg er "bare" ikke gravid endnu. Men det er altså svært at affinde sig med den skæbne, for det er jo det sødeste, dejligste, mest utroligt vidunderlige barn jeg nogensinde har set, der mangler. Det er ikke bare en fantasi vi skal komme over, det var vores barn, der døde. Det savn og den sorg er helt klar og reel. Oveni er der det mere abstrakte savn og en begyndende sorg over, at netop Laurits' lillesøster eller lillebror endnu ikke er på vej. Vi kunne og skulle forlængst have fået fyldt armene med nr. to. Ikke at det havde gjort sorgen over Laurits mindre, men det ville "bare" have givet en unik glæde og kærlighed i vores liv, som vi ikke har nu. Vi trænger til glæde, kærlighed og barneskrål nu og ikke til mere venten samt affinden-sig-med-tingenes-tilstand! Det eneste jeg gider affinde mig med nu er, at det går mod lysere tider. Det er heldigvis også en del af spillet rundt om et kalenderår og jeg glæder mig sindssygt meget til foråret. Ikke mindst fordi det er Laurits' tid og fordi det gjorde mig så godt sidste gang. Det slår mig lige, at jeg godt kunne tænke mig en lidt mere hedensk jul, forstået på den måde, at man fokuserer mere på det med at finde lys i mørket, mindes sommeren og fylde vitaminer, sul og krydderier på. Sådan er livet nemlig meget, når man er forældre til et dødt barn. Noget af det bedste ved denne jul var da også den gåtur vi havde lillejuleaften, for da skinnede solen os næsten helt omkuld ude på stranden, hvor vi gik tur sammen med Laurits' farmor og farfar. På en strand er der også altid plads til store tanker og følelser, samt til at tegne en hilsen i sandet til sin søn, der kigger med et sted oppefra eller indefra.

søndag den 16. december 2007

Jubihuuuu!

Så fik jeg afleveret den skide opgave! YES!! Jeg er rigtig lettet, glad og stolt over det. Nu har jeg faktisk lige lavet en opgave på Uni, så jeg kan med god samvittighed svare; "jeg er studerende", når folk spørger; "hvad laver du så?"



I dag var vi et smut forbi Laurits' græsplæne, hvilket jeg har savnet meget den sidste 1½ uge - ja næsten 14 dage. Laurits' mormor var her for 14 dage siden, hvor hun havde et julehjerte flettet af kviste med til ham. Det lå lige så fint der, hvor mormor havde lagt det sidste gang, og det var dejligt at se. Tux havde sneget sig med... Han hoppede i lyng og kiggede på lys - lys fra Almas forældre, Johannes' mor og fra os.


Tux er Laurits' bamse, som Arne og Jan købte til Laurits, dengang han skulle puttes i kisten. Vi syntes dog at bamsen skulle med os hjem, og ret hurtigt viste det sig, at Tux er helt sin egen... (og i øvrigt overhovedet-slet-ikke-på-nogen-måde en bamse, hvis man spørger Tux! Han er en stor, kæmpe farlig beskytter-bjørn).
Kun 13 dage efter vi havde lagt Laurits i kisten og taget Tux med hjem kørte vi til Jylland på miniferie. Jeg ville til Skagen, for der havde jeg aldrig været, og pludselig skulle det bare være i det her forbandede liv! I Skagen var vi på museum, og så bl.a. billeder af Laurits Tuxen. Ham kunne vi godt lide, fordi han hed Laurits. Og Tux var pludselig navnet til bamsen. Dengang ville jeg have syntes, at det var en smule gak at tage en bamse med på besøg ud til den fællesgrav vi havde valgt til Laurits. Nu synes jeg det helt totalt gak-gak mærkeligt, at vi kunne hoppe rundt i sanddyngerne i Råbjerg Mile to uger efter vi havde set Laurits for sidste gang. Men vi havde nok brug for at mærke, at vi stadig var levende trods alt. Man kan jo godt gå hen og blive helt i tvivl, når ens barn er dødt.


Vores rationelle plan med Tux var, at hvis vi nogensinde får et skrøbeligt barn igen, et der f.eks. skal ligge på neonatalafdeling og vi er nødt til at gå fra det for at sove (som det var tilfældet med Laurtussen), så skal barnet have noget hos sig, som lugter af os. Med Laurits nåede vi slet ikke at tænke så langt, og jeg ville sådan ønske, at vi havde haft Tux han kunne have puttet med... Laurits var helt alene natten mellem 22. og 23. maj. Han havde dog sygeplejerskerne, og jeg ved, at de passede godt på ham. Men kan de mon huske ham nu? Jeg har læst, at der er kommet en slags familiestuer på Rigshospitalets neonatalafdeling kort tid efter vi havde været inde og vende, og det gør lidt ondt... For jeg ville gerne have sovet hos/med Laurits. Men dengang, da tænkte vi ikke rigtig over det, vi overlevede bare. Det gjorde Laurits også - lige så længe han kunne.

onsdag den 12. december 2007

I 11. time...

Som jeg sidder her og skriver på det sidste af min opgave - altså det der meget lange stykke af det sidste - kan jeg mærke, at jeg har det underligt med at blive presset. Det ligner rigtig meget alle de andre gange jeg har skrevet opgaver, og hvor jeg altid ender med at sidde de sidste par nætter og være lidt desperat over hele projektet, men hvor det går alligevel. Men denne gang har jeg virkelig gjort meget for at komme det i forkøbet, for jeg er lidt bange for at blive presset. Med fare for at komme til at lyde som en gammel kælling, så kan jeg bare ikke klare så meget mere... Jeg bliver hurtigt meget ked af det indeni, når jeg stresser. Det kalder vel på et dybere lag af tristhed end førhen? Der er blevet længere ned - meget længere ned! - når først læsset vælter, og derfor er jeg bange for at det skal gøre det. Så jeg har faktisk også arbejdet ret intenst med den opgave de sidste tre uger, for at undgå at sidde med det hele aftenen inden. Men jeg må også erkende, at jeg er pisse langsom. Om jeg er langsom fordi min hjerne stadig arbejder både bevidst og ubevidst med sorgen, eller om jeg bare er blevet lidt "dum" af at være væk fra studiet, om jeg har ammehjerne på 2. år nu, eller jeg simpelthen bare ikke er bedre ved jeg ikke. Måske har jeg valgt for svært et emne?

Jeg tror nu nok, at det skal gå med den opgave, den skal nok blive bestået - og det er jo bare en skide opgave! Den nye karakterskala er alligevel også så underlig og forvirrende, at det kan være lige meget med det. Haha, som om... Jeg kan sgu godt mærke ambitionerne boble et eller andet sted derinde, og det er faktisk meget fedt. Ved ikke lige hvorfor, men det er det altså. Mht. det med at blive presset og stresset, så kan jeg dog mærke, at jeg slet, slet, slet ikke har brug for, at andre presser mig; "se nu at blive færdig", "skal du ikke bare lige?", "kan du ikke bare gøre sådan og sådan?", "kom nu". Det gør mig helt vild tosset og angst! Jeg har (stadig) brug for støtte og opbakning først og fremmest. Et eller andet i mig er stadig så i stykker, at jeg kan tvivle på alt...

mandag den 10. december 2007

Hjertebanken

Vores fantastisk dygtige, rare og idérige nabo, guldsmeden Kim Buck, har fundet på noget rigtig skægt. Hans virtuelle ring af hjerter banker lystigt derudad på vores husmur og det synes vi er smadder hyggeligt og passende i denne tid. Det er vel noget reklamehalløj for hans butik, men jeg tillader mig at nappe symbolværdien til eget brug, og på en eller anden måde er de hjerter bare et skørt, skønt, smukt og synligt bevis på min kærlighed til Laurits. For Laurits kan selvfølgelig se dem oppe fra skyerne... Og de banker altså virkelig, hjerterne! Det er en projekter, der kaster en lille filmsekvens op på muren. Håber du ser det, hvis du kommer forbi Rådhusstræde.

Grøn på den fede måde!

Grøn er gået hen og blevet Laurits' yndlingsfarve. Ok, indrømmet; det er hans mors yndlingsfarve til ham! Da jeg selv var lille var det den farve jeg bedst kunne lide, og det har jeg nok bare overført. Men det føles faktisk som om, at det bare er kommet helt af sig selv. F.eks. var det første tøj han overhovedet fik et grønt sæt med giraffer fra Gitte. Jeg glemmer aldrig den dag, det kom med posten! Det var stort, for det var med til at give mig et konkret bevis på, at der faktisk boede en baby i min mave på det tidspunkt (men han var godt nok lille). Det var før jeg selv turde begynde at samle ting, så det var rigtig skønt. Tak, Gitte.

Og se så de nyeste grønne Laurits-ting her i hytten:


Striktrøjerne er fra Laurits' mormor. Den mørkegrønne med indstrikkede hjerter i mønstret havde hun lavet helt færdig før han blev født. Den lysegrønne var også næsten færdig, og den brunlige har hun bedt mig om at lave en knappelukketing på. Er de ikke bare flotte? De er også heeeeeelt bløde. De har i lang tid ligget gemt væk i strikkekurven hos mormor, for det gjorde meget ondt på hende at se dem. Der er uendeligt meget forventning og kærlighed strikket ind i de trøjer. Men vi har da haft dem fremme ind i mellem og kigge, og i sidste uge, da hun var på besøg, fik Bo og jeg dem så nyvaskede og pakket ind som gave og det hele. Det er så skønt at have dem, for det er virkelig Laurits' trøjer, strikket præcis til ham. De er guld værd! Lille-et-eller-andet skal arve dem en dag, men de er for altid Laurits-trøjer.



Som en lidt tidlig julegave har vores englebasse fået dette fuglehus af India og Rajas forældre, Line og Thor. Er det ikke bare sejt? Det er til rigtige fugle, siger de, så det skal udenfor og hænge. Uh... det bliver altså nok først i det nye år, for jeg tror først, at det skal fungere lidt som en slags postkasse for små bitte breve til Laurits. De første fugle, som flytter ind bliver nok også papirstraner. Mon ikke det kan fungere som en udmærket bund til en rigtig rede? Det er altså bare så flot - og skønt grønt.

Her til jul vil jeg tænke på alt grønt som Laurits' (Lauritseseses.... det er altså lidt noget rod med et navn, der slutter på "s". Næste gang bliver det nok ikke sådan, hihi). Juletræet bliver Laurits' træ og jeg tror, at jeg laver en rød og gylden trane til at fremhæve alt det grønne. Det er nok det jeg glæder mig allermest til ved julen; at sætte en trane i træet for Laurits. Ikke fordi det skal være det store ståhej, men han skal bare lige markeres og være med.

lørdag den 8. december 2007

Sygdom

Laurits var ramt af en polycystisk nyresygdom - ARPKD - som han ikke kunne leve med. Det var desværre noget både Bo og jeg havde givet ham, og det ligger for altid og lurer i vores gener. Det er ikke væk... Det er altså rigtig stygt at tænke på, synes jeg. Et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at føle en lille smule skyld. Og dernæst angst for at det skulle ske igen; at vi endnu engang giver det videre til vores barn. Og det kan meget nemt ske, for hvis vi ikke får hjælp via ægsortering, er der 25 % risiko for, at barnet arver de to dårlige gener fra os. Lige først var jeg lidt ligeglad med om vi var bærere af sygdommen, for det kunne ligesom ikke blive værre end det var. Derefter var der måske en form for lettelse eller snarere afklaring ved at vide nøjagtig besked om, hvorfor Laurits var død. Men det er jo en ringe trøst, for Laurits er stadig død og sygdommen lurer stadig. Det har sin pris at styre udenom sygdommen ved en ny graviditet, uanset hvordan man vender og drejer det.

Vi er begge blevet undersøgt ved en ultralydsscanning et stykke tid efter Laurits' død, Bo og jeg, og vi har fine nyrer. Jeg havde en enkelt cyste på den ene nyre, men det er heeeeelt normalt og betyder intet. Det betød dog et eller andet for mig. På en måde var jeg glad for, at der trods alt er en smule af det Laurits havde hos mig. For det er så grotesk, at Bo og jeg skal være så raske, når vores lille dreng er død pga. vores genpulje!

Jeg er så pisse rask, men bukker dog af og til under for to stygge lidelser: selvmedlidenhed og misundelse. Puha, hvor smager det grimt i munden. Alene det at indrømme det... Sådan rigtig bittert! - Som rent kakao, der ser så lækkert ud men smager adv!, som gammel kaffe, der har stået og banket på en varm plade siden tidlig morgen på et skodjob, som ørevoks, som det lortehormonnæsespray man starter med, når man skal i fertilitetsbehandling. Føj!!

Jeg er nødt til at lade bitterheden boble ud og over af og til (f.eks. her på bloggen - og det hjælper sgu!), for ellers sætter den sig nok til noget mere kronisk og det ville altså være dumt! Det er ikke sådan, at jeg misunder mine kære, det gør jeg virkelig ikke! Alle de levende børn jeg kender gør mig ikke bitter, men kalder på det varme indeni. Det er jeg faktisk ret taknemmelig over... Det er fremmede folks graviditeter, levende børn, barnevogne og bedsteforældrelykke, som kan gøre mig grøn. F.eks. blev jeg rigtig sur forleden, da jeg så Kim Bodnia på Go'et-eller-andet-DK i tv. Han talte om at være en superfar, mens der stod en tekst ala dette nedenunder: "Kim har tre drenge - og en lille pige på en måned". Årh ja! Hvordan kan han få så mange børn og sidde der og blære sig på tv? Et par dage senere var det Sofie Gråbøl, der stod for skud for mine grimme tanker og grønne tunge. Hun talte om, at lykken hang sammen med smerte, og at man ikke kunne have det ene uden det andet. Og hvad der måske kunne gøre hende sårbar? Hendes børn, selvfølgelig - angsten for, at der skulle ske dem noget. "Selvfølgelig!", tænkte jeg bare. Hun kunne da også bare have vovet på at sige andet... Men alligevel tænkte jeg også, at hun var dum, for jeg skulle fandme nok sørge for at være 100 % lykkelig, hvis bare jeg havde Laurits levende hos mig. Hvad har folk med udelukkende levende børn at brokke sig over, helt ærligt?? Men jeg ved godt, at livet er mere kompliceret end det. Og jeg ved godt, at levende børn er lig med oprigtig og reel angst for at der skal ske dem noget. Det er på en måde en angst jeg ikke har mere... Laurits kan ikke dø igen. Men han er altså død. Og jeg kan faktisk godt være en smule bange for, at han helt skal forsvinde. Det må altså ikke ske!

Der kommer nok ikke de store fremadskuende tanker ud af at give efter for bitterheden, men det er nu godt at gøre det alligevel, for det forløser et eller andet. For det med at have et dødt barn er altså andet end englefjer. Det er også en lidt klamt, grimt og ækelt og jeg kan ikke have det for mig selv indeni hele tiden - så bliver jeg bare til Gollum fra Ringenes Herre.

onsdag den 5. december 2007

Dødsdommen over håbet og duften af Laurits

I morgen får vi dødsdommen. Dødsdommen over det latterlige, spinkle håb, som indebærer miraklet om en graviditet med det æg, som for to uger siden blev lagt tilbage i min mave. Jeg skal ind på Riget og have taget en blodprøve før kl. 10, så jeg kan ringe ind senere samme dag og få svar. Jeg ved jo godt hvad det bliver og jeg glæder mig sgu ikke til at høre; ”Prøven er desværre negativ”, men samtidig har jeg brug for den afklaring. Jeg kan mærke, at tanken om i morgen gør et eller andet ved mig. Jeg har en uro… Bo er gået tidligt i seng, for det trænger han til, så hans skønne, varme krop ligger derinde i sengen og venter tungt. Men jeg skal lige… sidde lidt længere, forberede mig… gøre et eller andet… folde en trane eller en frønsehest? Jeg har lige læst ”livet med Laurits” på den gamle hjemmeside. Hvor jeg dog savner ham! Savner at holde om ham, nusse hans bløde bakkenbarter og holde hans små fingre. Og der var så uendeligt meget jeg aldrig fik lov til med Laurits. Der er så meget. Mit problem har fra starten været at acceptere, at tiden går, for jeg føler nogen gang, at den skaber en afgrund mellem Laurits og mig. Den 100 % sikre vished om, at han faktisk var her i vores liv blander sig med alle ønskerne og fantasierne, som jeg ellers bruger i min dagligdag til at varme mig ved. Jeg savner det fysiske, det konkrete, det som man virkelig kan dele med alle andre mennesker. Heldigvis har jeg noget babymassageolie, som jeg fik af Fransie. Det smurte jeg på Laurits kinder, da han var blevet puttet til rette nede i kisten. Det vil jeg smøre på mine hænder om lidt, så jeg kan ligge og dufte til minderne og håbe på en nat i drømmeland med min lille dreng. Det er en ganske særlig duft, for det er bare blevet duften af Laurits. Det er en magisk duft af kærlighed. Den må være lavet af modermælk, tårer og kys.

lørdag den 1. december 2007

Jul uden Laurits er på vej - igen

Jeg skal egentlig skrive opgave, men kommer ikke udenom en lille "skrivepause" her på bloggen. Det er jo sådan det fungerer for mig; hvis jeg absolut skal skrive om visuel kultur, så skal jeg også skrive lidt om Laurits af og til. Ellers bliver jeg gak, rastløs og får skriveblokering.

Forleden var vi til juletræstænding i Ørestaden! Jeg skriver jo om Ørestaden, og det var derfor en slags research. Og så var det en undskyldning for lige at komme lidt ud den dag. Så der stod vi og frøs i det tågede mørke sammen med små 100 andre mennesker og ventede på, at julemanden og brandmanden fik tændt det skide træ. Det var koldt og Ørestadsforblæst, som det kun kan være derude! Men der var gratis gløgg og underholdning af skiftevis et brasband og et lillebitte børneskolekor at varme sig på. Da de små pus gik i gang med at synge, mens stolte forældre tog billeder, slog det mig, at vi var taget til et decideret børnearrangement! Det var jo ikke andet end børnefamilier med nissehuer, klapvogne, flyverdragter, snotnæser og godteposer. På en måde var det hyggeligt nok, for sådan en er vi jo også - en børnefamilie. Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at det ikke stak i hjertet og gav en lille uro indeni. For vi kunne ikke give Laurits en nissehue på, lade ham fedte med en æbleskive eller sige "seeee de fine lys, skat!" Men da vi så blev enige om, at vores døde engle-Laurtusse da bare kunne kravle rundt oppe i juletræet og pille-rode-dimse meget mere end de "stakkels" levende unger, som løb rundt om træet, så var det som om, at det var ok det hele. Jeg har altså behov for at fantasere om ham...

I dag rakte fantasien ikke til nogen redning. Jeg stod i H&M's børnetøjsafdeling og skulle betale for en lille gave til Johannes. Johannes, som er god ven af Laurits og som skulle have været 1 år i morgen... Og så var butikken bare fyldt op af alle de der forældre, bedsteforældre og børn, som købte tøj til levende. Og alt det tøj... det ventede bare på at blive fyldt ud af varme, skønne unger. Og mit parallel-jeg kunne få øje på flere ting, som jeg burde købe, fordi jeg er mor til en dreng på 1½ år. Seje cowboybukser og sådan noget. I dag rakte fantasien ikke til at sige "jeg køber det sgu da bare alligevel! Så kan Laurits kigge ned fra sin sky og glæde sig over det eller tænke skøre mor, som det nu passer ham. Det samme kan alle andre tænke!!" Men i dag kunne jeg bare ikke komme mig over, at jeg har en død dreng. En som aldrig vokser, aldrig slider huller på knæene, aldrig får brug for mig eller noget jeg kan gøre. Det er sgu hårdt og drønpissehamrendefandens uretfærdigt!!!

Måske er det bare denne juletid, der med alt sit stress, gejl og indbygget hygge, gør mig lidt oprørt indeni.

Der var forresten en særlig bluse, som gjorde mig helt forvirret. Det var en str. lille-baby, som havde et mønster med nuttede dødningehoveder. Det var de virkelig - nuttede, babyagtige!! Det virkede på den ene side perfekt. Jeg vendte og drejede den mellem hænderne, mens jeg tænkte "ville jeg putte Laurits' småsøskende i sådan en?" På den ene side ja, for hvis man har en død storebror er det da lige i øjet, og døden skal ikke være tabu. På den anden side... nej! For døden skal aldrig tæt på flere af mine børn og jeg vil ikke lade dem gå og "reklamere" for den. Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige med det. Men det er bare nogle tanker, som ligger og roder rundt i samme boks som de tanker jeg har om en bestemt butik på Strøget. Det er den, der hedder "Englebørn". På den ene side har jeg lyst til at brænde den ned til grunden, for det er jo totalt løgn!! De sælger garanteret ikke gravlys, kisteudsmykninger, englefigurer, mindealbum osv. Men på den anden side er det også hyggeligt nok at blive mindet om, at jeg faktisk har et helt ægte englebarn...

tirsdag den 27. november 2007

En studiearbejdspause

Lige for tiden skriver jeg opgave, så der bliver ikke opdateret så meget herinde. Jeg skal virkelig strenge mig an for at skrive om visuel kultur fremfor om Laurits, men det er ok. Jeg vil jo også gerne være studerende, og det er vel ok, at det er sværere at skrive opgave end at være mor. I denne uge holder Bo ferie og støtter, læser, kommenterer kritisk og den slags. Det er helt fantastisk! Han er en god mand! Men han kunne godt være lidt hurtigere med kaffekanden...

Mens mor her (og far der) studiearbejder, er Laurits og vennerne i gang med at designe årets snefnug. Jeg tror det bliver noget med sirlige krystaller symmetriske på kryds og tværs. Men hvem ved?? Måske kommer de i farver i år?
;-p

mandag den 19. november 2007

Englefjer

Jeg kan simpelthen ikke se en lille, hvid fjer uden at tænke på Laurits - Laurits og hans venner, som flyver, flagrer, drysser, pusler og tumler omkring i mit liv. Da jeg forleden kom til at støvsuge sådan en Lauritsfjer op fra hans plads i vindueskarmen, så sagde jeg til mig selv, at der nok ville komme andre fjer pludseligt dalende min vej. Det var sgu ikke noget at blive ked af! Lidt ligesom, hvis jeg var kommet til at sætte måsen oveni en perleplade han havde lavet, så den blev mast til perler igen. Så ville han jo bare kunne lave en ny. Hvis han nu var blevet ked af det, så var sagen selvfølgelig anderledes, men det måtte vel være min moderopgave med tiden at lære knægten, at det faktisk ikke er de materielle ting, som tæller. Jeg ville også så gerne have forsøgt at lære Laurits kunsten at leve i nuet, at skabe, at gå skridtet videre, fremfor at lade sig bremse af fortiden. Ikke fordi jeg er så god til det, men han måtte gerne være blevet bedre...

Tja, en fjer er ikke bare en fjer lige pludselig, men kommer til at symbolisere så meget og ikke mindst den måde, hvorpå jeg gerne vil give slip på Laurits. Jeg vil nemlig gerne slippe ham fri. Flyv, min lille engledreng! Det er noget ganske andet end at glemme, smide hans ting ud, eller tage hans billeder væk!!! Det er bare følelsen af, at han er sig selv, en ener, som skal gøre sit og ikke mit.

Der er selvfølgelig også forskel på de fysiske minder. Det ville være torskedumt at tro, at jeg ikke ville fortryde bittert, hvis jeg kom til at "støvsuge" hele min computer med Laurits billeder op. Jeg nyder, værner om, bruger og varmes ved de billeder vi har af vores dreng, og dem kan jeg ikke forstille mig at leve uden. Jeg ved godt at det kan lade sig gøre, men jeg ser ingen mening i at prøve, så de billeder bliver gemt, kopieret, fremkaldt, gemt og atter sikkerhedskopieret! De har også allerede overlevet ét harddisk-sammenbrud, så jeg har virkelig haft brug for de kopier. Hans hårtot værner vi også om - nidkært, hedder det vist. Sådan noget som fjer og traner er til gengæld noget, som kommer og går - eller flyver forbi for en stund.

Hvad angår mit lillebitte tab af englefjeren forleden, så skete der noget fantastisk. I hvert fald fantastisk for mig. Fredag aften sagde Bo pludselig, at jeg skulle gå helt, helt stille hen og se mig i spejlet med ryggen til. Han fik hurtigt understreget, at det ikke handlede om den kæmpe, klamme edderkop, som min fantasi på et splitsekund havde opdigtet. Og Bo kender mig efterhånden ret godt, så han nåede sgu at sige det umiddelbart inden en panikangst protesteren kom over mine læber! Og ja... der sad så en fin, lille, hvid fjer. Ih, hvor blev jeg glad! Hvor kom den dog pludselig fra? Vi har kun puder med kunstigt fyld. Det kan helt teoretisk godt være, at fjeren havde sat sig fast på mit tøj ude hos Katja, Kim og Alicia... Men i så fald var det jo en Natalina-fjer. En englefjer var det nemlig helt sikkert og indtil videre ligger den i vindueskarmen.

torsdag den 15. november 2007

Er jeg virkelig tosset?

Er man helt gak-gak, når man opdager, at man går rundt og fører dialoger inde i sit hoved, mens man gør rent? Jeg fik lige argumenteret godt og grundigt for, hvorfor jeg ikke har i sinde at prøve at glemme, at Laurits blev lagt i en kiste. Ja, det er en længere historie, men det gider jeg ikke rode mig ud i her. Fik også lige rundet, at der på den ene side ikke noget som helst helligt over Laurits (han var jo bare et simpelt menneske), men der er bare heller ikke noget u-helligt over ham. Han er jo ikke kun kedelig aske i en urne nu, for han var heller ikke kun en kedelig krop, da han levede. Han var jo vores barn, og det er han stadig, selvom han er død.

Da jeg svingede støvsugeren hen over vindueskarmen, slugte den en fin lille fjer, som jeg fik af Laurits forleden. Aj nej! Men så var det jeg hurtigt blev enig med mig selv om, at jeg i hvert fald ikke er så tosset, at jeg ville rode støvsugeposen igennem for den! Der kommer sgu nok en ny fjer dalende en dag, og det er da heller ikke dem alle jeg behøver at gemme. Faktisk har jeg kun gemt én anden. Så heeeeelt gak er jeg da ikke - vel?
:-)

lørdag den 10. november 2007

Jeg har brug for begge dele

Når man får et barn, som er skævt, dødsyg, plastret til på næsen for at holde en respiratortube på plads, som man skal have hjælp til for at holde, som dør, bliver lidt grå, lilla og kold og som man skal putte godt til rette i en babykiste - så har man brug for at tale om netop det. Det havde og har jeg i hvert fald. Man glemmer det aldrig, og jeg har ikke i sinde at forsøge noget så omsonst. Desværre er det billeder af en død dreng jeg må vise, når jeg vil vise folk, hvordan Laurits egentlig så ud uden plastret. Det er jeg da ked af. Det er jeg fandme ked af! For jeg ville da meget hellere vise billeder af en lille spruttende, panderynkende, smilende og grædende bassedreng. Det som vi har, skulle have været billeder af Laurits, der var nyfødt og i "sikker" favn. Billeder af, hvordan han kom op på maven hos moar og fik sit første måltid. Billeder af en stolt, stolt far med knægten på armen og billeder af Laurits på runde hos vores kære. Vores billeder er desværre af den slags, som kan få folk til at bryde grædende sammen og få lyst til at klappe albummet i. Meeeeen, der gemmer sig jo noget mere derinde bagved. Bag plastret lå Laurits faktisk og var skøn og nyfødt. Han var da ikke specielt meget grimmere end andre nyfødte børn. Og jeg synes sjovt nok, at han var den smukkeste, trods hævelse, skæv hage og stik-kontakt-tud. Og efter døden var han faktisk også meget fredfyldt og smuk... Han var gul, stiv og død - og lilla "i bunden", hvor alt det døde blod var faldet ned - men han var også så fantastisk, og det værste var overstået, så han led ikke længere. Han var stadig vores søn på 2600 gram og 46 cm. Han lignede stadig sin far og vi kunne stadig kysse på ham. Han havde så kære hænder, så søde fødder. Det var ubærligt at se ham død, men han var stadig genstanden for al den kærlighed, som bare strømmede ud fra der, hvor den nu gør (og stadig, altid gør). Ja, det er sgu lidt svært at begribe hele pakken, og nu har vi snart haft 1½ år til at vænne os...

Jeg har brug for at tage alting helt ind, alle detaljer omkring Laurits, selvom det beskriver et forløb, som ender i total-tabuet; døden. For Laurits var et rigtigt menneske, og alle mennesker starter i hvert fald som noget ret fantastisk og unikt. Det var helt tydeligt med Laurits. Jeg har brug for at være helt klar omkring, at han blev obduceret, (skåret op, pillet lidt fra hinanden og pænt lappet sammen igen), at han blev brændt til der kun var aske tilbage og at netop den aske ligger i en urne nede i jorden et sted lige ud for Laurits togførers grav på ny sydvestlig urnefællesgrav på Holmens kirkegård! Jeg ved 100 % klart inde i mit hoved, at han aldrig nogensinde kommer tilbage og at jeg aldrig kan gøre noget for ham mere. Men med den realitet i bagagen kan jeg også mærke, at der heldigvis er noget mere, og at Laurits heldigvis ikke bare er en hændelse, som vi skal have overstået. Døden har ikke det sidste ord, som Laurits' præst (Lotte Mørk) siger det. Den første gang jeg hørte det kunne jeg ikke bruge det til en skid, men det har sjovt nok hægtet sig fast, og dukker ofte op i mine tanker.



Det mere som er, har jeg også rigtig meget brug for. Jeg har brug for fantasi, forestillinger, tankespind. Jeg har brug for at sige; gad vide, om Laurits ville have tabt sit søde krøllehår i løbet af de første måneder? Gad vide, om han ville have været så blid og madglad som sin far (det siger Laurits' farmor at Bo var)? Gad vide, om Laurits og Alexander ville have haft mange fællestræk? Gad vide, om Oline og Amalie ville have været lidt jaloux eller lidt forelskede - eller lidt en blanding? Gad vide hvornår, han ville have været stor nok til at passe de fine striktrøjer hans mormor har lavet til ham? Gad vide, hvornår William, Anna og Johanne kunne have passet ham for første gang, og gad vide, om han ville have arvet personlighedstræk fra dem? Jeg har også meget brug for at gå ud af "tosse-tangenten" og fable løs om, hvor han er nu. Der er sgu da ingen, som kan give et svar, så nu hvor jeg er Laurits' mor, må mit bud være mindst lige så godt som alle andres. Jeg har brug for at sige ER om Laurits, og ikke kun var eller skulle have været. Som forældre giver det aldrig mening at sige var om sit barn, uden at der også følger et er. Så Laurits er blevet til en engel med englevenner. Han er lige så perfekt elskelig, som ethvert barn jeg nogensinde har holdt i mine arme - ganget med 10000000!! For jeg er jo hans moar ;-)


Jeg kan såmænd godt høre, at det bliver lidt pusse-nusse-engle-agtigt nogen gange. Men det er nok ikke værre, end det kan være med levende børn nu til dags? Men jeg er da med på at kalde Laurits for en krævende lille unge, en (herlig) møgunge og andet i den dur. Jeg ville faktisk ønske, at jeg kunne sige, at jeg blev træt af ham af og til, men det har jeg endnu ikke oplevet. Jeg tror, at børn skal trække vejret, før det sker...? Jeg har virkelig aldrig været træt af at være mor til Laurits. Kun af, at han er død. Det kan godt pine mig lidt på en underlig måde, for jeg tror, at det kan være svært for andre at komme ind i mit lidt diffuse Laurits-univers med englefjer og stearinlys? Men Laurits er - nå ja var - også et barn. Sådan et, som skulle have skidt, skreget og testet grænser.


Måske kan man bryde grænserne lidt mere mellem var og er? Måske kan Laurits godt være en lidt mere beskidt engel? Er det det, som skal til, for at folk kan tale mere med? Hm... nej, det er nok ikke det. Det er nok bare svært at tale om en, som er død. Der er ikke så mange som drives af umiddelbar lyst til at tale om syge, døde, grågule, brændte lig-børn eller om perfekte englebørn. Men dem jeg har omkring mig som gør - dem deler jeg det inderste og vigtigste med, og det gør mig godtnok glad! At spæne ud af tosse-tangenten giver mig luft og ro i mit sind. Som ilt efter en dukkert, som varme i røven efter en iskold fisketur, som søvn ovenpå hårdt, fysisk arbejde.

En dejlig overraskelse

I dag er en skøn dag! Vi kunne sove længe, hvilket var stærkt tiltrængt for især Bo, og vi skulle ud og møde Katja og Kims lille grisling for første gang. Hold op, hvor var hun bare sød og dejlig!! Helt ubeskrivelig... Det var ikke hårdt eller smertefuldt at se, høre, røre og holde. Det gav bare så meget god mening at gøre netop det, og at se kærligheden lyse i Katja og Kims øjne. Og selvfølgelig skreg alt i min krop på at få sådan en skøn lille skabning af eget kød og blod, men det gør det jo alligevel. Og fordi Laurits er en helt naturlig selvfølgelighed i selskab med Katja og Kim og alle de andre "engleforældre" vi kender, så var det bare deeeeeeejligt.

Efter barselsbesøg skulle vi have været ude at fiske, men blev lige lynhurtigt enige om, at vi hellere ville et smut indenom kirkegården. Og der fik vi os en rigtig rar overraskelse. Nå ja, først en mindre rar, da der lige var blevet ryddet op på blomsterpladsen ved ankeret, og alle Laurits' små ting derfor var væk. Vi ved godt, at det sker hele tiden, men en gang i mellem er det bare så trist, når man lige har stillet noget, som så er væk to-tre dage efter. Denne gang havde vi lige sat en halloween-pynte-pind fra Johannes' mor og India og Rajas mor havde været med en vindmølle. Begge dele var nu væk - øv!! Væk var også de traner, som William, Anna og Johanne havde sat, men de havde faktisk stået i ret lang tid, og hver gang havde vi nydt at se dem.

Bedst som vi var i gang med at skule, skumle, brokke og rode lidt rundt nede under ankeret, hvor der dog stadig gemte sig to sølle blå traner, så dukkede der pludselig et gravlys frem... Laurits' gravlys! Vores gravlys, som vi havde tændt for ham for snart et halvt år siden til hans minde-fødselsdag. Lyset må have været trillet ind under ankeret og gartnerne har overset det i al den tid. Eller... Laurits har gemt det godt og grundigt, fordi det lige netop var et lys tændt med uendelig kærlighed fra os, hans forældre, til ham. Det gjorde mig i hvert fald så fantastisk glad at kunne tænde netop det lys igen for vores lille dreng. Uanset hvor kold og rå verden ter sig nogle gange, så kan den aldrig slukke for min engle-mor-meningsskabende flamme indeni!

fredag den 9. november 2007

Om at være studerende, frustreret, forvirret og forundret

Pludselig føler jeg mig så fanget ind i verden. Den smadrer mig bare igennem en strøm af begivenheder, og når jeg har ro (hvad egentlig ikke er så sjældent), så er det kun fordi orkanens øje tilfældigvis har rettet blikket mod mig, så den kan more sig over, hvor viklet jeg er blevet. Alt er blevet så dobbelttydigt, så modsatrettet, og nogle gange ved jeg bare ikke, om jeg har kapacitet til at rumme det hele.

Jeg har på den ene side udviklet en evne til at dreje alt ind på ’noget om Laurits’, for man kan vel ikke leve med noget så stort i snart halvandet år, uden at der sker en tilvænning, udvikling og fokusering. Desuden er det også bare mit perspektiv, og det føler jeg på ingen måde, at jeg har valgt! Men på den anden side, så synes jeg også, at jeg har udviklet evnen til have det ok med andre ting end Laurits. Nu kan jeg sagtens lave andet end at tænke på ham og på 22./23. maj 2006 hele tiden.

Når jeg så laver andre ting, som at studere og virkelig forsøge at trække mig med slatne arme (der ikke er blevet trænet stærke af at bære rundt på min lille dreng) op ad rebet mod specialet der på toppen, så filtrer rebet i mine ben, vikler sig om kroppen, vender min bund i vejret og fanger mig i verden, der lige tager en smadretur igen. Pis!! Og er det faktisk en galgelykke, som venter der på bakketoppen – for enden af rebet? Jeg er fandeme ikke bange for døden, den kan bare komme an!! Selvfølgelig vil jeg ikke dø og jeg vil ikke have, at der nogensinde er flere af mine kære, som dør. Men jeg har et uafklaret opgør med den forbandede død. Der var ingen kamp, den kom på den mest nederdrægtige måde bare snigende til trods for den totalt voldsomme og chokerende virkelighed, som Bo, Laurits og jeg var blevet sparket ind i, i løbet af en læges sørgelige budskabs tid: ”…der er ingen nyrefunktion, så nej, han kan ikke overleve”. Jeg fik ikke lov til at kæmpe for mit barn, fik ikke lov til at stritte imod, slå ondt ihjel, påtage mig smerten, give ham min ene nyre eller noget som helst i den retning. Jeg fik bare lov til at ligge der sammen med Bo og holde om Laurits, indtil døden havde listet af sted med vores drømmes håb af en lille dreng. Den forbandede død kan bare sige til, når den vil have et lag tæsk – så skal jeg eddermaneme nok være klar!!!

Når jeg så sidder her på biblioteket i den helt almindelige verden og læser helt almindeligt langsomt og forsøger at skrive almindelige opgaver, så filtrer rebet og fanger mig i verden. For to år siden havde jeg et fag, der hed ”Usynlige Byer”, hvor jeg især beskæftigede mig med tanker om idealbyer og nostalgi. Det var naturligvis med en kritisk vinkel ;-) Nostalgi… hvorfor længes mod noget tidligere, hvorfor ikke se fremad og leve i nuet? Hm, tjaeh… hvorfor mon??? Og her flår dobbeltheden, det modsatrettede, virkelig mine tanker fra hinandens meninger. Jeg synes nemlig overhovedet ikke, at man skal dyrke nostalgien. Det kan i hvert fald resultere i en forfærdelig gang klister, der lægger sig kvælende over initiativ, glæde, iderigdomme, selvstændighed og liv. Men jeg længes samtidig så uendeligt stærkt tilbage til dengang, da Laurits var levende. Hvordan kan jeg andet? Man siger jo, at man skal give slip på den døde, og det synes jeg også, at jeg har gjort med Laurits. Mange gange. Først måtte jeg slippe ham lidt inden jeg overhovedet havde set ham efter kejsersnittet (der gik ca. 3 timer fra fødslen før jeg så Laurits). Senere måtte Bo og jeg gå fra ham for at sove og spise lidt. En række af ”afskeder” kom efter vi havde fået beskeden om, at døden var på vej. Det blev både første og sidste gang vi så Laurits sammen med familie, sidste gang vi så ham på neonatalafdelingen, sidste gang vi havde ham levende i vores arme, første og sidste gang han fik sit eget tøj på, sidste farvel-kys, sidste billede inden Bo skruede låget på kisten, sidste gang vi rørte kisten på den sidste dag hans krop fra vores kroppe eksisterede i verden.

Jeg forsøger nu via studiet at arbejde lidt videre ud fra temaet om idealbyer og har fokus på den nye Ørestad, som er ved at blive bygget. Liv i en by og ”det gode liv”… hvilke tankestrenge mon det åbner i min hjerne??? Kan jeg nogensinde høre ordet liv uden at tænke død igen? Jeg synes, at teorier om det virtuelle, det imaginære, vores forestillinger i det hele taget er rigtig spændende. Det er for pokker langt hen ad vejen mellem vores ører, at det egentlige væsentlige foregår. Så smadres jeg af sted igen og føler mig totalt (mis?)brugt af virkeligheden, der bruger min Laurits som en syg joke af et eksempel. Laurits er virtuel, imaginær og en forestilling. Men som jeg gang på gang vender tilbage til og vikler mig en smule ud af rebet ved, så VAR han her sgu! Det er ikke bare noget jeg har fundet på. Og han var sin helt egen.

Jeg kan sidde i timevis og hakke frem og tilbage mellem tekster og noter uden af få skrevet noget særligt til mine opgaver, men så snart jeg starter et dokument for at få luft for tanker om Laurits, liv, død… ja, så har jeg lynhurtigt rablet to sider af, for der føler jeg mig sgu hjemme i pensum. Jeg ville fandeme ønske, at jeg bare kunne aflevere min dagbog som speciale!

Så er det der igen! Jeg sidder dybt begravet (nå ja, måske ikke flere meter dybt, men en halv meters penge. Jeg skal jo ikke forsvinde, og der skal ikke være for langt, når jeg lige om lidt hopper op, for at få en kop kaffe nede i cafeen). Men altså, jeg sidder og læser en artikel, der hedder Capitalism and the City, og i den henviser forfatteren til en fransk filosof (Emmanuel Levinas), som har skrevet noget i retning af at; ”når en persons oplevelser bliver så komplekse, at det er flertydigt og åbent, så har man brug for andre, andre man ikke kender”.
Jamen, det er jo præcis det, som jeg synes vi har oplevet med forældregruppen. Hvad skulle jeg have gjort uden jer??? Det får mig også til at tænke på en bid fra en Peter Gabriel sang: ”all the strangers look like family, all the family look so strange”. Men der er vel heller ikke noget at sige til, at det hele ser lidt mærkeligt ud, når man hænger med bunden i vejret nogen gange?

Jeg synes ikke, at jeg har været ved at miste mig selv efter at Laurits døde. Men der er da godt nok sket forandringer. Jeg har forsøgt at være klar, at være til stede, se realiteterne i øjnene osv. Alligevel kan jeg godt få fornemmelsen af, at der blevet lukket fuldstændigt ned for noget meget centralt i min hjerne. Grundvolden blev jo rystet, som man siger. Det betyder, at jeg på en og samme tid kan føle den største styrke og sikkerhed, fordi jeg trods alt overlevede og trods alt fik Laurits, men samtidig kan blive så grundlæggende i tvivl om alt. Man taler om en ”nyorienterings-fase” indenfor sorgarbejdet. En fase, hvor man igen kan se ud i verden og fremad. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor jeg stejler lidt over det… men jeg gider da ikke være en ”helt normal sørgende i nyorienteringsfasen”. Der er ikke noget normalt over, at Laurits er død, for det lugter alt for meget af accept, mening. Det er så let for alle andre at bruge accept til at komme videre… tror jeg. Måske er det bare noget jeg tror?? En dødserfaren mand (hospitalspræst) sagde engang, at det var som at indtage et sandhedsserum, når man mistede sit barn. Sådan har jeg det ofte, når jeg synes at kunne gennemskue spil og facader. Men jeg er jo ikke bedre end andre (!), så jeg kan slet ikke altid finde ud af at reagere ud fra det. Nogle gange tænker jeg så også på, om jeg bare er blevet så blottet og åben, at alle andre kan se, hvor hjælpeløs og indfanget jeg nogle gange dingler i rebet? Måske er det, der føles som en monsterkamp og uendelig lang vej for mig, meget simpelt at gennemskue for alle andre?



Endnu engang et sammenfald, eller endnu engang et sted i min studielæsning, hvor jeg drejes ind på Laurits…
Denne gang meget direkte. Jeg læser om udviklingen af det moderne menneskes angst for at udstille sig i det offentlige rum, og i den forbindelse, hvordan hjemmet og offentligheden i relation til hinanden har udviklet sig. Det er bl.a. noget med, at kristendommen kaster lange skygger over vores måde at opfatte hjemmet som noget rumligt, der står direkte i forbindelse til, hvem man virkelig er. Hjemme søger man indad, hjemme slapper man af og kan være sig selv i modsætning til i det offentlige rum. Det med skyggerne er noget med, at det dog ikke nytter noget at afskære sig totalt, at fornægte den fysiske verden, fordi det netop er i mødet med verden, at man skal forstå sig selv. Men hjemmet er altså en fysisk tryg base, som også beskytter mod gadens farlige liv og især er det vigtigt at have hjem og beskyttelse i de helt unge år, hvor ens personlighed dannes. Dette var dog ikke tidligere en naturlig overbevisning for mennesker ”… som udviste en i vore øjne chokerende ligegyldighed over for børnene. Det faktum, at så mange børn i l’ancien régime døde før de nåede skelsår og alder, havde en afdæmpende virkning på nære følelser over for dem. Med forbedringer i barneplejen og med medicinske fremskridt såsom vaccinationer, blev det følelsesmæssigt mindre farligt at gå intenst op i sine børns velbefindende”. (Suk, begynd)… hvorfor er vi dog stadig så farvede af den opfattelse og den angst? Så farvede, at langt de fleste af os reagerer med at afvise og negligere et dødt spædbarn, endda gerne på vegne af modige, kærlige forældre, som sagtens kan mærke kærligheden boble og briste på samme tid indeni. Med mindre vi altså selv har fået den bitre erfaring… (suk, slut).

Og så for at det ikke skal være løgn, så sidder der her på læsesalen en fiks lægestuderende, som lige synes, at det er passende at tage sit håndholdte kranie med på læsesalen. Oppe på forreste række på toppen af en stak bøger smiler denne plastikklump ned til alle os andre. Hm… det matcher jo mit sorte tørklæde med dødningehoveder på ;-) Jeg håber hun bliver en god læge og at hun kan være med til at redde nogle små børns liv. Hun ved sikkert ikke, hvad døden egentlig er endnu. Hun prøver måske at læse sig ind på den…? Nej, jeg er ikke forarget. Eller er jeg? Jeg ved det sgu ikke rigtig. Jeg, som ikke er bange for døden bliver i hvert fald ikke skræmt af et skide plastikkranie, men det trykker nok bare på nogle ømme punkter i mit indre, fordi død ikke længere er et abstrakt fænomen for enden af et lykkeligt liv, men en del af min søns identitet.

Hihi, nu er der kl. 13 musik i højtalerne! Sådan er det vist bare hernede på diamanten. I dag er det med dyrelyde; ”muuuh, piv, mif, øf!”. Det er sgu syret at være studerende med en død unge på den mentale skulder!! – og ja, jeg er ret sikker på, at musikken kommer fra højtalerne, og ikke bare inde fra mit hoved.

onsdag den 7. november 2007

Et tilløb

Jeg har skrevet et indlæg, som jeg har gået og gemt lidt på. Den ene dag tænker jeg, at DET skal i hvert fald ikke udgives og den næste tænker jeg, at det skal det i hvert fald! Sådan er det måske bare at blogge? Og at være mor? Og at have følelser? Det bliver dog ikke i dag det indlæg kommer på bloggen, for jeg skal liiiiige have læst det igennem en ekstra gang, og trave tankerne forbi den sidste række af nej-jo-nej-jo-nej-jo ;-)
Desuden har dagen i dag været præget af noget helt specielt og fantastisk; nemlig lille-grisens fødsel! Den fødsel gør mig nærmest ordløs lige nu, for det er bare så stort...

søndag den 4. november 2007

Alle helgens dag

For anden gang har vi har siddet i Vor Frue kirke med øjne, der var våde helt ud på kinderne og hørt Laurits' navn læst op i en alt, alt, ALT for lang liste af andre små, døde børns navne. Det var vidunderligt stærkt at høre: "Laurits Breiner Frandsen, 23. maj 2006". Jeg tror, at jeg for en gangs skyld vil undlade at beskrive det som et både-og, for jeg føler virkelig, at hele pointen med at gå til den gudstjeneste er, at den dag, sammen med de mennesker, med præst Tom Kjærs sande ord om meningsløsheden - der og da er det bare stærkt og rigtigt. Der og da kan man bare være i sorgen 100 %, for alle de forfærdeligt mange andre mennesker, som sidder rundt om en er også i den sorg og forventer ikke andet. Jeg havde glemt at tage tudeklude med (altså, hvor urutineret må man have lov at være, tsk-tsk-tsk! Bliver jeg også sådan en mor, som glemmer bleer???), men hende ved siden af stak mig selvfølgelig bare en.

Det var forfærdeligt men rigtigt -dvs. rigtig forfærdeligt - at høre Laurits som en del af så stor en flok! At høre næsten alle hans venners navne trykkede lige en ekstra gang omkring hjertet, men det gjorde mig også ondt at høre, at så mange har oplevet at miste flere gange... Måske er det også fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor Bo og jeg står i den forbindelse? Når jeg forhåbentlig inden for en overskuelig fremtid skal til journalskrivning hos min læge i forbindelse med ny graviditet, så vil det jo være tredje gang. Der har ikke bare været snart halvandet år med savn og sorg efter Laurits, der har også været nyt håb, ængstelse, brændende ønske, glæde og desværre smerte og skuffelse ved en anden graviditet. Skulle vi også have skrevet vores lille Frøns fra i sommer på listen i dag? Nej, det synes vi ikke. For os er der en forskel på Laurits og Frønsen. Det er meeeeega svært at forklare, så det vil jeg faktisk ikke forsøge her. Men alligevel gav det meget god mening, at da vi efter hele halløjet gik op til koret og kiggede på de to lys vi satte for Laurits før gudstjenesten - ja, så brændte det ene for fuld hammer og det andet for halvfuld hammer. Så det ene brændte nok lidt for to...














Jeg læste i Stjernen (Landsforeningens blad), at på Alle Helgens dag fejrer man dødsdagen, fordi det er her sjælen forenes med Gud. Hm... det ved jeg sgu ikke rigtig om jeg er med på. Jeg kommer aldrig til at fejre Laurits' dødsdag! Men jeg vil gerne markere den, for den er bare en del af mit liv. Og jeg må indrømme, at jeg f.eks. finder en vis trøst ved at tænke på, at Laurits ikke er helt alene, der hvor han er. Han har altså de bedste, smukkeste, søøøøødeste, skønneste, elskeligste venner. Jeg kommer desværre aldrig til at give dem en venne-mors kram og "rusken" i håret, kommer aldrig til at forkæle dem med hjemmebagt kage eller tegnefilm på storskærmen. Jeg kommer heller ikke til at lære dem eller bare Laurits at fiske. Men jeg kan fiske! - Altså; jeg har muligheden for at gøre det. Jeg kan lokke Laurits' store far til at køre os ud til havet for at afprøve min splinternye fiskestang, så det gjorde jeg efter kirketiden i dag. Det var skønt og koldt og blev hurtigt mørkt. Vi fangede ikke noget og jeg kom godtnok også til at køre linen lidt skævt på, så jeg fik lavet lidt kludder i snøren. Men det var FEDT at kaste med min nye fiskestang og jeg glæder mig rigtig meget til at få en stor, lækker havørred på krogen for første gang. Og så glæder jeg mig også til at blive gravid - igen.

tirsdag den 30. oktober 2007

Det bedste og det værste, II

Det bedste er at få et Laurits-dokument med posten i dag på min fødselsdag. Jeg har ventet på det brev siden slutningen af sidste uge, så det passede bare så fint, at det kom lige i dag. Meeeeeen, det er jo ikke den skønneste læsning, for det er Laurits' journal fra neonatalafdelingen. Jeg har rigtig længe gerne ville have den journal, men har først for nyligt fået spurgt efter den. Nu sidder jeg så her med det bedste og værste i mit liv blandet sammen i en struktureret pærevælling af lægelatin og menneskeord, og indeni har jeg det lige præcist... blandet! Forstå mig ret; jeg er kun glad for at have journalen, men det er bare så barsk læsning. Det kommer pludselig meget tæt på igen, og det gør mig både længselsfuldt glad og smertefuldt ulykkelig.

Først og fremmest tænker jeg "stakkels lille dreng"... Hans hoved sad fast i min mave, han havde næsten intet fostervand, blev født uden hjertelyd, han var skæv i hovedet, hans arme kunne ikke strækkes ud, fødderne pegede indad, han fik hul på lungen, fik lagt dræn, fik morfin, blev inturberet og indeni; ja, der var nyrerne alt for store og blæren alt for lille. Stakkels, stakkels Laurits. Han havde sådan en hård nat og det var meget kritisk for ham. Og vi, forældrene, sagde nej til nøddåb. Når jeg læser om dette, tænker jeg på, at vi var ekstremt heldige, at han overlevede så længe som han gjorde. Tænk, hvis han bare var død midt i det hele uden vi fik vist ham lidt frem, siddet med ham, nusset ham og altså også døbt ham. Han må trods alt have været en sej, lille gut, der gerne ville give sin familie en god oplevelse midt i kaos og helvede?

Spredt rundt omkring i journalen står flere gode sætninger, som jeg har lyst til at dele:

22. maj.
"Forældre været her hele natten. Hvilt sig lidt om formiddagen. Forældrene har taget ham til sig, kysset og "undersøgt" ham. De vil gerne vaske ham, evt. give ham lidt af sit eget tøj på. Ønsker at sidde med ham".

"Bevæger hænder og fødder, men åbner ikke rigtig øjne".

"Mor og far vaskede selvstændigt deres søn i aften. De sad ??? mor med sønnen i lang tid".

"Bedsteforældre + fars bror været her det meste af aftenen. Var på stuen omkring barnedåben mindst 3/4 time. Heidi og Bo brug for deres forældre og brødre. Heidis bror desværre ikke været her endnu, ikke reageret på telefonen" (Thomas, vi fik heldigvis fat i dig dagen efter, og du nåede faktisk at opleve nogle af Laurits' allerbedste timer).

23. maj.
Og så står der følgende, som jeg er så ked af at være gået glip af: "Sover meget, virker afslappet. Havde sin finger op ved munden og lavede suttebevægelser. Kikket lidt ved 6 tiden". Åh, Laurits, bare jeg havde set dig sådan, bare jeg havde set dig prøve at sutte på dine fingre. Så ville jeg have givet dig en lille smule af min mælk - bare et par dråber, så du kunne have smagt det. Men vi var heldigvis hos Laurits lidt senere, hvor han stadig var mere vågen end dagen inden, og hvor han nåede at sende mig "sit øjeblik". Paradoksalt nok, var han mere vågen et par timer inden sin død, end et par timer efter sin fødsel. Hm...

"Har åbnet øjne og set på forældre, reagerer tydeligt på fars + mors stemmer. Siddet 1½ time hos mor".

Det er hårdt at læse hans journal, fordi det hele kommer så tæt på. Jeg vil egentlig så gerne være tæt på, men jeg kan samtidig mærke en flig af den ubærlige smerte det var dengang. Og for helvede, hvor var det forfærdeligt!! (Jeg må gerne bande sådan, for det VAR helvede!!!).

Jeg må dagligt minde mig selv om, at vi gjorde alt det vi dengang magtede, men til daglig bærer jeg jo minderne med stolt glæde, og så kan jeg et eller andet sted ikke få nok... Så længes jeg mod at gøre mere dengang, hvilket desværre er helt umuligt. På en måde var jeg nok mere afklaret, dengang vi lige var kommet fra hospitalet, for da sad smerten stadig helt ubærlig i krop og sjæl, og vi forsøgte bare at overleve, var forundrede over at leve og havde næsten stadigvæk følelsen af baby-Laurits i hænderne. Gid man kunne gemme de følelsesmæssige sanseindtryk - altså den fysiske følelse af Laurits - ligesom man kan gemme de visuelle indtryk på fotos. Suk...


Jeg har meget at være taknemmelig over i mit liv, og tro mig, det er jeg også. Taknemmelig fo Bo, der kan rumme det hele, der kan vække mig med gaver (en totalt sej fiskestang og flødeboller!!), lave morgenkaffe med nybagte boller og som tænder Laurits' lille lys i den lille stage, fordi han godt ved, at i dag savner jeg vores dreng endnu mere.

fredag den 26. oktober 2007

Det bedste og det værste, I

Et ordsprog siger: Djævlen er ikke farlig, når man lader ham danse på bordet”.

Nu er Laurits jo ingen djævel, så jeg har omskrevet det til: ”engle er ikke styrende, når man lader dem tage roret”
(Det rimer lidt på det første, hihi)

Giver det mening? Laurits styrer ikke mit liv, men han guider og leder mig ofte. Så er han udover min skønne, lille dreng også lidt et ”begreb” eller en samling af følelsesmæssig erfaring. Jeg er blevet klogere. Men ikke bedre, ikke sådan at jeg skulle være bedre end andre mennesker i hvert fald! Laurits kalder dog på det bedste i mig, og når jeg lytter til det, vil jeg gerne tro, at jeg er blevet en smule bedre til noget. Forhåbentlig bedre til at lytte, forstå komplicerede følelser og til at rumme andre mennesker på godt og ondt. Men den forbandede, djævelske smerte og afmagt, der desværre også er knyttet til erfaringen med at opleve Laurits dø, kalder nogle gange på det værste i mig, så det forplumrer mine tanker, snævrer mit syn og gør mine sko mindst to numre for små.

Jeg tænker meget og ofte på det med, at Laurits både er det bedste og det værste i mit og Bos liv. Dvs. selve Laurits er der jo ikke noget slemt i, men at han døde... det er sgu slemt! Hvad er det bedste i mit liv? Er det dengang Laurits blev født? Naaaarh.... det ved jeg ærlig talt ikke, for helt ærligt, så var det ikke nogen fed oplevelse at få veer seks uger før tid, komme til undersøgelse på hospitalet og vupti - et kejsersnit, en dødsyg søn, en knust mand og et sorgfuldt liv. Men samtidig; lige inden vi fik beskeden om kejsersnittet, nåede Bo og jeg og have ca. en halv time alene på undersøgelsesstuen, hvor vi lyttede til LilleFranz' hjerterytme og kiggede på vemåler. Det var en helt speciel stemning og jeg ville gerne starte filmen forfra igen lige derfra. Lige da Laurits var ude sagde de der grøn- eller hvidklædte mennesker omkring os tillykke, og det var også skønt at høre! Og så er der den korte, men meget intense tid vi havde med Laurits... Åh, det var så dejligt! Sørgeligt, smertefuldt, angstfyldt ad helvede til, men også dejligt. Er mit bedste øjeblik mon ikke netop det, som Laurits sendte mig? Få timer før han døde var han så vågen og nysgerrig, at han lige åbnede det ene øje på klem og KIGGEDE PÅ MIG. Min lille dreng. Bo sagde allerede dengang, at han da lige ville se sin mor. Ja, det kan sgu godt være, at det lyder lidt rørstrømskt, men sådan var det faktisk. Vi var så stolte og så parate til at tage imod den lille kære unge.

Måske er der ikke så mange ting her i livet man kan opdele i helt rene kategorier af godt og skidt, men lige netop mht. Laurits er jeg bare så træt af, at det skidte klæber sig helt op ad det allerømmeste og allerbedste. Vi var med det samme (og jeg mener virkelig med det samme, for det var allerede ved samtalen med lægen om, at Laurits skulle dø) glade for, at Laurits fik en anden dødsdag end fødselsdag. Ikke fordi det ændrer noget som helst, men vi havde brug for det konkrete "bevis" på, at vi både havde fået og mistet. Og vi havde fået... en lille dreng, et forældreskab. Jeg er så taknemmelig over at være Laurits' mor.

mandag den 22. oktober 2007

Der er så varmt i blogland...

... solen skinner, der er høøøjt til den blå himmel og Laurtussen hviler trygt på en pufblød, gylden sky, mens han drømmer vilde, indbringende, lykkefyldte drømme for os alle sammen. Drømme, som også næres af noget af alt det Brit indeholder.

Og ja, så bliver en lillemor bare helt blød i knæene, når hendes barn sådan bliver nævnt af andre. Tak Brit.
http://weallcomefromseoul.blogspot.com/
Jeg kan kun opfordre på det kraftigste til at gå ombord i Brits del af blogland. Der gror vilde blomster af lotus, dufter sprødt af kager og røgelse, der er sjovt og der er dybt!

Dengang...

Somme tider kan jeg ikke lade være at drømme mig tilbage til dengang, hvor Laurtussen lå trygt og varmt i min mave. Jeg savner det og det bliver sværere og sværere at huske, hvordan det egentlig var. Det virker helt surrealistisk at forestille sig den store mave. Dette billede er taget ca to døgn før han kom ud til os (og nej, jeg havde naturligvis ikke hans fødder tatoveret på maven det er bare lidt fotoredigeringspjat ;-)

Jeg mindes og varmes ved tanken om, at jeg fik lov til at holde lille Laurits så tæt i så lang tid og at jeg var hans verden dengang. Nå ja, det lyder måske lidt stort og flot, men sådan er det vel at ligge i sin mors mave? Jeg har dog også lidt skår i glæden, for hvor godt havde han det egentlig derinde til sidst? Han var så mast, lige da han kom ud. Det kan jeg se på det første billede, som Bo tog af ham. Stakkels lille pusling.

Ca. tolv timer før kejsersnittet vraltede jeg rundt i Knuthenborg og forsøgte at fortrænge en mere og mere anmasende erkendelse af, at det nok var veer jeg mærkede.




















Det er lidt mærkelig for mig at tænke på den tur i Knuthenborg. Vi er kommet der med min familie ca. en gang om året så længe jeg kan huske. En episode jeg især husker er, at der engang var en af aberne, som slæbte rundt på sin døde unge. Det gjorde naturligvis lidt af et indtryk, og vi havde alle sammen ret ondt af den. Kunne dyrepasserne dog ikke køre ind og fjerne ungen, så moren ikke skulle pine sig selv sådan? Og så den ikke skulle slæbe ungen helt i stykker? Det var tydeligt, at den ikke kunne forstå eller acceptere, at dens lille unge var livløs. Nu er det mig, der er aben... Og jeg skal ikke kunne sige, hvad der er bedst for en abemor, men for mennesker ved jeg en ting helt sikkert; det gælder ikke om at fjerne ungen så hurtigt som muligt! Det gælder om at være så meget sammen med den døde som man magter, for der venter jo et helt liv uden bagefter.

onsdag den 17. oktober 2007

Erkende realiteterne

"Spreder du dig over for meget? Prøv at minde dig selv om, at denne tid i dit liv aldrig vil komme igen. Det gælder selvfølgelig hver eneste dag i ens liv, men da det dog er sjældent, man er gravid, bør man være opmærksom på at nyde den korte tid, mens den er der. Det er den eneste gang, du vil være gravid med netop dette barn. Hvis du ikke kan sige nej, når du har lyst til det, eller du er ved at blive ædt op af skyldfølelse, fordi du ikke kan opretholde det sammen tempo på arbejdet, så vil du gå glip af det forunderlige ved denne periode i dit liv. Lidt efter lidt må du prøve på at erkende realiteterne. Du kan ikke være alt for alle, og stadig også være der for dit barn og dig selv."

Ovenstående er dagens tekst på netbaby, fra en side jeg oprettede, da jeg var gravid i sommer... 16+4 - så gravid skulle jeg have været nu med den lillebitte frøns, som aldrig rigtig nåede at blive til noget. Suk... Det er noget pis, at jeg ikke er gravid!! Selvom både Bo og jeg er kommet os så meget over det tab som vi kan, og selvom det ikke er noget at snakke om i forhold til at vi har mistet Laurits, så ligger der alligevel en lille sorg over det og ulmer et sted i mit indre, tror jeg.

Nu er der netop ikke den forunderlige dimension af et barn på vej i mit og Bos liv, men jeg tror måske, at jeg har psykiske efterveer, for det ramte lige plet i mine tankekruseduller, da jeg læste teksten på netbaby i dag... Hvis jeg var gravid ville jeg gøre alt for at stoppe op, nyde, give afkald på at være perfekt for andre osv. Det er det jeg har lyst til lige nu, det som ville give mening i mit liv. Åh, tænk at valse omkring med en lille topmave nu og snart nyde følelsen af de første spark inde fra hulen! Selvom jeg ikke er gravid længere og vi har erkendt den realitet, så kan jeg ikke bare give slip og lade være med at have trangen til at stoppe op... Hm, mon det her giver nogen mening?? Andet end at jeg får lukket lidt damp ud af tosseventilen ;-p

Jeg er ikke gravid i 17. uge, men det holder mig nu ikke vågen om natten. Jeg græder ikke over de to scanningsbilleder vi har eller de 67 heste vi nåede at folde til frønsen. Jeg har heller ikke fulgt med dagligt eller sågar ugentligt på netbaby. Men jeg har svært ved at koncentrere mig af og til. Svært ved at huske simple ting som datoer (hurra for årstiderne, der er med til at indikere tiden!), svært ved at tale engageret om andet end liv og død, svært ved at åbne visuel kultur bøgerne og lukke bloggen! Der er så mange flimrende følelser og tanker om mine børn. Både Laurits, frønsen og den/de, som ikke engang er der endnu.

Jeg kan sagtens være glad, sagtens sætte pris på alle de gode ting i mit og mine kæres liv. Men jeg kan også godt være ked, sur, trist og helt utrolig bund-utilfreds med, at livet ser så forbandet anderledes ud end det burde.

tirsdag den 16. oktober 2007

En roe, en blomst, lidt foldet papir og så meget mere...


I weekenden var vi i sommerhus med noget af min familie. Der fik jeg lavet denne roelygte til Laurits, så nu står den og pynter på hans græsplæne. Vi var ude med den her til aften - lige inden kirkegårdslukketid - og det var smadder hyggeligt at tænde lyset og sende kærlige tanker op mod himlen. Jeg kigger gerne hen på jorden og finder en ro ved at vide, at der ligger Laurits' urne rent fysisk. Men mine tanker finder altid en måde at undslippe græsset, jorden og asken i urnen. De drøner opad, udad og af sted i det uvisse, hvor der er skyer, solen, stjernerne, den blå himmel, månen og måske en lille dreng, som stadig kan mærke kærligheden fra sin mor?
Vi havde en lille rød blomst med fra mormor og morfars have (ligger foran lygten) og da farmor og farfar havde været forbi i weekenden, lå der også blomster fra dem. I den lyng, vi havde sat for flere uger siden var der stadig små traner og den grønne propel fra Line og Thor.
I græsset lå fem røde roser, som jeg fik fornemmelsen af også var tiltrængt vores lille dreng... Men jeg ved det ikke.

På selve plænen havde Laurits drysset sine små, hvide englefjer som han ofte gør. Så tager vi gerne en op og puster lidt omkring, hvilket giver os en form for følelse af kontakt og kommunikation med vores søn. Hm... havde jeg vist, at jeg ville gøre de her ting og tænke de her tanker for 16 måneder siden (og endda lægge det på nettet), ville jeg nok ikke have troet det. Vi ønskede sådan at fastholde Laurits som den fysiske, den levende, den døde, den "rigtige" og ikke sådan en fantasifigur, ikke en skide engel! Vi ville ikke have en engel, vi ville have et menneskebarn!! Sådan et, som smilede igen, når vi smilte til det. Et som puffede tilbage, når vi puffede til det. Et som sked, når det havde fået mad. Men vores lille Laurits kunne ikke engang tisse... Han kunne heller ikke smile eller puffe. Men han fik os alligevel til at elske helt og totalt ubetinget og han giver os så meget på trods af alt. Han var noget fysisk og han var noget ikke-fysisk. Nu er han en engel, hvilket for mit vedkommende egentlig bare er en måde at sige, at han ER, at han fortsætter. Det er også en måde at sige, at jeg ganske enkelt har brug for noget billedligt og fantasifuldt at sno mine tanker rundt om, for eller bliver jeg helt tosset! Laurits præst har sagt til mig, at døden ikke har det sidste ord, det har kærligheden. Hun var den første, der kaldte Laurits for vores engel, hvilket var til hans bisættelse. Da sagde hun også, at hans livsbane var blevet meget, meget kort, men at han sandelig havde været her. Hm... når der virkelig har været en lille levende dreng i min mave, så er det nok også ok, at jeg brugte en halv time i weekenden på at hakke i en roe med fætter Brians skarpe grønlænderkniv.

onsdag den 10. oktober 2007

Mindeaften



Nogen gange fatter jeg ikke noget! Nogen gange er der bare et stort, hult spørgsmålstegn indeni mig. Som i går aftes, hvor Bo og jeg spændte og stolte gik over til Rådhuspladsen kl. 18 og hængte vores minde om Laurits op på en dertil opstillet mindevæg. Vi havde også Kirsten Maries tegning med for Rikke og Claus. Der var så mange andre... en del vi kendte, en del vi havde set før og så alle de billeder, tegninger, bamser, lys, digte, ord mm., som stakkels forældre havde sat på væggen. Det var først som at træde ind i et trygt og velkendt rum, for her var jeg bare en i flokken, hvor alle kendte til den dybe savn og sorg. Jeg blev også så glad for at møde dem jeg kendte. Men... som jeg kiggede og læste mig ind på alle de ord og billeder på væggen, var det som om, at jeg ikke fattede en pind! Hvordan kunne det dog hænge sammen, at jeg følte mig så tryg, hjemme, stolt og ja... faktisk glad, når det hele i bund og grund var så frygteligt? Jeg kunne se tårer omkring mig og det skar dybt i hjertet, men jeg var jo selv "en af dem"... Nogen gange er det som, at jeg ikke forstår en dyt af, hvad der er sket. Jeg tænker ikke (længere), at det er forkert, for jeg har efterhånden lært, at jeg er sådan en "rolig type" og ofte reagerer lidt sent.

Var det min stolthed, som overskyggede alt andet? Er det forkert at være så stolt? Jeg var stolt af at hænge vores minde op, stolt på vegne af de andre forældre vi kender, da jeg så deres minder, stolt af at have Britte, William, Anna og Johanne med. På et tidspunkt var der en mand, som bare sagde "hej... jeg kan kende jer fra billedet". Wau, derblev jeg sgu da også stolt! Tænk, at han sådan rigtigt havde set os? Så havde han jo set vores lille familie på tre og det var skønt.

Baggrunden for arrangementet på Rådhuspladsen i går var at blive set i flok, at gøre opmærksom på Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød

Det ser da også ud til, at der er kommet lidt fokus på emnet spædbarnsdød:
http://www.berlingske.dk/article/20071010/danmark/110091077/
http://www.dr.dk/DR1/Aftenshowet# (se seneste program")
http://kvinder.bt.dk/index.php?id=1415



De ord vi havde hængt op til billedet og tranen på mindevæggen var følgende:
Laurits er:
- vores søn
- død
- ham vi til evig tid har favnfulde af uforløst kærlighed til
- ikke alene i himlen. I løbet af sommeren 2006 fik han seks små venner… India, Johannes, Kirsten Marie, Natalina, Elisabeth og Alma
- ikke et overstået kapitel i vores liv, ikke en hændelse, ikke en sorg, der skal bearbejdes
- ham, vores tanker nu kan finde ro ved, når alt andet bliver kaotisk
- brændt og fysisk væk… men det er vores kærlighed og forældrefølelse ikke
- en Laurtusse, en pusling, en basse
- ham, vi digter minder om, fordi hans korte liv ikke gav os nok
- ham, som lige er fløjet forbi og har tabt en lille englefjer, hvis du nogle gange ser sådan en fin, lille, hvid fjer for dine fødder. Vi ser dem ofte ligge rundt omkring ude på Laurits’ græsplæne. Der ligger de blandet med de grå fjer fra Københavnerduerne, husskaderne, kragerne o.a., og så ved vi, at Laurits og vennerne igen har været efter fuglene!
- ham, som har lært os at se gennem sorg og smerte, være modige. På den måde kan vi også tage imod al den glæde han giver os
- den første, som har lært os noget om at være forældre
- den største glæde i vores liv, til trods for, at han er død
- ham, som lignede sin far Bo så meget, og som sikkert ville være blevet en glad lille gut – en lille tumling
- den skønne, lille, skrøbelige men udholdende babydreng, som døde helt stille og fredeligt, efter han blev lagt op på mit bryst og mens Bo holdt om og sang
- ham, som vi tænder lys for, fordi vi har brug for helt konkrete symboler i vores hverdag
- den lille prut, som både vi og andre engleforældre godt kan finde på at købe babytøj til. Tøj, som bliver købt til Laurits, og som hans kommende søskende sikkert får lov til at arve
- pisse billig i drift!!!
- ikke en skideirriterende lille ”møg-unge”, der holder os vågen om natten – men det ville han sikkert have været af og til, hvis han var i live

tirsdag den 9. oktober 2007

Hvad Laurits er

Nogle gange tænker jeg på, at det må være ret svært for andre at forstå, hvad Laurits er for mig, for Bo og i det hele taget. Men han er bare så meget andet end en defekt baby, som kæmpede sig vej til et 38 timers liv med en respirator-tube plastret til næsen. Havde han levet nu, ville man ret hurtigt selv kunne konstatere, at han f.eks. var en glad lille gut med et stort hyl, når han blev ked. Han ville ligne sin far (det ved jeg, for det gjorde han jo virkelig med sit lyse krøllehår), han ville være en lidt distræt type, ville være meget madglad, ville (forhåbentlig) have lært at sove i weekendlarm fra gaden, ville være smækfornærmet over de barrierer vi nu skulle have haft ud til køkkenet, så han ikke konstant gik ud og pillede i pasta eller afløbsrens. Han ville måske være glad for at køre i bil og synge, spise guf og læse historier med mor på bagsædet? I hvert fald ville han nyde at komme ned til kærligheden og opmærksomheden fra mormor, morfar, farmor og farfar! Han ville også blive så glad for at se morbror Thomas, farbror Jan og tante Birgitte. Og så snart han hørte lyden af de to kusiner, Amalie og Oline, i nærheden ville han få jubel-sommerfugle i maven. Jeg tror, at han ville have fundet sig i alle deres tosserier, alle kys og knus og de fleste af deres mor-barn-agtige lege, eller hvad de nu ville finde på. Hans fætter Alexander og kusine Talitha samt tante Fransie og farbror Arne ville jo være lidt mere mystiske for ham, fordi han ikke ville se dem ret tit. Men han ville kende dem via billeder og den måde vi snakker om dem på. Og jeg tror, at hans øjne ville få et ganske særligt indforstået drenge-blik, når han endelig var sammen med Alexander - så ville der være herlig ballade i luften! William, Anna og Johanne ville være hans tre store stjerner. Når han blev ældre, ville han fundere lidt over, at de nogle gange kaldte ham for lillebror.

Alt det jeg fantaserer om at Laurits ville have været, det er han for mig. Det startede med drømme og fantasier, da han lå i min mave, og de er ikke blevet mindre med tiden. De blev revet brutalt over på midten af manden med leen, men på forunderligste vis har de skudt påny. Laurits er ganske enkelt den første, der har lært mig, hvad ubetinget kærlighed er, sådan som børn nu engang gør ved deres forældre. Selvom meget er fantasi, så bunder det for mig i noget helt vigtigt og væsentligt: Laurits var her faktisk! Han var ikke mindre menneske end nogen andre og jeg ville ikke ønske, at han aldrig var født. Jeg tror, at det må være lidt svært at forstå for andre, nogle gange... Især hvis man ikke har set ham rigtigt, set ham ligge varm, skøn og nyfødt, mærket hans helt vildt bløde "bakkenbarter", holdt hans lille hånd eller fod eller nappet ham forsigtigt i krøllerne. Men det har jeg altså.



Nogle gange savner jeg døde Laurits. Trods kulde, livløshed og dødspletter ville jeg ønske, at jeg kunne holde hans lille krop ind til mig bare fem minutter mere, ae hans pjuskehoved og nøsse ham på kinderne. Ja, ja, ja, det kan godt være, at det lyder sygt og mærkeligt og nyttesløst og blablabla, men det gør jeg altså! For døde Laurits kan jeg forholde mig til, da det er den virkelighed jeg lever i til daglig. Dengang han døde i vores arme blev vi selvfølgelig lammet af sorgen. Det var det vigtigste og det værste jeg har oplevet! På en måde er det lidt ærgerligt, at man ikke kan gemme en del af "hele døds-showet" til senere. For dengang gjorde vi alt hvad vi magtede, men jeg ville bare magte mere i dag...

mandag den 8. oktober 2007

Min virtuelle søn

"Hvis jeg skulle have en blog om Laurits..." - og hvorfor skulle jeg ikke det?? Jeg har længe leget med ideen og nu skal det begynde. BANG!!! Startskuddet er lydt!

Hvor jeg måske for et år siden var lidt bange for at gribe for fast, for meget og alt, alt for langt ud i cyberspace og forsvinde i et dødsdømt forsøg på at nå den uopnåelige - Laurits - så er jeg nu meget mere sikker i min rolle som hans mor og ved, at jeg aldrig kan gøre for meget. Jeg kan desværre heller aldrig gøre nok, men kan forældre egentlig det? Jeg ved bare, at når jeg gør noget på grund af Laurits, så er det med til at skabe mening i mit liv (også selvom jeg f.eks. aldrig finder Laurits rigtigt i cyberspace) Det letter også trykket, ganske enkelt ;-) For mine tanker har konstant et sted, hvor de kredser om min lille, mystiske, uopnåelige, menneskeskabte, døde, askebrændte, evige, skæve, knuselskelige, smukke, vidunderlige søn. Jeg og Bo savner og mangler ham ganske enkelt i vores liv.

Vores liv... sikke et liv... hvilket liv. Tænk, at vi kan sidde her 16 måneder efter at Laurits døde og stadig have hår tilbage på hovedet og vand i øjnene. Men vi har masser af hår og vand, sul på kroppen, smil på læben og drømme om fremtiden. Ja, jeg har endda stadig små dråber af hans mælk i brysterne! Den mælk jeg aldrig fik givet ham, men som jeg med en vis stolt glæde bærer som minde. Fremtiden bærer forhåbentlig en lillebror eller -søster med sig ret snart, og han eller hun skal have mælken. Hold da op, hvor jeg venter tålmodigt på at blive gravid!! Ja, jeg føler faktisk nogle gange, at jeg allerede venter mig. Jeg venter og venter og venter...

Jeg øver mig samtidig i at holde op med at vente på, at Laurits bliver noget perfekt i mit liv. Eller rettere, at mit liv omkring og med ham bliver perfekt. Lad mig slå en ting fast; mit liv drejer sig om Laurits! Det betyder ikke, at han er det eneste i mit liv - og Bo er altså stadig stjernen - men det betyder ganske enkelt, at han er med. Selvom han ikke er her fysisk, så er jeg hans mor for altid, stolt af det og det har ændret mig ufatteligt meget. Men det er ofte en fandens utilfredsstillende måde at være mor på. Jeg er trådt ind i et livslangt medlemsskab af "de døde børns forældreklub" og det er en forbandet klub. Men den er også velsignet... for det er bl.a. der, man kan finde sit døde barn. Når jeg er sammen med de andre forældre vi nu kender, og som desværre også har mistet deres børn, så er det igen på grund af Laurits og det giver mening. Det giver også et frirum, hvor man nogle gange næsten kan mærke vingeslagene fra alle de skønne englebasser, der i hvert fald i vores tanker og følelser er ret så meget til stede.

Til stede... Jeg har meget svært ved at være rigtigt til stede, hvis jeg får fornemmelsen af, at Laurits ikke har en plads. Hvis det kun er mig, der bærer ham, bliver han nogle gange så tung... Eller dvs., så vokser selve sorgen mig over hovedet og skygger skønne Laurits væk. For så er han bare væk, kun væk. Så bliver han reduceret til "ham, der ikke er der". Og det er meningsløst smertefuldt!! Jeg kan tydeligt huske, da jeg for et år siden begyndte at tage på biblioteket igen for at lege seriøs studerende. Det var en pine at sidde i samme, stille rum med så mange folk, der ikke kendte til Laurits! Jeg havde en enorm trang til at hoppe op på bordet og skrige og råbe op om, hvor useriøst og meningsløst det var at sidder der og læse i bøger. Den slags har jeg det nemmere med nu. Nu kan jeg bedre sidde og nyde stilheden i læsesalen og kan bedre koncentrere mig om andet end Laurits, lykke, sorg og smerte i flere timer ad gangen. Jeg kan også sagtens bære Laurits med mig alene, altså uden hjælp fra andre. Så er han smilet på min læbe, den hemmelige mælk i mine bryster, varmen inde bag dem, en kridhvid fjer (helt sikkert en englefjer), der pludselig er landet foran mig på fortorvet, modet til at møde folk og ganske enkelt en masse glæde og kærlighed. Men af og til sker det, at skyggen vokser, det hele bliver for tungt og Laurits bliver "for væk". Desværre er jeg ikke så god til at græde, men til gengæld er jeg ret god til at sukke, og så skal jeg have tid og mulighed for at sidde og sukke lidt over minderne. Det er ikke en pine at mindes ham. Det er noget af det, som kan redde min dag og få mig på ret køl igen.