Jubihuuuu!

Så fik jeg afleveret den skide opgave! YES!! Jeg er rigtig lettet, glad og stolt over det. Nu har jeg faktisk lige lavet en opgave på Uni, så jeg kan med god samvittighed svare; "jeg er studerende", når folk spørger; "hvad laver du så?"



I dag var vi et smut forbi Laurits' græsplæne, hvilket jeg har savnet meget den sidste 1½ uge - ja næsten 14 dage. Laurits' mormor var her for 14 dage siden, hvor hun havde et julehjerte flettet af kviste med til ham. Det lå lige så fint der, hvor mormor havde lagt det sidste gang, og det var dejligt at se. Tux havde sneget sig med... Han hoppede i lyng og kiggede på lys - lys fra Almas forældre, Johannes' mor og fra os.


Tux er Laurits' bamse, som Arne og Jan købte til Laurits, dengang han skulle puttes i kisten. Vi syntes dog at bamsen skulle med os hjem, og ret hurtigt viste det sig, at Tux er helt sin egen... (og i øvrigt overhovedet-slet-ikke-på-nogen-måde en bamse, hvis man spørger Tux! Han er en stor, kæmpe farlig beskytter-bjørn).
Kun 13 dage efter vi havde lagt Laurits i kisten og taget Tux med hjem kørte vi til Jylland på miniferie. Jeg ville til Skagen, for der havde jeg aldrig været, og pludselig skulle det bare være i det her forbandede liv! I Skagen var vi på museum, og så bl.a. billeder af Laurits Tuxen. Ham kunne vi godt lide, fordi han hed Laurits. Og Tux var pludselig navnet til bamsen. Dengang ville jeg have syntes, at det var en smule gak at tage en bamse med på besøg ud til den fællesgrav vi havde valgt til Laurits. Nu synes jeg det helt totalt gak-gak mærkeligt, at vi kunne hoppe rundt i sanddyngerne i Råbjerg Mile to uger efter vi havde set Laurits for sidste gang. Men vi havde nok brug for at mærke, at vi stadig var levende trods alt. Man kan jo godt gå hen og blive helt i tvivl, når ens barn er dødt.


Vores rationelle plan med Tux var, at hvis vi nogensinde får et skrøbeligt barn igen, et der f.eks. skal ligge på neonatalafdeling og vi er nødt til at gå fra det for at sove (som det var tilfældet med Laurtussen), så skal barnet have noget hos sig, som lugter af os. Med Laurits nåede vi slet ikke at tænke så langt, og jeg ville sådan ønske, at vi havde haft Tux han kunne have puttet med... Laurits var helt alene natten mellem 22. og 23. maj. Han havde dog sygeplejerskerne, og jeg ved, at de passede godt på ham. Men kan de mon huske ham nu? Jeg har læst, at der er kommet en slags familiestuer på Rigshospitalets neonatalafdeling kort tid efter vi havde været inde og vende, og det gør lidt ondt... For jeg ville gerne have sovet hos/med Laurits. Men dengang, da tænkte vi ikke rigtig over det, vi overlevede bare. Det gjorde Laurits også - lige så længe han kunne.