Traditioner

Det er svært at forholde sig til traditioner, når livet ikke ser ud som det plejer. Jeg havde ikke de store forventninger til julen i år og ville gerne se på den med friske øjne, men det var alligevel umuligt at komme udenom situationer med påtvunget hygge. At en stor del af julens traditioner faktisk er netop påtvunget hygge kan være fint nok. "Fake it till you make it" er da egentlig en fin strategi - men så skal der være ærlighed om strategien. Men ok, julen er lidt kunstig og svær for de fleste af alle mulige mærkelige grunde og egentlig er det også ok med mig. Det er en del af spillet rundt om et kalenderår. Men... at julen er børnenes fest og at man fejrer og ligefrem synger om en tusindår gammel fødsel af et barn, det gør mig altså ikke først og fremmest i hyggehumør. Det gør mig sårbar og eftertænksom. Det får mig selvfølgelig til at tænke på Laurits helt vildt meget! Jeg under alle børn omkring mig en fantastisk jul, men jeg under også Laurits en god jul og det kan ikke lade sig gøre. Han mangler helt tydeligt ved højtider, ved traditionsbundne arrangementer og lige der i familievarmen. Især i familievarmen, når der er rigtig rart, trygt, sjovt og levende barnelatter. Jeg kan simpelthen høre, at hans kluklatter mangler, ligesom jeg kan se hans tomme plads ved bordet. Følelsen af tomhed bliver også yderligere forstærket af, at jeg endnu ikke er gravid.

Det bedste er, når andre gør opmærksom på at Laurits mangler eller har været her - to sider af samme sag. Det letter byrden næsten helt fysisk, for så ved jeg, at Bo og jeg ikke er de eneste, der savner ham. Det er jo ikke fordi jeg ønsker, at andre skal føle samme savn og smerte, men bare det bliver anerkendt, at livet skulle have set anderledes ud for os. "Os" griber jo også om sig, når man tænker på det, som skulle have været... Vi fik nogle skønne Laurits-gaver til jul og det varmede mere end ord kan beskrive!! Der var engle, englebøger og børnebøger fra farmor og farfar, giraf-øreringe fra julemanden og hans engle og den flotteste kollage med tegninger og traner "til lillebror" fra William, Anna og Johanne. TAK!



Jeg er ikke sur på nogen. Det her er ikke nogens skyld og der er i bund og grund ikke noget, som skal rettes eller fikses. Laurits mangler "bare" og jeg er "bare" ikke gravid endnu. Men det er altså svært at affinde sig med den skæbne, for det er jo det sødeste, dejligste, mest utroligt vidunderlige barn jeg nogensinde har set, der mangler. Det er ikke bare en fantasi vi skal komme over, det var vores barn, der døde. Det savn og den sorg er helt klar og reel. Oveni er der det mere abstrakte savn og en begyndende sorg over, at netop Laurits' lillesøster eller lillebror endnu ikke er på vej. Vi kunne og skulle forlængst have fået fyldt armene med nr. to. Ikke at det havde gjort sorgen over Laurits mindre, men det ville "bare" have givet en unik glæde og kærlighed i vores liv, som vi ikke har nu. Vi trænger til glæde, kærlighed og barneskrål nu og ikke til mere venten samt affinden-sig-med-tingenes-tilstand! Det eneste jeg gider affinde mig med nu er, at det går mod lysere tider. Det er heldigvis også en del af spillet rundt om et kalenderår og jeg glæder mig sindssygt meget til foråret. Ikke mindst fordi det er Laurits' tid og fordi det gjorde mig så godt sidste gang. Det slår mig lige, at jeg godt kunne tænke mig en lidt mere hedensk jul, forstået på den måde, at man fokuserer mere på det med at finde lys i mørket, mindes sommeren og fylde vitaminer, sul og krydderier på. Sådan er livet nemlig meget, når man er forældre til et dødt barn. Noget af det bedste ved denne jul var da også den gåtur vi havde lillejuleaften, for da skinnede solen os næsten helt omkuld ude på stranden, hvor vi gik tur sammen med Laurits' farmor og farfar. På en strand er der også altid plads til store tanker og følelser, samt til at tegne en hilsen i sandet til sin søn, der kigger med et sted oppefra eller indefra.