Sygdom

Laurits var ramt af en polycystisk nyresygdom - ARPKD - som han ikke kunne leve med. Det var desværre noget både Bo og jeg havde givet ham, og det ligger for altid og lurer i vores gener. Det er ikke væk... Det er altså rigtig stygt at tænke på, synes jeg. Et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at føle en lille smule skyld. Og dernæst angst for at det skulle ske igen; at vi endnu engang giver det videre til vores barn. Og det kan meget nemt ske, for hvis vi ikke får hjælp via ægsortering, er der 25 % risiko for, at barnet arver de to dårlige gener fra os. Lige først var jeg lidt ligeglad med om vi var bærere af sygdommen, for det kunne ligesom ikke blive værre end det var. Derefter var der måske en form for lettelse eller snarere afklaring ved at vide nøjagtig besked om, hvorfor Laurits var død. Men det er jo en ringe trøst, for Laurits er stadig død og sygdommen lurer stadig. Det har sin pris at styre udenom sygdommen ved en ny graviditet, uanset hvordan man vender og drejer det.

Vi er begge blevet undersøgt ved en ultralydsscanning et stykke tid efter Laurits' død, Bo og jeg, og vi har fine nyrer. Jeg havde en enkelt cyste på den ene nyre, men det er heeeeelt normalt og betyder intet. Det betød dog et eller andet for mig. På en måde var jeg glad for, at der trods alt er en smule af det Laurits havde hos mig. For det er så grotesk, at Bo og jeg skal være så raske, når vores lille dreng er død pga. vores genpulje!

Jeg er så pisse rask, men bukker dog af og til under for to stygge lidelser: selvmedlidenhed og misundelse. Puha, hvor smager det grimt i munden. Alene det at indrømme det... Sådan rigtig bittert! - Som rent kakao, der ser så lækkert ud men smager adv!, som gammel kaffe, der har stået og banket på en varm plade siden tidlig morgen på et skodjob, som ørevoks, som det lortehormonnæsespray man starter med, når man skal i fertilitetsbehandling. Føj!!

Jeg er nødt til at lade bitterheden boble ud og over af og til (f.eks. her på bloggen - og det hjælper sgu!), for ellers sætter den sig nok til noget mere kronisk og det ville altså være dumt! Det er ikke sådan, at jeg misunder mine kære, det gør jeg virkelig ikke! Alle de levende børn jeg kender gør mig ikke bitter, men kalder på det varme indeni. Det er jeg faktisk ret taknemmelig over... Det er fremmede folks graviditeter, levende børn, barnevogne og bedsteforældrelykke, som kan gøre mig grøn. F.eks. blev jeg rigtig sur forleden, da jeg så Kim Bodnia på Go'et-eller-andet-DK i tv. Han talte om at være en superfar, mens der stod en tekst ala dette nedenunder: "Kim har tre drenge - og en lille pige på en måned". Årh ja! Hvordan kan han få så mange børn og sidde der og blære sig på tv? Et par dage senere var det Sofie Gråbøl, der stod for skud for mine grimme tanker og grønne tunge. Hun talte om, at lykken hang sammen med smerte, og at man ikke kunne have det ene uden det andet. Og hvad der måske kunne gøre hende sårbar? Hendes børn, selvfølgelig - angsten for, at der skulle ske dem noget. "Selvfølgelig!", tænkte jeg bare. Hun kunne da også bare have vovet på at sige andet... Men alligevel tænkte jeg også, at hun var dum, for jeg skulle fandme nok sørge for at være 100 % lykkelig, hvis bare jeg havde Laurits levende hos mig. Hvad har folk med udelukkende levende børn at brokke sig over, helt ærligt?? Men jeg ved godt, at livet er mere kompliceret end det. Og jeg ved godt, at levende børn er lig med oprigtig og reel angst for at der skal ske dem noget. Det er på en måde en angst jeg ikke har mere... Laurits kan ikke dø igen. Men han er altså død. Og jeg kan faktisk godt være en smule bange for, at han helt skal forsvinde. Det må altså ikke ske!

Der kommer nok ikke de store fremadskuende tanker ud af at give efter for bitterheden, men det er nu godt at gøre det alligevel, for det forløser et eller andet. For det med at have et dødt barn er altså andet end englefjer. Det er også en lidt klamt, grimt og ækelt og jeg kan ikke have det for mig selv indeni hele tiden - så bliver jeg bare til Gollum fra Ringenes Herre.