Jul uden Laurits er på vej - igen

Jeg skal egentlig skrive opgave, men kommer ikke udenom en lille "skrivepause" her på bloggen. Det er jo sådan det fungerer for mig; hvis jeg absolut skal skrive om visuel kultur, så skal jeg også skrive lidt om Laurits af og til. Ellers bliver jeg gak, rastløs og får skriveblokering.

Forleden var vi til juletræstænding i Ørestaden! Jeg skriver jo om Ørestaden, og det var derfor en slags research. Og så var det en undskyldning for lige at komme lidt ud den dag. Så der stod vi og frøs i det tågede mørke sammen med små 100 andre mennesker og ventede på, at julemanden og brandmanden fik tændt det skide træ. Det var koldt og Ørestadsforblæst, som det kun kan være derude! Men der var gratis gløgg og underholdning af skiftevis et brasband og et lillebitte børneskolekor at varme sig på. Da de små pus gik i gang med at synge, mens stolte forældre tog billeder, slog det mig, at vi var taget til et decideret børnearrangement! Det var jo ikke andet end børnefamilier med nissehuer, klapvogne, flyverdragter, snotnæser og godteposer. På en måde var det hyggeligt nok, for sådan en er vi jo også - en børnefamilie. Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at det ikke stak i hjertet og gav en lille uro indeni. For vi kunne ikke give Laurits en nissehue på, lade ham fedte med en æbleskive eller sige "seeee de fine lys, skat!" Men da vi så blev enige om, at vores døde engle-Laurtusse da bare kunne kravle rundt oppe i juletræet og pille-rode-dimse meget mere end de "stakkels" levende unger, som løb rundt om træet, så var det som om, at det var ok det hele. Jeg har altså behov for at fantasere om ham...

I dag rakte fantasien ikke til nogen redning. Jeg stod i H&M's børnetøjsafdeling og skulle betale for en lille gave til Johannes. Johannes, som er god ven af Laurits og som skulle have været 1 år i morgen... Og så var butikken bare fyldt op af alle de der forældre, bedsteforældre og børn, som købte tøj til levende. Og alt det tøj... det ventede bare på at blive fyldt ud af varme, skønne unger. Og mit parallel-jeg kunne få øje på flere ting, som jeg burde købe, fordi jeg er mor til en dreng på 1½ år. Seje cowboybukser og sådan noget. I dag rakte fantasien ikke til at sige "jeg køber det sgu da bare alligevel! Så kan Laurits kigge ned fra sin sky og glæde sig over det eller tænke skøre mor, som det nu passer ham. Det samme kan alle andre tænke!!" Men i dag kunne jeg bare ikke komme mig over, at jeg har en død dreng. En som aldrig vokser, aldrig slider huller på knæene, aldrig får brug for mig eller noget jeg kan gøre. Det er sgu hårdt og drønpissehamrendefandens uretfærdigt!!!

Måske er det bare denne juletid, der med alt sit stress, gejl og indbygget hygge, gør mig lidt oprørt indeni.

Der var forresten en særlig bluse, som gjorde mig helt forvirret. Det var en str. lille-baby, som havde et mønster med nuttede dødningehoveder. Det var de virkelig - nuttede, babyagtige!! Det virkede på den ene side perfekt. Jeg vendte og drejede den mellem hænderne, mens jeg tænkte "ville jeg putte Laurits' småsøskende i sådan en?" På den ene side ja, for hvis man har en død storebror er det da lige i øjet, og døden skal ikke være tabu. På den anden side... nej! For døden skal aldrig tæt på flere af mine børn og jeg vil ikke lade dem gå og "reklamere" for den. Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige med det. Men det er bare nogle tanker, som ligger og roder rundt i samme boks som de tanker jeg har om en bestemt butik på Strøget. Det er den, der hedder "Englebørn". På den ene side har jeg lyst til at brænde den ned til grunden, for det er jo totalt løgn!! De sælger garanteret ikke gravlys, kisteudsmykninger, englefigurer, mindealbum osv. Men på den anden side er det også hyggeligt nok at blive mindet om, at jeg faktisk har et helt ægte englebarn...