onsdag den 12. december 2007

I 11. time...

Som jeg sidder her og skriver på det sidste af min opgave - altså det der meget lange stykke af det sidste - kan jeg mærke, at jeg har det underligt med at blive presset. Det ligner rigtig meget alle de andre gange jeg har skrevet opgaver, og hvor jeg altid ender med at sidde de sidste par nætter og være lidt desperat over hele projektet, men hvor det går alligevel. Men denne gang har jeg virkelig gjort meget for at komme det i forkøbet, for jeg er lidt bange for at blive presset. Med fare for at komme til at lyde som en gammel kælling, så kan jeg bare ikke klare så meget mere... Jeg bliver hurtigt meget ked af det indeni, når jeg stresser. Det kalder vel på et dybere lag af tristhed end førhen? Der er blevet længere ned - meget længere ned! - når først læsset vælter, og derfor er jeg bange for at det skal gøre det. Så jeg har faktisk også arbejdet ret intenst med den opgave de sidste tre uger, for at undgå at sidde med det hele aftenen inden. Men jeg må også erkende, at jeg er pisse langsom. Om jeg er langsom fordi min hjerne stadig arbejder både bevidst og ubevidst med sorgen, eller om jeg bare er blevet lidt "dum" af at være væk fra studiet, om jeg har ammehjerne på 2. år nu, eller jeg simpelthen bare ikke er bedre ved jeg ikke. Måske har jeg valgt for svært et emne?

Jeg tror nu nok, at det skal gå med den opgave, den skal nok blive bestået - og det er jo bare en skide opgave! Den nye karakterskala er alligevel også så underlig og forvirrende, at det kan være lige meget med det. Haha, som om... Jeg kan sgu godt mærke ambitionerne boble et eller andet sted derinde, og det er faktisk meget fedt. Ved ikke lige hvorfor, men det er det altså. Mht. det med at blive presset og stresset, så kan jeg dog mærke, at jeg slet, slet, slet ikke har brug for, at andre presser mig; "se nu at blive færdig", "skal du ikke bare lige?", "kan du ikke bare gøre sådan og sådan?", "kom nu". Det gør mig helt vild tosset og angst! Jeg har (stadig) brug for støtte og opbakning først og fremmest. Et eller andet i mig er stadig så i stykker, at jeg kan tvivle på alt...

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Heidi
Har lige læst dine tanker for et par dage, og igen vil jeg sige; Jeg tror altså at du skal være forfatter, "når du bliver stor". Det er så godt, fint og smertefuldt beskrevet og fuldstændig til at forstå og overføre på egne følelser overfor savnet af min lille dreng,Johannes. Ven med Laurits i vuggestuehimlen.
Varme og store knus Dorthe

Anonym sagde ...

Kære Heidi
Jeg tror på dig! For selvom det kan være svært at rumme pres og stress i hoveder som vores, så ved jeg at man alligevel godt kan løfte sig igennem det - når blot der er et pusterum bagefter, hvor der igen kan blive plads til en dag under dynerne eller på kirkegården eller fordybet i tanker og the på sofaen.
Knus Mie

Britte sagde ...

Altså!
Med fare for at lyde som en gammel og selvfed tante - så har det altså ALTID været sådan med dig og opgaver, Heidi!!!! For jeg kan bare huske, at vi har talt om det såååå tit! Også før Laurits. For jeg har det præcis på samme måde.Og vi har de der vilde ambitioner, som måske ikke er så 'pæne' i vores del af verden.

Så muligvis er der 'længere ned'; muligvis er meget ændret, men dine ambitioner er der altså stadig! Og det er ikke så skidt endda!

Puha, er helt glad for at jeg for en gang skyld kunne skive noget 'nede på jorden'... ha ha.

Juleknus fra Britte