Alexander og Laurits

Laurits har en fætter. Ikke bare en fætter, men en fætter, som ligner ham helt vildt - eller omvendt? Det er selvfølgelig lidt noget bavl at sige, eftersom Laurits er en klat aske i en urne i jorden og fætter Alexander er en lyslevende bassedreng på 1½ år. Men de nyeste billeder jeg har set af Alexander gør mig helt blød i knæene, for det er præcis sådan jeg længe har forestillet mig Laurits! Alexander er en lille lyshåret knægt med fuld fart på. Jeg tror dog nok, at Laurits måske ville have været en anelse rødhåret og helt sikkert lidt mere "tung i røven", men de ligner sgu hinanden! Og jeg elsker det!! Jeg kan se på Alexander og tænke mit om Laurits. Alexander fodrer mit hungrende moderhjerte med nye billeder. Alexander er helt sin egen, ingen tvivl om det, han har en kæmpe personlighed, men oveni er han også et billede på sin fætter - i mine øjne. Nu har jeg kun oplevet Alexander personligt ad to omgange; som to måneder gammel og som ½ år gammel, men han er en stor del af familien og mine tanker.

Fra starten har Alexander og Laurits været knyttet sammen. For to år siden op til jul gik Bo og jeg og ventede på at få overstået den første scanning, hvorefter vi ville fortælle den glade nyhed til familien. Få dage inden kom Fransie og Arne os i forkøbet med deres glade nyhed. Det var sgu stort!! Dobbelt lykke!! Vi fortalte Fransie og Arne om vores nyhed, men holdt det hemmeligt for resten af familien inden scanningen. Den scanning kom såmænd til at ligge på Arnes fødselsdag - den 22. december - og præcis fem måneder inden fødslen. Åh, det var så vildt at se lillebitte Franz, som Laurits hed i maven, på skærmen for første gang. Og Bo var lige ved at besvime pga. hospitalslugtene, hihi. Da vi skulle fortælle om LilleFranz til Bos forældre, spurgte Bo dem, om de havde hørt noget nyt fra Sydafrika (hos Fransie og Arne) og at der var to babyer på vej? Det var skægt at se dem med fuld overbevisning og nærmest sådan lidt irriteret overbærenhed argumentere for, at der altså kun var EN baby på det scanningsbillede Fransie og Arne havde sendt. "Jaaaah...." sagde Bo, "men den anden ligger altså derinde" og pegede på min mave. Wau! Det var en fed måde at overraske dem på. På samme måde fortalte vi det til Bos anden bror Jan og hans Birgitte samt deres Amalie og Oline. De to tøser var kun tre år, men jeg kan tydeligt huske, at Amalies øjenbryn røg helt op i panden (som kun Amalies kan) og hun sagde: "Har du en baby inde i maven, tandi Heidi??" I min familie røg tårene ud af min mors øjne i nogenlunde samme ekspresfart som champagneproppen røg af flasken, da vi fortalte nyheden, men det er en helt anden historie! - men hold da kæft, hvor var Laurits ventet!

Fransie og jeg kom til at have termin nærmest samtidig; indenfor en uge omkring den 1. juli 2006. Det var lidt vildt. Efterhånden fandt de ud af, at det var en dreng de ventede og det samme gjorde vi næsten også. Sygeplejersken ville ikke sige noget til 20 ugers scanningen, men vi så selv tappen og hun benægtede ikke vores observation. Så blev det pludselig den 21. maj, hvor vi var i Knuthenborg og jeg rørte en giraf for første gang i mit liv - alt imens jeg havde veer... Kl. ti om aftenen tog vi ind til Riget og kl. 00:33 mandag den 22. maj var Laurits ude ved akut kejsersnit. Da Bo ca. et halvt Laurits-liv senere ringede til Arne, var udmeldingen: "Jeg kommer med det samme!!!" Det var til trods for, at Fransie var højgravid, at han nærmest var på den anden side af jorden og ikke kunne nå frem før Laurits var død og at Bo og jeg sagde noget i retning af, at det ikke var nødvendigt... Tænk engang at vi sagde det! Det var sgu da nødvendigt, og det vidste Arne selvfølgelig og heldigvis godt (pyha). Da vi så Arne for første gang efter Laurits, var vi lige kommet hjem fra hospitalet og sad lettere paf hjemme i Rådhusstræde. Vi var så totalt uvidende og chokerede over det hele, at vi sagde noget i retning af, at hvis nogen kunne klare det her, så var det os. Heller ikke den udmelding godtog Arne. "Nej, nej, nej, det er IKKE det, det handler om!" Jeg har tit tænkt på det... og jeg er taknemmelig over alt det han sagde og al den nærvær han gav os den dag, for hold da kæft hvor havde vi brug for det. Vi havde brug for hjælp til at se virkeligheden i øjnene, hvor barsk den end var. Han sagde også, at Laurits for altid var en del af familien og at vi altid skulle snakke om ham. Nå, det var så lidt om Alexanders far, men det var jo Alexander jeg kom fra. Men først lige en ting om Alexanders mor. Imens vi var gravide havde Fransie sendt mig den lækreste mor-sæbe og babyolie. Sæben gemte jeg lidt på, for den ville jeg bruge i min barselsperiode (dvs. i juni måned efter praktikken var overstået). Den har jeg stadig liggende og den er ved at tørre ind... Olien brugte jeg for første gang, da Laurits skulle lægges i kisten, hvor jeg smurte den på hans kinder. Det var helt bevist for at give ham noget med fra Fransie, da hun ikke havde mulighed for at være der. Den duft er så særlig nu og jeg er begyndt at bruge løs, for man kan vel bare købe en ny?

Første gang vi mødte Alexander var i slutningen af august, dvs. godt tre måneder efter Laurits var født og død. Det var godt at se ham og det var altafgørende at mærke, at Fransie og Arne gav os plads til at mindes Laurits. Der var ingen misforståede hensyn eller tabu om døden. Jeg kan især huske en eftermiddag, hvor jeg lå på sofaen med en sovende Alexander på maven. Sådan havde Laurits jo ligget hos mig, da jeg for første og sidste gang holdt ham rigtigt. Det var meget hårdt og meget godt at holde Alexander sådan. Min krop trængte så meget til en lille baby og det var en fysisk lindring at holde ham trods smerten. Jeg gav også min hjerne lov til at lege med tanken om at det var Laurits, for hvordan skulle jeg kunne andet?? Men det var ikke Laurits, det var Alexander; sød og dejlig på sin helt egen måde. Mens vi var på besøg i Sydafrika holdt vi dåb for Alexander, hvor Bo og jeg var hans gudforældre. Det var/er vi rigtig glade for, selvom det var meget, meget hårdt. I kirken skulle vi stå ved koret sammen med Fransie og Arne, og da Alexander var døbt, fik jeg ham i armene resten af gudstjenesten. At stille sig op der var virkelig hårdt og jeg kunne ikke andet end græde øjnene ud. For den sidste dåb jeg havde været til var Laurits' nøddåb, hvor jeg jo faktisk også var hans gudmor. Det var jo mig, der sad med ham og sagde hans navn. Og så døde han bare dagen efter... Men Alexander levede og da jeg fik ham nydøbt i armene var det oveni det hele også rart. Han var så sød og blød og dejlig.

Jeg tror, at det at vi mødte Alexander så forholdsvis hurtigt efter Laurits var rigtig godt. Vi fik afmystificeret hele situationen og fik stillet os selv nogle meget vigtige spørgsmål. F.eks. "hvorfor lever Alexander, når Laurits er død?" Det spørgsmål har egentlig aldrig været svært for os at svare på; det gør Alexander, fordi han er sund og rask og fordi intet andet ville give mening! Til gengæld giver det så meget mening at se ham vokse op, se ham blive storebror (!), se ham få buler i panden, se ham grine og græde, se ham på skuldrene af sin far og på skødet af sin mor, se ham sammen med farmor og farfar og se, hvor meget han ligner sin farbror Bo som lille og helt sikkert også sin fætter Laurits. Jeg elsker at se det!