mandag den 27. oktober 2008

Min lille pingvin


Laurits er vores lille pingvin. Mens vi står med drømmende blikke og jordbundne vinger noget nær november, flyver Laurits rundt oppe over skyerne, hvor solen altid skinner stjerneklart.

søndag den 26. oktober 2008

En nattedrøm

I nat drømte jeg om Laurits, pelikaner som man kunne gribe i benene og blive fløjet rundt af, om kronprins Frederik, som gik i gang med at rydde op efter en af vores fester, om at svømme med Bo hen over en rigtig tang- og stenfyldt havørredbund og... så var der vist ikke mere. Desværre er drømmeriet om Laurits ved at være visket ud igen, men det var noget med, at vi havde ham på hospitalet og godt vidste han skulle dø. Jeg var dog glad, for han var så ufatteligt sød, dejlig og helt vågen. Han var meget lille. Vi havde besøg og så fik jeg vores gæster til at løfte ham op til mig, så jeg kunne give ham et lillebitte spidsmundet frøkys på hans mund. Det var alt... det var bare det jeg skulle...

Jeg tror ikke på, at det er muligt at møde døde i drømme - altså i hvert fald ikke for mig. Men jeg tror helt og aldeles på, at når jeg drømmer gode drømme om Laurits, så virker det lidt i min hjerne som om jeg har været sammen med ham, og det er en rar følelse at gå rundt med. Jeg ved jo, at der aldrig kommer nye oplevelser med Laurits, men heldigvis kan min drømmehjerne opfinde nogen, når jeg sover.

lørdag den 25. oktober 2008

Moderrollen - generationsskifte

Datter har jeg (selvfølgelig) altid været. Kæreste til Bo har jeg snart været mit halve liv og mor har jeg været omkring to et halvt år. At være både datter og mor synes jeg kan være helt vildt underligt. I starten var det decideret svært for mig at greje, ja jeg kunne næsten ikke rumme at være andet end mor, selvom det var lige netop det, jeg ikke kunne være. Der var ingen Laurits-bebs at være fysisk mor for. Derfor kunne jeg næsten heller ikke holde ud at være datter. Suk... Men nu hvor jeg efterhånden har vænnet mig ret godt til at være en tosset 'spøgelsesmor', så er jeg også lidt bedre til at være datter igen. Her tænker jeg sådan set ikke på, hvordan jeg er overfor mine egne forældre, men mere hvordan jeg har det indeni.

For et stykke tid siden skulle jeg mødes med min mor på Rådhuspladsen. Da vi havde fået øje på hinanden og jeg gik hende imøde fik jeg pludselig sådan en underlig følelse... Tænk, her gik jeg som barnet og derovre stod min mor. Jeg var Laurits - min mor var mig. Det var mere en oplevelse end en tanke og den varerde ganske kort tid. En del af mig blev så skide rørt, samtidig med at jeg blev misundelig. Hvor er min mor heldig at have et voksent, levende barn (ja, hun har faktisk to stk.)

I dag var jeg ude på en lille køwenhauner-shoppetur med min mor. Hun ville give mig en ekstra fødselsdagsgave på forskud, så vi kiggede på nattøj, som jeg ønskede mig. Nu sidder jeg her i den lækreste, lune "cat-suit", og det er gået op for mig, at min mor fanden-fætter-fløjtende-mig har købt mig EN SPARKEDRAGT!! Hahahahahahhahahaha - det synes jeg fandme er skægt! Snart 33 år og så skide løsrevet, men alligevel får man en sparkedragt af sin moooaaaar. Den er endda stribet. Men den er godtnok lækker og jeg har tænkt mig at bo i den alle de weekender jeg kan slippe af sted med det.

tirsdag den 21. oktober 2008

'Min sidste vilje'

Som mor til Laurits har jeg igennem nogen tid følt mig forpligtet til at tage stilling til min egen død. Der findes noget, der hedder 'min sidste vilje', som er et dokument man kan udfylde omkring ønsker for begravelse og lignende. På en måde synes jeg det er lidt for bestemmer-røvs-agtigt, for min grundholdning er, at mine efterladte skal gøre det, som DE vil have det bedst med. Jeg er her jo ikke, når jeg er død... Døden er det man udsættes for som efterladt. Men på den anden side er det klart, at det vil lette de tunge beslutninger, hvis mine efterladte har noget at forholde sig til, altså nogen ønsker. Derudover har jeg en meget konkret erfaring der siger mig, at man godt kan komme til at træffe lidt forhastede og krisebetonede beslutninger, når man lige har mistet. Jeg har det grundlæggende godt med vores valg for Laurits' begravelse (bisættelse), men jeg kan se, at de også var præget af krise og fravalg. F.eks. fortryder jeg, at vi ikke sagde ja til farmors tilbud om at indrykke en dødsannonce i avisen. Men det kunne vi altså ikke kapere på det tidspunkt... det kunne vi bare ikke, og vi havde også et behov for fravalg (dødt barn? - nej, ellers tak, giv det til nogle andre!! Vi skal da have ham den levende lilleFranz tilbage). Vi var meget små og helt slået ud. Der var slet ikke plads til aviser i vores liv på det tidspunkt, kun til at suge de få minder med Laurits til os. Vi var bange for, at det virkelige skulle drukne i traditioner, ceremoni, højtidelighed og den slags.



De problemer jeg stødte på, da jeg udfyldte 'min sidste vilje' hang meget stærkt sammen med Laurits og er af temmelig konkret art. Jeg vil allerhelst have Laurits' urne gravet op fra græsplænen, så vi kan få et fælles gravsted. Hvis ikke det kan lade sig gøre, vil jeg gerne have et gravsted tæt på Laurits' græsplæne, så vi på den måde 'ligger tæt'. Sådan har jeg det bare lige nu. Det er virkelig min vilje, mit ønske. Her er det så, at døden virkelig bliver noget skørt og omvendt noget, for jeg er her jo som sagt ikke, når jeg er død, og derfor begrunder jeg meget 'min sidste vilje' og ønsker i, hvad jeg ville gøre, hvis Bo døde fra mig. Hvis Bo døde ville jeg helt klart have et kæmpe behov for et konkret sted, hvor jeg kunne se Bos navn på en sten, og jeg ville gøre alt hvad jeg kunne, for at få Laurits' urne gravet op og lagt i et familiegravsted for os tre. Jeg kan ikke forestille mig at leve uden Bo, men jeg ville være nødt til det. Pu... ja, det er sgu hæsligt at tænke på det her! (Men det er også hæsligt at Laurits er død).


Jeg kunne ikke finde noget sted i 'min sidste vilje', hvor man ønsker, hvor gammel man skal blive ;-), men jeg har altså tænkt mig at blive gammel sammen med Bo. Derfor bliver jeg nok nødt til at revurdere 'min sidste vilje' undervejs, for hvis jeg dør som gammel kone med mange efterladte (øj, kunne det lige være skønt??), så hverken skal eller kan Laurits' urne graves op - tror jeg... Måske er det heller ikke Holmens Kirkegård, der er aktuel på det tidspunkt? Ikke til at vide. Men forhåbentlig bliver denne ikke den sidste "min sidste vilje" jeg når at udfylde.

onsdag den 15. oktober 2008

Mens man venter...


... på SIGURD! Et lys for Alma, der bliver storesøster og fødselsdagsboller til ære for Sigurd. I dag er jeg en tante-tosse-Heidi, der flimrer lidt og har brug for mange små pauser i specialearbejdet...

søndag den 12. oktober 2008

Mit madglade fedteøre

Vi har alt for meget plads på vores harddisc! Den burde være ved at sprænge af billeder af Laurits. Vi får aldrig nye billeder af ham... og dog; af og til laver jeg bare nogen selv-selv ;-)

Her er Laurtussen som madgladt fedteøre:

torsdag den 9. oktober 2008

Et godt spørgsmål

I starten af denne uge fik jeg sådan et godt spørgsmål med på vejen. Et af den slags, der ligger og ulmer i baggrunden og får mig til at se vores situation lidt udefra. Det er rart med den slags. Spørgsmålet var noget i retning af, at jeg måske godt kan trænge til lidt mystik, romantik, følelser og andet i den dur, nu hvor der er så meget konkret videnskab omkring både lave-børn-projektet (fordi det er pgd/fertilitetsbehandling) og omkring døden (fordi jeg skriver speciale om mindekultur)? Jow... jeg tror der er noget om det ;-) Jeg tror det er vigtigt, at jeg får givet de der uregerlige følelser noget plads, så det hele ikke bliver så rationelt. Lige nu og her tror jeg egentlig den simple erkendelse er nok... Jeg kan mærke, at skuldrene ryger lidt ned. Det er alligevel ikke til at styre alting, det skal faktisk ikke være til at styre alting.


Det får lov at ulme videre i baggrunden.

tirsdag den 7. oktober 2008

Livets ludo

Hver dag er der liv, oplevelser, relationer, små og store historier som Laurits går glip af, og jeg synes altså det er synd. Alle de levende børn omkring mig vokser med rasende fart og en del af mig står bare helt stille uden mulighed for nogensinde at opleve vækst og fremgang. Ikke nok med at Laurits lille grønne brik er fejet helt af brættet, men de brikker, som jeg allerhelst vil spille med i livets ludo er stadig slået hjem og i venteposition. Det er bare så irriterende! Vent nu liiiidt...? Hvorfor har I så travlt med at gro, vokse, lægge planer og generelt få tiden til at gå? ;-) Jeg kan jo ikke følge med.

onsdag den 1. oktober 2008

Besøge Laurits...

- gid jeg kunne! Tænk, hvis der lige var et hemmeligt kighul ind til den døde verden, og jeg kunne stikke Laurtussen en håndmad, et par nye hjemmestrikkede sokker eller et smækkys der igennem? Det kunne godt nok være skønt! Jeg ville såmænd tage til takke med bare en time én eneste gang sammen med min dreng, en halv... fem minutter... Jeg ville endda tage imod med kyshånd, hvis jeg fik chancen for at tilbringe tid med helt stendøde Laurits. Bare ae hans bløde bakkenbarter og give ham lidt flere kys inde i hænderne. Jeg ville rent faktisk gerne have haft mulighed for at dele min afsked med min søn ud på flere år. Dengang vi lagde ham i kisten holdt jeg ham slet ikke - gav ham bare tøj på og løftede ham over. Den mulighed ville jeg gerne have gemt til nu. Bare lige holde min lille lig-baby i ti minutter helt tæt ind til mig. Hans krop var egentlig bare hans skal eller hylster, men en dejlig, betydningsfuld, helt nybagt og lækker lille skal. Han ville være slap, kold og måske lidt våd i nakken af "kropsvæsker" fra obduktionen (sådan husker jeg det nemlig), men jeg ville være ligeglad i forhold til bare at kunne holde hans lille krop. Min krop savner altså stadig hans tyngde, mine bryster har stadig hans mælk. Men Laurits kan ikke rigtig besøges, hverken til hverdagsglæde med håndmadder og smækkys eller til sørgelige afskedsseancer.


Jeg har vænnet mig til at tale om kirkegårde som steder, hvor man besøger døde, men det er på en måde lidt underligt. Præsten, som døbte og bisatte Laurits sagde, at det var vigtig med et sted og det er jeg helt enig i, selvom jeg næsten ikke kunne oveskue det dengang. Det blev hurtigt så vigtigt for os, at vi gerne ville vide hvor på den fælles græsplæne, at vores drengs urne var sat ned - og det fik vi så at vide. Laurits har altså sit sted på Holmens kirkegård og ligesom hans små venners steder rundt omkring på kirkegårde er det enormt betydningsfulde steder. Vi "besøger" Laurits på hans græsplæne, men... så alligevel ikke rigtig. Far Bo har hele tiden været så god til at holde på, at selvom Laurits' græsplæne er virkelig vigtig for os, så er det altså også bare et sted. Det som Laurits var og er for os skal i bund og grund findes inde fra os selv og andre. Det er måden han er med i vores liv. Stedet har dog sine klare fordele, for det ligger nogen gange lidt mere til højrebenet at snakke om Laurits og handle i forhold til specifikt ham, når man har sådan et sted at gøre godt med.

Det har ikke været til mange besøg på plænen på det seneste og det er faktisk ok. Jeg har kun savnet det på den gode måde, kun tænkt det som en dejlig mulighed, men ikke været spor trist over, at det i et stykke tid ikke blev til andet end tanken om at cykle derud. Det har helt ærligt været vigtigere for mig at vende cyklen mod min studieplads på Amager end mod Holmens. I går var jeg så et smut forbi med Johannes' mor Dorthe. Vi sad i hyggelig sludder på bænken og forsøgte at ignorere den tiltagende regn (det lykkedes ikke;-). Dorthe stillede et lille, fint, lidt drageknopret græskar, der passede godt til en to-årig nysgerrig pillefinger. Jeg foldede en grøn trane. Desværre var der ikke noget hemmeligt kighul at aflevere tingene ved, så vi stillede dem ved den røde lanterne fra Almas forældre, som faktisk har fået lov at stå der siden jul (lanternen, ikke forældrene). I en busk hang der en mariehønefigur... Gad vide, om den var tiltænkt Laurits? Bagefter var vi henne og forsøge at folde ting til Natalina, men det var nærmest umuligt i den regn. Vi fik lidt kolde fødder, men kun i bogstavelig forstand, hæhæ.