onsdag den 1. oktober 2008

Besøge Laurits...

- gid jeg kunne! Tænk, hvis der lige var et hemmeligt kighul ind til den døde verden, og jeg kunne stikke Laurtussen en håndmad, et par nye hjemmestrikkede sokker eller et smækkys der igennem? Det kunne godt nok være skønt! Jeg ville såmænd tage til takke med bare en time én eneste gang sammen med min dreng, en halv... fem minutter... Jeg ville endda tage imod med kyshånd, hvis jeg fik chancen for at tilbringe tid med helt stendøde Laurits. Bare ae hans bløde bakkenbarter og give ham lidt flere kys inde i hænderne. Jeg ville rent faktisk gerne have haft mulighed for at dele min afsked med min søn ud på flere år. Dengang vi lagde ham i kisten holdt jeg ham slet ikke - gav ham bare tøj på og løftede ham over. Den mulighed ville jeg gerne have gemt til nu. Bare lige holde min lille lig-baby i ti minutter helt tæt ind til mig. Hans krop var egentlig bare hans skal eller hylster, men en dejlig, betydningsfuld, helt nybagt og lækker lille skal. Han ville være slap, kold og måske lidt våd i nakken af "kropsvæsker" fra obduktionen (sådan husker jeg det nemlig), men jeg ville være ligeglad i forhold til bare at kunne holde hans lille krop. Min krop savner altså stadig hans tyngde, mine bryster har stadig hans mælk. Men Laurits kan ikke rigtig besøges, hverken til hverdagsglæde med håndmadder og smækkys eller til sørgelige afskedsseancer.


Jeg har vænnet mig til at tale om kirkegårde som steder, hvor man besøger døde, men det er på en måde lidt underligt. Præsten, som døbte og bisatte Laurits sagde, at det var vigtig med et sted og det er jeg helt enig i, selvom jeg næsten ikke kunne oveskue det dengang. Det blev hurtigt så vigtigt for os, at vi gerne ville vide hvor på den fælles græsplæne, at vores drengs urne var sat ned - og det fik vi så at vide. Laurits har altså sit sted på Holmens kirkegård og ligesom hans små venners steder rundt omkring på kirkegårde er det enormt betydningsfulde steder. Vi "besøger" Laurits på hans græsplæne, men... så alligevel ikke rigtig. Far Bo har hele tiden været så god til at holde på, at selvom Laurits' græsplæne er virkelig vigtig for os, så er det altså også bare et sted. Det som Laurits var og er for os skal i bund og grund findes inde fra os selv og andre. Det er måden han er med i vores liv. Stedet har dog sine klare fordele, for det ligger nogen gange lidt mere til højrebenet at snakke om Laurits og handle i forhold til specifikt ham, når man har sådan et sted at gøre godt med.

Det har ikke været til mange besøg på plænen på det seneste og det er faktisk ok. Jeg har kun savnet det på den gode måde, kun tænkt det som en dejlig mulighed, men ikke været spor trist over, at det i et stykke tid ikke blev til andet end tanken om at cykle derud. Det har helt ærligt været vigtigere for mig at vende cyklen mod min studieplads på Amager end mod Holmens. I går var jeg så et smut forbi med Johannes' mor Dorthe. Vi sad i hyggelig sludder på bænken og forsøgte at ignorere den tiltagende regn (det lykkedes ikke;-). Dorthe stillede et lille, fint, lidt drageknopret græskar, der passede godt til en to-årig nysgerrig pillefinger. Jeg foldede en grøn trane. Desværre var der ikke noget hemmeligt kighul at aflevere tingene ved, så vi stillede dem ved den røde lanterne fra Almas forældre, som faktisk har fået lov at stå der siden jul (lanternen, ikke forældrene). I en busk hang der en mariehønefigur... Gad vide, om den var tiltænkt Laurits? Bagefter var vi henne og forsøge at folde ting til Natalina, men det var nærmest umuligt i den regn. Vi fik lidt kolde fødder, men kun i bogstavelig forstand, hæhæ.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er noget sjovt noget med de der kirkegårde og grave. Vi føler heller ikke at Irma er mere nærværende på Bispebjerg, hun er jo med os, i os, hele tiden. Og alligevel har jeg haft stunder hvor jeg kommer min døde datter lidt nærmere på kirkegården. Da hun fik sin sten for eksempel. I et øjeblik følte jeg virkelig at hun var der, helt tæt på og sekundet efter følte jeg så alligevel at hun var endnu længere væk. Jeg kan huske at jeg blev så ked af det, og det gik op for mig at stenen slog fast for mig at hun virkelig var død. At få stenen og placere den, mindede mig om hvor flygtigt hun var hér og at hun aldrig er det mere.....

Tak for dit fine indlæg Heidi. Du sætter mange ting i gang i mig!

Kram og mange tanker til dig!

Anonym sagde ...

Heidi, du evner at sætte ord på nogle følelser, der sjældent lader sig beskrive. Dine ord rammer mig så sindssygt dybt.
Selv har jeg et meget nært forhold til Cirkelines grav, bl.a. fordi det er der, at jeg har en følelse af, at jeg er mor for Cirkeline på den fysiske måde.
Mange kram og tanker

Susanne sagde ...

Tak Heidi..

Du sætter altid et eller andet i gang med din skønne måde at skrive på.