lørdag den 25. oktober 2008

Moderrollen - generationsskifte

Datter har jeg (selvfølgelig) altid været. Kæreste til Bo har jeg snart været mit halve liv og mor har jeg været omkring to et halvt år. At være både datter og mor synes jeg kan være helt vildt underligt. I starten var det decideret svært for mig at greje, ja jeg kunne næsten ikke rumme at være andet end mor, selvom det var lige netop det, jeg ikke kunne være. Der var ingen Laurits-bebs at være fysisk mor for. Derfor kunne jeg næsten heller ikke holde ud at være datter. Suk... Men nu hvor jeg efterhånden har vænnet mig ret godt til at være en tosset 'spøgelsesmor', så er jeg også lidt bedre til at være datter igen. Her tænker jeg sådan set ikke på, hvordan jeg er overfor mine egne forældre, men mere hvordan jeg har det indeni.

For et stykke tid siden skulle jeg mødes med min mor på Rådhuspladsen. Da vi havde fået øje på hinanden og jeg gik hende imøde fik jeg pludselig sådan en underlig følelse... Tænk, her gik jeg som barnet og derovre stod min mor. Jeg var Laurits - min mor var mig. Det var mere en oplevelse end en tanke og den varerde ganske kort tid. En del af mig blev så skide rørt, samtidig med at jeg blev misundelig. Hvor er min mor heldig at have et voksent, levende barn (ja, hun har faktisk to stk.)

I dag var jeg ude på en lille køwenhauner-shoppetur med min mor. Hun ville give mig en ekstra fødselsdagsgave på forskud, så vi kiggede på nattøj, som jeg ønskede mig. Nu sidder jeg her i den lækreste, lune "cat-suit", og det er gået op for mig, at min mor fanden-fætter-fløjtende-mig har købt mig EN SPARKEDRAGT!! Hahahahahahhahahaha - det synes jeg fandme er skægt! Snart 33 år og så skide løsrevet, men alligevel får man en sparkedragt af sin moooaaaar. Den er endda stribet. Men den er godtnok lækker og jeg har tænkt mig at bo i den alle de weekender jeg kan slippe af sted med det.

4 kommentarer:

Alphafeen sagde ...

du er en tosset spøgelsesmor på den gode måde ;) og fuck jeg er misundelig på din voksensparkedragt :)

Heidi sagde ...

Den er købt i Femilet og hedder "dreams by Isabel Kristensen"... ;-)

Anonym sagde ...

Dejligt med hygge nattøj, og en fin oplevelse og tanke du havde sammen med din mor.
Knus
Dorthe

Susanne sagde ...

Jeg kunne altså også godt tænke mig en sparkedragt. Den vil jeg have på, når jeg putter mig i hjørnesofaen.