onsdag den 31. december 2008

Tja... sådan kan man jo også gøre det

"Østers er tvekønnet på en ejendommelig måde. Gennem hele sit liv skifter den køn afhængigt af temperatur- og fødeforhold. 8-10 måneder gammel og ved en temperatur på mindst 12°C bliver den kønsmoden som han. Er sommertemperaturen 15-16°C, bliver den en hun hvert 3.-4. år. Ved 20-22°C bliver den en hun hvert år. Indimellem fungerer den som han. Gydesæsonen er om sommeren. De ca. 1 million æg befrugtes i hunnens kappehule".

Det er et rimeligt heftigt forplantningsliv de østers har! Vores forplantningsliv er også blevet heftigt, men på en helt anden måde (lægeligt, udregnet, kontrolleret, skuffende). Jeg faldt over ovenstående beskrivelse af østers, da jeg skulle finde ud af, hvordan man åbner sådan nogle kræ. Vi lavede en masse lækker mad nytårsaften, bl.a. østers. Nå ja, de laver jo helt bogstaveligt sig selv, og der er ikke meget tilberedning med dem ;-) Men altså; vi lagde op til en meget stille, voksen og delikat nytårsaften med den gode mad i centrum. I mit stille sind havde jeg tænkt, at vi trængte til helt stille rammer, fordi det nok ville være svært at møde alle tankerne om endnu et årsskifte med et liv, der ser meget anderledes ud end vi havde forestillet os. Vi kan nemlig ikke sige til os selv eller hinanden, at 2009 helt sikkert bliver det forløsende år, hvor en lille ny kommer til os. Det sker forhåbentlig, men kun måske. Vi skal stadig være meget, meget heldige. Vi havde det nok sådan ved sidste årsskifte, at 2008 måtte blive året, når det nu ikke blev 2007... men se lige, hvordan det gik?

Det sjove ved vores nytårsaften var bare, at vi slet ikke var præget af tungsind, eftertænksomhed eller noget der lignede. Vi var glade, ædende, fjollede og lod os beruse i champagne, mad og god, tryg stemning. Vores gode veninde Stine var med, og inden vi så os om, havde vi gang i karaoke og fest. Det var fedt! Vi sang så højt, at røgalarmen faldt ned fra højtaleren.

På ondt men sandelig også på godt er livet uforudsigeligt og vrider sig fri af det planlagte.

tirsdag den 30. december 2008

Nostalgi

For tre år siden var det røvkoldt. Undskyld, men det var det altså. I hvert fald hen i februar måned, hvor jeg begyndte i praktik ude på Amager. Jeg husker nemlig tydeligt, at der var is på kanalerne, når Laurits og jeg cyklede hjemad. Han lå varmt og trygt inde i min mave. I den sidste del af praktikken kom der ofte plukveer, når jeg trampede i pedalerne. Så sagtnede jeg farten, mens den ene hånd fandt ned og støttede under maven. Jeg holdt altid ved rødt ved møbenhandleren på Christianshavn. Vestergaard... Det hedder Laurits' farmor også. Når jeg alligevel holdt for rødt, kunne jeg dels kigge på designermøbler, dels kigge på min egen fine mavse i rudens spejl. Det var sgu tider! Tider for snart tre år siden. Der er løbet meget vand i kanalen siden da, men jeg tror ikke, at det har været frosset til siden Laurits levede.

Tak, Masako


Vi har en rigtig god veninde i Japan, og hun ved godt, at Laurits er et af den slags børn, der ikke spiser slik. Men hun ved også, at det gør os rigtig glade, når nogen viser at de tænker på ham, så med denne lille pingvinindpakkede pose guf i en julekasse smeltede hun mit hjerte totalt.

søndag den 28. december 2008

varme tanker på en kold morgen

Mens vi holdt jul på Sydsjælland 'passede' sølvfiskene hytten herhjemme (man trænger dælme til de små trippende børnefødder, når sølvfiskene er det eneste bonusliv i hytten ;-) Men det er nu skønt at være hjemme igen. Vi har holdt dejlig jul med familien, så det er med varme hjerter, at vi vender hjem. Og hjem er her... her, hvor jeg bor med Bo. Jeg elsker det! Ingen fylder krudt og kærlighed i mit liv, mine hverdage og mærkedage som ham jeg bor med. Det er dog et koldt hus vi vender hjem til, og selvom vi har fyret op i radiatorerne (der åbentbart var sat lidt på vågeblus) igen, så er her stadig koldt. Det er egentlig ikke fordi det generer mig, men det fik mig til at tænke på, at et koldt menneske mærkes så utroligt koldt, nærmest unaturligt koldt. En andens kolde fødder under dynen er som iiiiis, selvom temperaturen i de kolde tæer næppe kan være meget under... ja, hvad egentlig? 30 grader? 20?? Til gengæld er der ikke noget der varmer, som at holde et menneske tæt. Kropsvarme er genialt! Man kan ligefrem varme hinanden samtidig. Ja, én iskold fod kan fakisk varme den anden op med lidt tålmodighed (hvis nu mandens er sluppet op).


Laurits blev meget unaturligt kold. Han skulle bare have ligget helt enkelt og naturligt i min favn og suget kropsvarme ad libitum - og mælk i passende portioner. I stedet mærkede jeg ham blive unaturligt kold efter han endelig kom rigtigt op i mine og Bos arme. Dvs. faktisk var jeg meget opsat på at holde ham den døde Laurits pæn og 'rigtig' at se på, så efter at han lå længe i Bos arme, kom han over i sin hospitalsvugge, så han kunne ligge pænt på ryggen og blive stiv (og det var så rigtigt, at lægen lige lagde en lille rulle stof under Laurits' hage for at holde hans mund lukket). Jeg kunne ikke have, at han skulle blive dødsstiv i en eller anden underlig stilling, eller med blodet faldende til bunds på 'forsiden'/ansigtet fremfor 'bagsiden'/ryggen. Så selvom Laurits var hos os som død en hel eftermiddag og aften, sad jeg ikke rigtig med ham efter døden havde været der. Det ville jeg gerne have gjort nu, men dengang havde jeg et overlevelsesagtig behov for at være rationel. Jeg kan faktisk ikke helt huske den dags tid fra kl.barns-død til kl. min-sove-tid. Men da vi nogle dage senere lagde Laurits i kisten, husker jeg virkelig godt hans kulde. Den var aldeles unaturlig og brutal. De røde kinder var snyd! Heldigvis blev jeg ikke unødvendigt skræmt af kulden, så jeg fik givet ham tøj på og lagt ham over i kisten som jeg ville.


Jeg har det stadig meget tit sådan; en tilfældig ting udløser en masse tanker omkring liv, død og Laurits. Det kan ikke være anderledes for mig og det fungerer fint. Især er det fint at have bloggen at afreagere på. Jeg har fundet rigtig meget ro og sikkerhed omkring det, omkring sorgen og omkring det at lade mange af tankerne blive læst af folk, som har lyst. Alligevel mærker jeg den tåbelige usikkerheds grimme fjæs stikke frem i tide og utide. Hvad tænker 'skeptikerne' nu...? Er der nogen, som ser på mig med ængstelige blikke og tænker sit om mit...? Ja, det er der vel. Det kommer man næppe uden om, og det er vel også ok. Jeg tænker også tit mit om andres. Jeg ved godt, at usikkerheden først og fremmest skal bekæmpes indefra. Må indrømme, at der stadig er masser af kampe at tage op der. Heldigvis kan jeg også se, at der er sket rigtig meget på de sidste 2½ år, for når jeg mærker efter er der en solid bund et sted derinde. Sådan en bund der gør, at julen har været noget med at suge lysglimt i mørket til mig, og ellers lade resten være ligegyldigt halløj, fremfor at jagte en utopisk julestemning i alt for højt gear. I det hele taget har jeg tænkt meget på, at jul og nytår handler om at finde lys i mørket. Det giver mening. Nu går vi mod lysere tider igen og det er værd at fejre og fokusere på. Mit årsskifte-drømme-billede er et hvor jeg står i højt solskin og fisker ved havet iført mine nye fiskesolbriller, mens Bo tænder op i grillen og gør klar til den lækre havørred, som endelig bider på min krog.

fredag den 19. december 2008

God englebassekarma

Nogen gange bliver man ramt lige i hjertet... I går fik vi et sæt arve-sengetøj til Laurits' søskende, og jeg kan ikke kigge på det uden at få våde øjne - men det er skønt! Sigurd har sovet i det, og før ham var det Sigurds og Almas fætter, der sov i det. Det er guld værd! Jeg glæder mig så sindssygt meget til at købe en babydyne og -pude og lægge det i sengesættet, og lægge Laurits' lillebrøster under dynen, trygt og godt. Det er jo helt tydeligt, at det er Laurits, der på underfundig vis er afbildet på stoffet. Er det ikke bare flot? Tak, Sigurd, Mie og Adam!!





onsdag den 17. december 2008

For nissen i hulen da!


Vi har altså slet ikke pyntet op til jul, så jeg aner ikke, hvor i alverden det her kommer fra lige pludselig?? Måske er det den slags der sker, når død unge ikke har eget jule-pynt-bare gravsted...

mandag den 15. december 2008

Bare lidt om Laurits

Jeg har altid haft sådan lyst til at få spørgsmålet; "hvordan går det med Laurits?" Det har jeg jo ikke kunnet få, fordi han er død. Det spørgsmål giver ligesom ingen mening at stille; det går simpelthen ikke med ham Laurits. Bo har ind imellem spurgt, hvis jeg har fortalt, at jeg har været forbi kirkegården. "Nå, hvordan havde han det så?" - "Stadig død", er svaret. Hø... så kan vi grine lidt af det, for det er da absurd, at det skal være sådan med vores unge. Jeg kan godt lide at kalde Laurits for unge. Han var og er så uendeligt meget for Bo og mig, men han var også bare en unge på lige fod med alle andre levende væsner. Deri ligger en selvfølgelighed, som måske er min måde at finde lidt mening i galskaben på. Det er ellers ikke fordi jeg vil ind på give-mening-sporet, for der kan jeg ikke gå. Efter min mening er der ikke mening med, at børn dør før deres forældre.

Måske skulle jeg bare stille spørgsmålet til mig selv. Tror jeg har brug for at kigge lidt på, hvordan ham Laurits har det, der hvor jeg fantaserer om ham - altså i mine tanker, i min hjerne og i mit hjerte. I sidste uge kiggede jeg for første gang i lang tid på en lille filmsekvens Bo lavede mens jeg sad med Laurits på noenatal, og min bror var på besøg for at nå at kende sin nevø. Der er begyndt at gå lang tid imellem jeg kigger på billeder og filmklip. Det er hverken godt eller skidt, synes jeg. Det er bare sådan det er. Jo, måske lidt godt, fordi jeg så kan se med en lille smule friske øjne på dem. Han var altså sød, ham Laurits. Hold op, hvor var han bare en lillebitte skæv og charmerende menneskeunge - og skrøbelig. Hvor ville jeg gerne passe på ham. Det giver mig sådan et sug af fysisk længsel, savn og kærlighed, når jeg koncentrerer mig om at SE ham. Det er nemlig ikke altid billederne virker. Langt hen ad vejen har jeg simpelthen slidt dem op, eller de nærer blot forestillingerne inde i mit hoved omkring alt det Laurits er for mig, så jeg ikke kan se, hvad de egentlig viser. Andre gange er de som mystiske prints fra en situation, som jeg faktisk ikke helt genkender. Det er simpelthen for underligt, at vi engang har haft et levende barn, der døde. Skete det virkelig for os???


Mange af de fortrolige mor-følelser jeg har overfor Laurits, det med at tage ham selvfølgeligt i armene, "bokse rundt" med ham, lære ham om livet inklusive de rigtige/forkerte tidspunkter at pille næse på, det er mest noget som er kommet hen ad vejen. Nu døde Laurits jo efter 38 timer, så den vej var ikke lang nok til, at jeg blev fortrolig med ham. Derfor husker jeg først og fremmest en enorm æresfølelse, benovelse og respekt overfor den unge, som var kommet ud af min mave. TÆNK at det var ham, der havde ligget derinde?! Han var bare så vigtig... der var ikke noget mere vigtigt i hele universet end den lille fyr, som jeg første gang så, da han lå koblet til alt muligt hospitalshejs. Jeg skulle passe sådan på. Jeg var hans mor, for pokker. Det var meget mærkeligt, og efter at have rørt ham, nusset lidt og sådan, var der ikke så meget andet at gøre, end at heppe på den måler, der skulle vise, om han begyndte at ilte blodet ordentligt. Det gik ikke helt godt med det projekt. Dengang han kom op på vores stue for at dø sad respekten helt oppe i halsen på mig. Bl.a. derfor blev jeg faktisk også lidt bange for ham, da hans døde krop begyndte at lave lyde. Jeg kunne desværre ikke sove med ham på stuen. Jeg turde ikke. Jeg blev totalt irrationel og bange for, at han ville slå øjnene op midt om natten og ligge og stirre på mig. Han nåede kun at smugkigge lidt på mig med det ene øje, da han var i live. Vi ville bare så gerne have set de øjne! Da han var død åbnede jeg derfor hans ene øje, men uh... det var lidt skræmmende, for han var så død.

Hm... det blev vist lidt rodet det her. Men det gjorde godt at lade tankerne løbe ud af fingrene. Jeg nåede ikke helt til at svare på, hvordan det går med Laurits i mine tosse-tanker. Måske kan jeg ikke helt greje det. Det er også ved at blive tredje jul uden Laurits, og det kan jeg godt mærke som et udefinerbart pres (altså ikke at det er tredje, men bare at det er). Jeg orker næsten ikke den tristhed, der ligger i hans selvfølgelige fravær. Kan man mon lave en ordning med, at gud er babysitter juleaften...?

onsdag den 10. december 2008

Velkendt nederlag

For tre dage siden havde jeg det som beskrevet nedenfor. I dag har jeg det anderledes. I dag har jeg det ok. Jeg er en lille smule i tvivl om det virker for pivet og klynket at udgive nedenstående indlæg... men hvis der er noget jeg har lært gennem de sidste 2½ år, så er det jo at være ærlig overfor alle de forskellige følelser, der dukker op. En del af mig er pivet og sårbar omkring det her barnløshed, og en anden del af mig bliver lidt lalleglad og trodsig. Jeg ønsker så uendelig stærkt at dele min krop med en lille menneske-snylter, men nu hvor jeg åbentbart ikke skal, så er det også rart at få min krop igen.

---

Det er så forbandet hårdt at blive sat tilbage gang på gang. Jeg er så træt af det hele. For første gang i 2½ år var vi nået ud på lidt ukendt, spændende og håbefuld grund. Det virkede som om, at verden og fremtiden åbnede sig. Sådan havde jeg det i begyndelsen af denne uge, for jeg har aldrig prøvet at nå til dag 12 efter ægoplægning uden at bløde. Men dag 13... så faldt jeg tilbage i en alt for velkendt verden med begyndende menstruation, negativ graviditetstest og en kæmpe, vred klump i maven. Jeg imploderer snart! Det hele syrer bare til i mig, og fremtiden, som ellers lige var begyndt at være der, der forude for mit indre blik - ja, den forsvinder bare i en tåge igen. Efter Laurits' død har det været svært nok i det hele taget at indrette sig nogenlunde lykkeligt igen, og når vi så bare skal have negative oplevelser gang på gang i forbindelse med at række håbefuldt ud efter flere børn, så... AARRrHG! Så bliver jeg sgu sur!

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Bo. Ham kan jeg dele alt med, og den kærlighed er det vigtigste i mit liv, vil altid være det. Men hvor gør det også bare ondt at se samme smerte i ham. Han havde ligefrem troet på en graviditet denne gang. Han havde sgu givet sig selv helt lov til at føle spænding og glæde, den modig mand. Men så bliver han bare jordet. Det er ikke i orden! Vi var begge meget kede og vrede i går og jeg mangler et sted at rette den vrede hen. Hvorfor får vi ikke børn?? Sådan nogen levende OG levedygtige børn. Hvad er det vi gør galt eller mangler at gøre? Hvem er det, der bestemmer her? Hvad går galt? Er min krop uimodtagelig for kunstig befrugtning? Passer vores genpuljer virkelig så dårligt sammen, at vi ikke "må" få børn? Altså, selvom vi begge er vokset op på sydsjælland, så ER vi sgu fandme ikke i familie, så det rene indavl er her altså ikke tale om!! Jeg kan ikke få det til at gå op... På den ene side føler jeg mig nemlig sund og stærk. Jeg føler f.eks., at der må have været et ret stærkt og sundt samspil mellem min og Laurits' kroppe på trods af en helt dødelig sygdom. Min krop kunne jo bare have afbrudt graviditeten helt i starten. Det kan den nemlig godt finde ud af, har jeg lært. To gange efterfølgende har jeg jo været gravid. Den ene gang så langt at der var hjerteblink, og den anden bare en såkaldt biokemisk graviditet. Den overstimulering jeg havde i sidste uge klarede min krop også godt. For en uge siden havde jeg det virkelig ikke godt, var 5 kg. tungere af vand og lå på Riget. Men min krop klarede det ret hurtigt med at rette sig op, og balancen mellem proteiner og væske i blodet fungerede fint på trods. Jeg gjorde også hvad jeg kunne; drak op til 4 liter i døgnet, selvom det virker helt forkert, når ens mave er spilet ud af væske. Men det hjalp den gode, rensende proces i gang. Nu er alle de forstyrrende hormoner helt ude af min krop (for ellers havde graviditetstesten vist bare lidt positiv i går) og jeg er normal igen... bortset fra, at jeg ikke blev gravid af, at et fint og befrugtet æg blev lagt pænt tilbage lige der, hvor det skulle ligge og gro. Hvor normalt er mon det?

Jeg kan ikke bruge andres historier, andres normaler eller unormaler til noget lige nu. For os er normalen blevet, at jeg ikke bliver gravid eller bliver det en sjælden gang i mellem for blot at abortere. Jeg ved godt, at det utroligste kan lade sig gøre og det håber jeg da også på kan ske for os. Det virker dog temmelig eventyragtigt og naivt at tro på noget lige nu. Jeg ved også godt, at rigtig mange omkring os har det meget svært ved at se os håbløse, for ingen ønsker at se håbløsheden hos andre. Men det er noget vi må igennem... i hvert fald noget jeg har behov for at se i øjnene, for at rejse mig igen. Og vi skal nok rejse os, det gør man jo.

søndag den 7. december 2008

Vand i åen - og maven

Der er løbet lidt vand i åen siden sidste gang jeg opdaterede bloggen, og jeg lader det bare løbe. Der er ikke andet at gøre. Vand har sin egen vilje. For en uge siden begyndte vandet dog at samle sig alt for meget i min mave pga. ekstra hormoner i forbindelse med ægsorteringsforsøget, så jeg lignede mere og mere en gravid. Mandag kontaktede jeg fertilitetsklinikken og da de havde set mig til kontrol måtte jeg blive til observation på hospitalet indtil fredag. Overstimuleringen viste sig heldigvis kun at blive mild, men det er alligevel en hård omgang. Tænk at det skal være sådan en kamp og fysisk udfordring at få et kvalificeret håb om en graviditet? Der var engang jeg troede, at det med at få børn var et spørgsmål om at elske hinanden inderligt og fysisk. Nu er det blevet et meget kompliceret lægefagligt eksperiment, som jeg skal lægge krop til. Men over al potentiel og måske ulmende frustration svæver håbet. Det mærker jeg så tydeligt og jeg er egentlig vildt imponeret over, hvad det har af effekt og betydning. Det håb vi har lige nu for en graviditet, har vi ventet på siden februar, hvor forrige forsøg mislykkedes. Nu er vi her endelig igen! Vi håber og vi lader os rive med af håbets kraft.