Vand i åen - og maven

Der er løbet lidt vand i åen siden sidste gang jeg opdaterede bloggen, og jeg lader det bare løbe. Der er ikke andet at gøre. Vand har sin egen vilje. For en uge siden begyndte vandet dog at samle sig alt for meget i min mave pga. ekstra hormoner i forbindelse med ægsorteringsforsøget, så jeg lignede mere og mere en gravid. Mandag kontaktede jeg fertilitetsklinikken og da de havde set mig til kontrol måtte jeg blive til observation på hospitalet indtil fredag. Overstimuleringen viste sig heldigvis kun at blive mild, men det er alligevel en hård omgang. Tænk at det skal være sådan en kamp og fysisk udfordring at få et kvalificeret håb om en graviditet? Der var engang jeg troede, at det med at få børn var et spørgsmål om at elske hinanden inderligt og fysisk. Nu er det blevet et meget kompliceret lægefagligt eksperiment, som jeg skal lægge krop til. Men over al potentiel og måske ulmende frustration svæver håbet. Det mærker jeg så tydeligt og jeg er egentlig vildt imponeret over, hvad det har af effekt og betydning. Det håb vi har lige nu for en graviditet, har vi ventet på siden februar, hvor forrige forsøg mislykkedes. Nu er vi her endelig igen! Vi håber og vi lader os rive med af håbets kraft.