varme tanker på en kold morgen

Mens vi holdt jul på Sydsjælland 'passede' sølvfiskene hytten herhjemme (man trænger dælme til de små trippende børnefødder, når sølvfiskene er det eneste bonusliv i hytten ;-) Men det er nu skønt at være hjemme igen. Vi har holdt dejlig jul med familien, så det er med varme hjerter, at vi vender hjem. Og hjem er her... her, hvor jeg bor med Bo. Jeg elsker det! Ingen fylder krudt og kærlighed i mit liv, mine hverdage og mærkedage som ham jeg bor med. Det er dog et koldt hus vi vender hjem til, og selvom vi har fyret op i radiatorerne (der åbentbart var sat lidt på vågeblus) igen, så er her stadig koldt. Det er egentlig ikke fordi det generer mig, men det fik mig til at tænke på, at et koldt menneske mærkes så utroligt koldt, nærmest unaturligt koldt. En andens kolde fødder under dynen er som iiiiis, selvom temperaturen i de kolde tæer næppe kan være meget under... ja, hvad egentlig? 30 grader? 20?? Til gengæld er der ikke noget der varmer, som at holde et menneske tæt. Kropsvarme er genialt! Man kan ligefrem varme hinanden samtidig. Ja, én iskold fod kan fakisk varme den anden op med lidt tålmodighed (hvis nu mandens er sluppet op).


Laurits blev meget unaturligt kold. Han skulle bare have ligget helt enkelt og naturligt i min favn og suget kropsvarme ad libitum - og mælk i passende portioner. I stedet mærkede jeg ham blive unaturligt kold efter han endelig kom rigtigt op i mine og Bos arme. Dvs. faktisk var jeg meget opsat på at holde ham den døde Laurits pæn og 'rigtig' at se på, så efter at han lå længe i Bos arme, kom han over i sin hospitalsvugge, så han kunne ligge pænt på ryggen og blive stiv (og det var så rigtigt, at lægen lige lagde en lille rulle stof under Laurits' hage for at holde hans mund lukket). Jeg kunne ikke have, at han skulle blive dødsstiv i en eller anden underlig stilling, eller med blodet faldende til bunds på 'forsiden'/ansigtet fremfor 'bagsiden'/ryggen. Så selvom Laurits var hos os som død en hel eftermiddag og aften, sad jeg ikke rigtig med ham efter døden havde været der. Det ville jeg gerne have gjort nu, men dengang havde jeg et overlevelsesagtig behov for at være rationel. Jeg kan faktisk ikke helt huske den dags tid fra kl.barns-død til kl. min-sove-tid. Men da vi nogle dage senere lagde Laurits i kisten, husker jeg virkelig godt hans kulde. Den var aldeles unaturlig og brutal. De røde kinder var snyd! Heldigvis blev jeg ikke unødvendigt skræmt af kulden, så jeg fik givet ham tøj på og lagt ham over i kisten som jeg ville.


Jeg har det stadig meget tit sådan; en tilfældig ting udløser en masse tanker omkring liv, død og Laurits. Det kan ikke være anderledes for mig og det fungerer fint. Især er det fint at have bloggen at afreagere på. Jeg har fundet rigtig meget ro og sikkerhed omkring det, omkring sorgen og omkring det at lade mange af tankerne blive læst af folk, som har lyst. Alligevel mærker jeg den tåbelige usikkerheds grimme fjæs stikke frem i tide og utide. Hvad tænker 'skeptikerne' nu...? Er der nogen, som ser på mig med ængstelige blikke og tænker sit om mit...? Ja, det er der vel. Det kommer man næppe uden om, og det er vel også ok. Jeg tænker også tit mit om andres. Jeg ved godt, at usikkerheden først og fremmest skal bekæmpes indefra. Må indrømme, at der stadig er masser af kampe at tage op der. Heldigvis kan jeg også se, at der er sket rigtig meget på de sidste 2½ år, for når jeg mærker efter er der en solid bund et sted derinde. Sådan en bund der gør, at julen har været noget med at suge lysglimt i mørket til mig, og ellers lade resten være ligegyldigt halløj, fremfor at jagte en utopisk julestemning i alt for højt gear. I det hele taget har jeg tænkt meget på, at jul og nytår handler om at finde lys i mørket. Det giver mening. Nu går vi mod lysere tider igen og det er værd at fejre og fokusere på. Mit årsskifte-drømme-billede er et hvor jeg står i højt solskin og fisker ved havet iført mine nye fiskesolbriller, mens Bo tænder op i grillen og gør klar til den lækre havørred, som endelig bider på min krog.