mandag den 15. december 2008

Bare lidt om Laurits

Jeg har altid haft sådan lyst til at få spørgsmålet; "hvordan går det med Laurits?" Det har jeg jo ikke kunnet få, fordi han er død. Det spørgsmål giver ligesom ingen mening at stille; det går simpelthen ikke med ham Laurits. Bo har ind imellem spurgt, hvis jeg har fortalt, at jeg har været forbi kirkegården. "Nå, hvordan havde han det så?" - "Stadig død", er svaret. Hø... så kan vi grine lidt af det, for det er da absurd, at det skal være sådan med vores unge. Jeg kan godt lide at kalde Laurits for unge. Han var og er så uendeligt meget for Bo og mig, men han var også bare en unge på lige fod med alle andre levende væsner. Deri ligger en selvfølgelighed, som måske er min måde at finde lidt mening i galskaben på. Det er ellers ikke fordi jeg vil ind på give-mening-sporet, for der kan jeg ikke gå. Efter min mening er der ikke mening med, at børn dør før deres forældre.

Måske skulle jeg bare stille spørgsmålet til mig selv. Tror jeg har brug for at kigge lidt på, hvordan ham Laurits har det, der hvor jeg fantaserer om ham - altså i mine tanker, i min hjerne og i mit hjerte. I sidste uge kiggede jeg for første gang i lang tid på en lille filmsekvens Bo lavede mens jeg sad med Laurits på noenatal, og min bror var på besøg for at nå at kende sin nevø. Der er begyndt at gå lang tid imellem jeg kigger på billeder og filmklip. Det er hverken godt eller skidt, synes jeg. Det er bare sådan det er. Jo, måske lidt godt, fordi jeg så kan se med en lille smule friske øjne på dem. Han var altså sød, ham Laurits. Hold op, hvor var han bare en lillebitte skæv og charmerende menneskeunge - og skrøbelig. Hvor ville jeg gerne passe på ham. Det giver mig sådan et sug af fysisk længsel, savn og kærlighed, når jeg koncentrerer mig om at SE ham. Det er nemlig ikke altid billederne virker. Langt hen ad vejen har jeg simpelthen slidt dem op, eller de nærer blot forestillingerne inde i mit hoved omkring alt det Laurits er for mig, så jeg ikke kan se, hvad de egentlig viser. Andre gange er de som mystiske prints fra en situation, som jeg faktisk ikke helt genkender. Det er simpelthen for underligt, at vi engang har haft et levende barn, der døde. Skete det virkelig for os???


Mange af de fortrolige mor-følelser jeg har overfor Laurits, det med at tage ham selvfølgeligt i armene, "bokse rundt" med ham, lære ham om livet inklusive de rigtige/forkerte tidspunkter at pille næse på, det er mest noget som er kommet hen ad vejen. Nu døde Laurits jo efter 38 timer, så den vej var ikke lang nok til, at jeg blev fortrolig med ham. Derfor husker jeg først og fremmest en enorm æresfølelse, benovelse og respekt overfor den unge, som var kommet ud af min mave. TÆNK at det var ham, der havde ligget derinde?! Han var bare så vigtig... der var ikke noget mere vigtigt i hele universet end den lille fyr, som jeg første gang så, da han lå koblet til alt muligt hospitalshejs. Jeg skulle passe sådan på. Jeg var hans mor, for pokker. Det var meget mærkeligt, og efter at have rørt ham, nusset lidt og sådan, var der ikke så meget andet at gøre, end at heppe på den måler, der skulle vise, om han begyndte at ilte blodet ordentligt. Det gik ikke helt godt med det projekt. Dengang han kom op på vores stue for at dø sad respekten helt oppe i halsen på mig. Bl.a. derfor blev jeg faktisk også lidt bange for ham, da hans døde krop begyndte at lave lyde. Jeg kunne desværre ikke sove med ham på stuen. Jeg turde ikke. Jeg blev totalt irrationel og bange for, at han ville slå øjnene op midt om natten og ligge og stirre på mig. Han nåede kun at smugkigge lidt på mig med det ene øje, da han var i live. Vi ville bare så gerne have set de øjne! Da han var død åbnede jeg derfor hans ene øje, men uh... det var lidt skræmmende, for han var så død.

Hm... det blev vist lidt rodet det her. Men det gjorde godt at lade tankerne løbe ud af fingrene. Jeg nåede ikke helt til at svare på, hvordan det går med Laurits i mine tosse-tanker. Måske kan jeg ikke helt greje det. Det er også ved at blive tredje jul uden Laurits, og det kan jeg godt mærke som et udefinerbart pres (altså ikke at det er tredje, men bare at det er). Jeg orker næsten ikke den tristhed, der ligger i hans selvfølgelige fravær. Kan man mon lave en ordning med, at gud er babysitter juleaften...?

6 kommentarer:

Alphafeen sagde ...

...det var dejligt at høre om hvordan det går med Laurits :)

Britte sagde ...

Jamen jeg fik da svar på mit spørgsmål om, hvordan det rent faktisk GÅR med ham der Laurits....

Du er fantastisk!
Intet mindre...

Maomis sagde ...

Det er altid godt at høre om den dejlige lille dreng. Og så elsker det billede med ham og dig. Det er tydeligt at I hører sammen – for altid!

Anonym sagde ...

Du evner om nogen at få tårerne frem i mine øjne. Du kan noget helt særligt med dine ord, der i den grad rører ved mine følelser.

Jeg betages af din tilgang til sorgen og ikke mindst af din måde, hvorpå du veksler mellem stærk smerte, afklarethed og humor. Det er træk, jeg i den grad tiltrækkes af.

Du evner at skrive om Laurits, så han bliver nærværende. Jeg kan mærke ham, helt tydeligt og jeg bliver sgu så glad over, at du deler ham med mig. Virkelig deler.

Tak.

Anonym sagde ...

Har svært ved at finde ordene Heidi. Hopper med på Frederikkes kommentar. Er helt enig der. Jeg har ville skrive længe, også på dit forrige indlæg. Har bare været lidt i minus her på det sidste, både med tid, overskud og ord.

Du er ikke mindre end fantstisk Heidi og du er "dygtig" til det der sorg. Og samtidig tænker jeg at det er noget pjat at skrive, for kan man været dygtig til det? Men det syntes jeg nu at du er!

Jeg håber at i får en dejlig jul med hinanden og jeres skønne unge Laurits. Hvis jeg får et ønske her til jul, så vil jeg ønske for jer at til næste jul får en lillebrøster til Laurits!

kram og tanker og medvind fra mig

Heidi sagde ...

Det er bare så dejligt, når nogen vil kigge med og kende Laurits lidt. Tusind tak!