Velkendt nederlag

For tre dage siden havde jeg det som beskrevet nedenfor. I dag har jeg det anderledes. I dag har jeg det ok. Jeg er en lille smule i tvivl om det virker for pivet og klynket at udgive nedenstående indlæg... men hvis der er noget jeg har lært gennem de sidste 2½ år, så er det jo at være ærlig overfor alle de forskellige følelser, der dukker op. En del af mig er pivet og sårbar omkring det her barnløshed, og en anden del af mig bliver lidt lalleglad og trodsig. Jeg ønsker så uendelig stærkt at dele min krop med en lille menneske-snylter, men nu hvor jeg åbentbart ikke skal, så er det også rart at få min krop igen.

---

Det er så forbandet hårdt at blive sat tilbage gang på gang. Jeg er så træt af det hele. For første gang i 2½ år var vi nået ud på lidt ukendt, spændende og håbefuld grund. Det virkede som om, at verden og fremtiden åbnede sig. Sådan havde jeg det i begyndelsen af denne uge, for jeg har aldrig prøvet at nå til dag 12 efter ægoplægning uden at bløde. Men dag 13... så faldt jeg tilbage i en alt for velkendt verden med begyndende menstruation, negativ graviditetstest og en kæmpe, vred klump i maven. Jeg imploderer snart! Det hele syrer bare til i mig, og fremtiden, som ellers lige var begyndt at være der, der forude for mit indre blik - ja, den forsvinder bare i en tåge igen. Efter Laurits' død har det været svært nok i det hele taget at indrette sig nogenlunde lykkeligt igen, og når vi så bare skal have negative oplevelser gang på gang i forbindelse med at række håbefuldt ud efter flere børn, så... AARRrHG! Så bliver jeg sgu sur!

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Bo. Ham kan jeg dele alt med, og den kærlighed er det vigtigste i mit liv, vil altid være det. Men hvor gør det også bare ondt at se samme smerte i ham. Han havde ligefrem troet på en graviditet denne gang. Han havde sgu givet sig selv helt lov til at føle spænding og glæde, den modig mand. Men så bliver han bare jordet. Det er ikke i orden! Vi var begge meget kede og vrede i går og jeg mangler et sted at rette den vrede hen. Hvorfor får vi ikke børn?? Sådan nogen levende OG levedygtige børn. Hvad er det vi gør galt eller mangler at gøre? Hvem er det, der bestemmer her? Hvad går galt? Er min krop uimodtagelig for kunstig befrugtning? Passer vores genpuljer virkelig så dårligt sammen, at vi ikke "må" få børn? Altså, selvom vi begge er vokset op på sydsjælland, så ER vi sgu fandme ikke i familie, så det rene indavl er her altså ikke tale om!! Jeg kan ikke få det til at gå op... På den ene side føler jeg mig nemlig sund og stærk. Jeg føler f.eks., at der må have været et ret stærkt og sundt samspil mellem min og Laurits' kroppe på trods af en helt dødelig sygdom. Min krop kunne jo bare have afbrudt graviditeten helt i starten. Det kan den nemlig godt finde ud af, har jeg lært. To gange efterfølgende har jeg jo været gravid. Den ene gang så langt at der var hjerteblink, og den anden bare en såkaldt biokemisk graviditet. Den overstimulering jeg havde i sidste uge klarede min krop også godt. For en uge siden havde jeg det virkelig ikke godt, var 5 kg. tungere af vand og lå på Riget. Men min krop klarede det ret hurtigt med at rette sig op, og balancen mellem proteiner og væske i blodet fungerede fint på trods. Jeg gjorde også hvad jeg kunne; drak op til 4 liter i døgnet, selvom det virker helt forkert, når ens mave er spilet ud af væske. Men det hjalp den gode, rensende proces i gang. Nu er alle de forstyrrende hormoner helt ude af min krop (for ellers havde graviditetstesten vist bare lidt positiv i går) og jeg er normal igen... bortset fra, at jeg ikke blev gravid af, at et fint og befrugtet æg blev lagt pænt tilbage lige der, hvor det skulle ligge og gro. Hvor normalt er mon det?

Jeg kan ikke bruge andres historier, andres normaler eller unormaler til noget lige nu. For os er normalen blevet, at jeg ikke bliver gravid eller bliver det en sjælden gang i mellem for blot at abortere. Jeg ved godt, at det utroligste kan lade sig gøre og det håber jeg da også på kan ske for os. Det virker dog temmelig eventyragtigt og naivt at tro på noget lige nu. Jeg ved også godt, at rigtig mange omkring os har det meget svært ved at se os håbløse, for ingen ønsker at se håbløsheden hos andre. Men det er noget vi må igennem... i hvert fald noget jeg har behov for at se i øjnene, for at rejse mig igen. Og vi skal nok rejse os, det gør man jo.