tirsdag den 27. november 2007

En studiearbejdspause

Lige for tiden skriver jeg opgave, så der bliver ikke opdateret så meget herinde. Jeg skal virkelig strenge mig an for at skrive om visuel kultur fremfor om Laurits, men det er ok. Jeg vil jo også gerne være studerende, og det er vel ok, at det er sværere at skrive opgave end at være mor. I denne uge holder Bo ferie og støtter, læser, kommenterer kritisk og den slags. Det er helt fantastisk! Han er en god mand! Men han kunne godt være lidt hurtigere med kaffekanden...

Mens mor her (og far der) studiearbejder, er Laurits og vennerne i gang med at designe årets snefnug. Jeg tror det bliver noget med sirlige krystaller symmetriske på kryds og tværs. Men hvem ved?? Måske kommer de i farver i år?
;-p

mandag den 19. november 2007

Englefjer

Jeg kan simpelthen ikke se en lille, hvid fjer uden at tænke på Laurits - Laurits og hans venner, som flyver, flagrer, drysser, pusler og tumler omkring i mit liv. Da jeg forleden kom til at støvsuge sådan en Lauritsfjer op fra hans plads i vindueskarmen, så sagde jeg til mig selv, at der nok ville komme andre fjer pludseligt dalende min vej. Det var sgu ikke noget at blive ked af! Lidt ligesom, hvis jeg var kommet til at sætte måsen oveni en perleplade han havde lavet, så den blev mast til perler igen. Så ville han jo bare kunne lave en ny. Hvis han nu var blevet ked af det, så var sagen selvfølgelig anderledes, men det måtte vel være min moderopgave med tiden at lære knægten, at det faktisk ikke er de materielle ting, som tæller. Jeg ville også så gerne have forsøgt at lære Laurits kunsten at leve i nuet, at skabe, at gå skridtet videre, fremfor at lade sig bremse af fortiden. Ikke fordi jeg er så god til det, men han måtte gerne være blevet bedre...

Tja, en fjer er ikke bare en fjer lige pludselig, men kommer til at symbolisere så meget og ikke mindst den måde, hvorpå jeg gerne vil give slip på Laurits. Jeg vil nemlig gerne slippe ham fri. Flyv, min lille engledreng! Det er noget ganske andet end at glemme, smide hans ting ud, eller tage hans billeder væk!!! Det er bare følelsen af, at han er sig selv, en ener, som skal gøre sit og ikke mit.

Der er selvfølgelig også forskel på de fysiske minder. Det ville være torskedumt at tro, at jeg ikke ville fortryde bittert, hvis jeg kom til at "støvsuge" hele min computer med Laurits billeder op. Jeg nyder, værner om, bruger og varmes ved de billeder vi har af vores dreng, og dem kan jeg ikke forstille mig at leve uden. Jeg ved godt at det kan lade sig gøre, men jeg ser ingen mening i at prøve, så de billeder bliver gemt, kopieret, fremkaldt, gemt og atter sikkerhedskopieret! De har også allerede overlevet ét harddisk-sammenbrud, så jeg har virkelig haft brug for de kopier. Hans hårtot værner vi også om - nidkært, hedder det vist. Sådan noget som fjer og traner er til gengæld noget, som kommer og går - eller flyver forbi for en stund.

Hvad angår mit lillebitte tab af englefjeren forleden, så skete der noget fantastisk. I hvert fald fantastisk for mig. Fredag aften sagde Bo pludselig, at jeg skulle gå helt, helt stille hen og se mig i spejlet med ryggen til. Han fik hurtigt understreget, at det ikke handlede om den kæmpe, klamme edderkop, som min fantasi på et splitsekund havde opdigtet. Og Bo kender mig efterhånden ret godt, så han nåede sgu at sige det umiddelbart inden en panikangst protesteren kom over mine læber! Og ja... der sad så en fin, lille, hvid fjer. Ih, hvor blev jeg glad! Hvor kom den dog pludselig fra? Vi har kun puder med kunstigt fyld. Det kan helt teoretisk godt være, at fjeren havde sat sig fast på mit tøj ude hos Katja, Kim og Alicia... Men i så fald var det jo en Natalina-fjer. En englefjer var det nemlig helt sikkert og indtil videre ligger den i vindueskarmen.

torsdag den 15. november 2007

Er jeg virkelig tosset?

Er man helt gak-gak, når man opdager, at man går rundt og fører dialoger inde i sit hoved, mens man gør rent? Jeg fik lige argumenteret godt og grundigt for, hvorfor jeg ikke har i sinde at prøve at glemme, at Laurits blev lagt i en kiste. Ja, det er en længere historie, men det gider jeg ikke rode mig ud i her. Fik også lige rundet, at der på den ene side ikke noget som helst helligt over Laurits (han var jo bare et simpelt menneske), men der er bare heller ikke noget u-helligt over ham. Han er jo ikke kun kedelig aske i en urne nu, for han var heller ikke kun en kedelig krop, da han levede. Han var jo vores barn, og det er han stadig, selvom han er død.

Da jeg svingede støvsugeren hen over vindueskarmen, slugte den en fin lille fjer, som jeg fik af Laurits forleden. Aj nej! Men så var det jeg hurtigt blev enig med mig selv om, at jeg i hvert fald ikke er så tosset, at jeg ville rode støvsugeposen igennem for den! Der kommer sgu nok en ny fjer dalende en dag, og det er da heller ikke dem alle jeg behøver at gemme. Faktisk har jeg kun gemt én anden. Så heeeeelt gak er jeg da ikke - vel?
:-)

lørdag den 10. november 2007

Jeg har brug for begge dele

Når man får et barn, som er skævt, dødsyg, plastret til på næsen for at holde en respiratortube på plads, som man skal have hjælp til for at holde, som dør, bliver lidt grå, lilla og kold og som man skal putte godt til rette i en babykiste - så har man brug for at tale om netop det. Det havde og har jeg i hvert fald. Man glemmer det aldrig, og jeg har ikke i sinde at forsøge noget så omsonst. Desværre er det billeder af en død dreng jeg må vise, når jeg vil vise folk, hvordan Laurits egentlig så ud uden plastret. Det er jeg da ked af. Det er jeg fandme ked af! For jeg ville da meget hellere vise billeder af en lille spruttende, panderynkende, smilende og grædende bassedreng. Det som vi har, skulle have været billeder af Laurits, der var nyfødt og i "sikker" favn. Billeder af, hvordan han kom op på maven hos moar og fik sit første måltid. Billeder af en stolt, stolt far med knægten på armen og billeder af Laurits på runde hos vores kære. Vores billeder er desværre af den slags, som kan få folk til at bryde grædende sammen og få lyst til at klappe albummet i. Meeeeen, der gemmer sig jo noget mere derinde bagved. Bag plastret lå Laurits faktisk og var skøn og nyfødt. Han var da ikke specielt meget grimmere end andre nyfødte børn. Og jeg synes sjovt nok, at han var den smukkeste, trods hævelse, skæv hage og stik-kontakt-tud. Og efter døden var han faktisk også meget fredfyldt og smuk... Han var gul, stiv og død - og lilla "i bunden", hvor alt det døde blod var faldet ned - men han var også så fantastisk, og det værste var overstået, så han led ikke længere. Han var stadig vores søn på 2600 gram og 46 cm. Han lignede stadig sin far og vi kunne stadig kysse på ham. Han havde så kære hænder, så søde fødder. Det var ubærligt at se ham død, men han var stadig genstanden for al den kærlighed, som bare strømmede ud fra der, hvor den nu gør (og stadig, altid gør). Ja, det er sgu lidt svært at begribe hele pakken, og nu har vi snart haft 1½ år til at vænne os...

Jeg har brug for at tage alting helt ind, alle detaljer omkring Laurits, selvom det beskriver et forløb, som ender i total-tabuet; døden. For Laurits var et rigtigt menneske, og alle mennesker starter i hvert fald som noget ret fantastisk og unikt. Det var helt tydeligt med Laurits. Jeg har brug for at være helt klar omkring, at han blev obduceret, (skåret op, pillet lidt fra hinanden og pænt lappet sammen igen), at han blev brændt til der kun var aske tilbage og at netop den aske ligger i en urne nede i jorden et sted lige ud for Laurits togførers grav på ny sydvestlig urnefællesgrav på Holmens kirkegård! Jeg ved 100 % klart inde i mit hoved, at han aldrig nogensinde kommer tilbage og at jeg aldrig kan gøre noget for ham mere. Men med den realitet i bagagen kan jeg også mærke, at der heldigvis er noget mere, og at Laurits heldigvis ikke bare er en hændelse, som vi skal have overstået. Døden har ikke det sidste ord, som Laurits' præst (Lotte Mørk) siger det. Den første gang jeg hørte det kunne jeg ikke bruge det til en skid, men det har sjovt nok hægtet sig fast, og dukker ofte op i mine tanker.



Det mere som er, har jeg også rigtig meget brug for. Jeg har brug for fantasi, forestillinger, tankespind. Jeg har brug for at sige; gad vide, om Laurits ville have tabt sit søde krøllehår i løbet af de første måneder? Gad vide, om han ville have været så blid og madglad som sin far (det siger Laurits' farmor at Bo var)? Gad vide, om Laurits og Alexander ville have haft mange fællestræk? Gad vide, om Oline og Amalie ville have været lidt jaloux eller lidt forelskede - eller lidt en blanding? Gad vide hvornår, han ville have været stor nok til at passe de fine striktrøjer hans mormor har lavet til ham? Gad vide, hvornår William, Anna og Johanne kunne have passet ham for første gang, og gad vide, om han ville have arvet personlighedstræk fra dem? Jeg har også meget brug for at gå ud af "tosse-tangenten" og fable løs om, hvor han er nu. Der er sgu da ingen, som kan give et svar, så nu hvor jeg er Laurits' mor, må mit bud være mindst lige så godt som alle andres. Jeg har brug for at sige ER om Laurits, og ikke kun var eller skulle have været. Som forældre giver det aldrig mening at sige var om sit barn, uden at der også følger et er. Så Laurits er blevet til en engel med englevenner. Han er lige så perfekt elskelig, som ethvert barn jeg nogensinde har holdt i mine arme - ganget med 10000000!! For jeg er jo hans moar ;-)


Jeg kan såmænd godt høre, at det bliver lidt pusse-nusse-engle-agtigt nogen gange. Men det er nok ikke værre, end det kan være med levende børn nu til dags? Men jeg er da med på at kalde Laurits for en krævende lille unge, en (herlig) møgunge og andet i den dur. Jeg ville faktisk ønske, at jeg kunne sige, at jeg blev træt af ham af og til, men det har jeg endnu ikke oplevet. Jeg tror, at børn skal trække vejret, før det sker...? Jeg har virkelig aldrig været træt af at være mor til Laurits. Kun af, at han er død. Det kan godt pine mig lidt på en underlig måde, for jeg tror, at det kan være svært for andre at komme ind i mit lidt diffuse Laurits-univers med englefjer og stearinlys? Men Laurits er - nå ja var - også et barn. Sådan et, som skulle have skidt, skreget og testet grænser.


Måske kan man bryde grænserne lidt mere mellem var og er? Måske kan Laurits godt være en lidt mere beskidt engel? Er det det, som skal til, for at folk kan tale mere med? Hm... nej, det er nok ikke det. Det er nok bare svært at tale om en, som er død. Der er ikke så mange som drives af umiddelbar lyst til at tale om syge, døde, grågule, brændte lig-børn eller om perfekte englebørn. Men dem jeg har omkring mig som gør - dem deler jeg det inderste og vigtigste med, og det gør mig godtnok glad! At spæne ud af tosse-tangenten giver mig luft og ro i mit sind. Som ilt efter en dukkert, som varme i røven efter en iskold fisketur, som søvn ovenpå hårdt, fysisk arbejde.

En dejlig overraskelse

I dag er en skøn dag! Vi kunne sove længe, hvilket var stærkt tiltrængt for især Bo, og vi skulle ud og møde Katja og Kims lille grisling for første gang. Hold op, hvor var hun bare sød og dejlig!! Helt ubeskrivelig... Det var ikke hårdt eller smertefuldt at se, høre, røre og holde. Det gav bare så meget god mening at gøre netop det, og at se kærligheden lyse i Katja og Kims øjne. Og selvfølgelig skreg alt i min krop på at få sådan en skøn lille skabning af eget kød og blod, men det gør det jo alligevel. Og fordi Laurits er en helt naturlig selvfølgelighed i selskab med Katja og Kim og alle de andre "engleforældre" vi kender, så var det bare deeeeeeejligt.

Efter barselsbesøg skulle vi have været ude at fiske, men blev lige lynhurtigt enige om, at vi hellere ville et smut indenom kirkegården. Og der fik vi os en rigtig rar overraskelse. Nå ja, først en mindre rar, da der lige var blevet ryddet op på blomsterpladsen ved ankeret, og alle Laurits' små ting derfor var væk. Vi ved godt, at det sker hele tiden, men en gang i mellem er det bare så trist, når man lige har stillet noget, som så er væk to-tre dage efter. Denne gang havde vi lige sat en halloween-pynte-pind fra Johannes' mor og India og Rajas mor havde været med en vindmølle. Begge dele var nu væk - øv!! Væk var også de traner, som William, Anna og Johanne havde sat, men de havde faktisk stået i ret lang tid, og hver gang havde vi nydt at se dem.

Bedst som vi var i gang med at skule, skumle, brokke og rode lidt rundt nede under ankeret, hvor der dog stadig gemte sig to sølle blå traner, så dukkede der pludselig et gravlys frem... Laurits' gravlys! Vores gravlys, som vi havde tændt for ham for snart et halvt år siden til hans minde-fødselsdag. Lyset må have været trillet ind under ankeret og gartnerne har overset det i al den tid. Eller... Laurits har gemt det godt og grundigt, fordi det lige netop var et lys tændt med uendelig kærlighed fra os, hans forældre, til ham. Det gjorde mig i hvert fald så fantastisk glad at kunne tænde netop det lys igen for vores lille dreng. Uanset hvor kold og rå verden ter sig nogle gange, så kan den aldrig slukke for min engle-mor-meningsskabende flamme indeni!

fredag den 9. november 2007

Om at være studerende, frustreret, forvirret og forundret

Pludselig føler jeg mig så fanget ind i verden. Den smadrer mig bare igennem en strøm af begivenheder, og når jeg har ro (hvad egentlig ikke er så sjældent), så er det kun fordi orkanens øje tilfældigvis har rettet blikket mod mig, så den kan more sig over, hvor viklet jeg er blevet. Alt er blevet så dobbelttydigt, så modsatrettet, og nogle gange ved jeg bare ikke, om jeg har kapacitet til at rumme det hele.

Jeg har på den ene side udviklet en evne til at dreje alt ind på ’noget om Laurits’, for man kan vel ikke leve med noget så stort i snart halvandet år, uden at der sker en tilvænning, udvikling og fokusering. Desuden er det også bare mit perspektiv, og det føler jeg på ingen måde, at jeg har valgt! Men på den anden side, så synes jeg også, at jeg har udviklet evnen til have det ok med andre ting end Laurits. Nu kan jeg sagtens lave andet end at tænke på ham og på 22./23. maj 2006 hele tiden.

Når jeg så laver andre ting, som at studere og virkelig forsøge at trække mig med slatne arme (der ikke er blevet trænet stærke af at bære rundt på min lille dreng) op ad rebet mod specialet der på toppen, så filtrer rebet i mine ben, vikler sig om kroppen, vender min bund i vejret og fanger mig i verden, der lige tager en smadretur igen. Pis!! Og er det faktisk en galgelykke, som venter der på bakketoppen – for enden af rebet? Jeg er fandeme ikke bange for døden, den kan bare komme an!! Selvfølgelig vil jeg ikke dø og jeg vil ikke have, at der nogensinde er flere af mine kære, som dør. Men jeg har et uafklaret opgør med den forbandede død. Der var ingen kamp, den kom på den mest nederdrægtige måde bare snigende til trods for den totalt voldsomme og chokerende virkelighed, som Bo, Laurits og jeg var blevet sparket ind i, i løbet af en læges sørgelige budskabs tid: ”…der er ingen nyrefunktion, så nej, han kan ikke overleve”. Jeg fik ikke lov til at kæmpe for mit barn, fik ikke lov til at stritte imod, slå ondt ihjel, påtage mig smerten, give ham min ene nyre eller noget som helst i den retning. Jeg fik bare lov til at ligge der sammen med Bo og holde om Laurits, indtil døden havde listet af sted med vores drømmes håb af en lille dreng. Den forbandede død kan bare sige til, når den vil have et lag tæsk – så skal jeg eddermaneme nok være klar!!!

Når jeg så sidder her på biblioteket i den helt almindelige verden og læser helt almindeligt langsomt og forsøger at skrive almindelige opgaver, så filtrer rebet og fanger mig i verden. For to år siden havde jeg et fag, der hed ”Usynlige Byer”, hvor jeg især beskæftigede mig med tanker om idealbyer og nostalgi. Det var naturligvis med en kritisk vinkel ;-) Nostalgi… hvorfor længes mod noget tidligere, hvorfor ikke se fremad og leve i nuet? Hm, tjaeh… hvorfor mon??? Og her flår dobbeltheden, det modsatrettede, virkelig mine tanker fra hinandens meninger. Jeg synes nemlig overhovedet ikke, at man skal dyrke nostalgien. Det kan i hvert fald resultere i en forfærdelig gang klister, der lægger sig kvælende over initiativ, glæde, iderigdomme, selvstændighed og liv. Men jeg længes samtidig så uendeligt stærkt tilbage til dengang, da Laurits var levende. Hvordan kan jeg andet? Man siger jo, at man skal give slip på den døde, og det synes jeg også, at jeg har gjort med Laurits. Mange gange. Først måtte jeg slippe ham lidt inden jeg overhovedet havde set ham efter kejsersnittet (der gik ca. 3 timer fra fødslen før jeg så Laurits). Senere måtte Bo og jeg gå fra ham for at sove og spise lidt. En række af ”afskeder” kom efter vi havde fået beskeden om, at døden var på vej. Det blev både første og sidste gang vi så Laurits sammen med familie, sidste gang vi så ham på neonatalafdelingen, sidste gang vi havde ham levende i vores arme, første og sidste gang han fik sit eget tøj på, sidste farvel-kys, sidste billede inden Bo skruede låget på kisten, sidste gang vi rørte kisten på den sidste dag hans krop fra vores kroppe eksisterede i verden.

Jeg forsøger nu via studiet at arbejde lidt videre ud fra temaet om idealbyer og har fokus på den nye Ørestad, som er ved at blive bygget. Liv i en by og ”det gode liv”… hvilke tankestrenge mon det åbner i min hjerne??? Kan jeg nogensinde høre ordet liv uden at tænke død igen? Jeg synes, at teorier om det virtuelle, det imaginære, vores forestillinger i det hele taget er rigtig spændende. Det er for pokker langt hen ad vejen mellem vores ører, at det egentlige væsentlige foregår. Så smadres jeg af sted igen og føler mig totalt (mis?)brugt af virkeligheden, der bruger min Laurits som en syg joke af et eksempel. Laurits er virtuel, imaginær og en forestilling. Men som jeg gang på gang vender tilbage til og vikler mig en smule ud af rebet ved, så VAR han her sgu! Det er ikke bare noget jeg har fundet på. Og han var sin helt egen.

Jeg kan sidde i timevis og hakke frem og tilbage mellem tekster og noter uden af få skrevet noget særligt til mine opgaver, men så snart jeg starter et dokument for at få luft for tanker om Laurits, liv, død… ja, så har jeg lynhurtigt rablet to sider af, for der føler jeg mig sgu hjemme i pensum. Jeg ville fandeme ønske, at jeg bare kunne aflevere min dagbog som speciale!

Så er det der igen! Jeg sidder dybt begravet (nå ja, måske ikke flere meter dybt, men en halv meters penge. Jeg skal jo ikke forsvinde, og der skal ikke være for langt, når jeg lige om lidt hopper op, for at få en kop kaffe nede i cafeen). Men altså, jeg sidder og læser en artikel, der hedder Capitalism and the City, og i den henviser forfatteren til en fransk filosof (Emmanuel Levinas), som har skrevet noget i retning af at; ”når en persons oplevelser bliver så komplekse, at det er flertydigt og åbent, så har man brug for andre, andre man ikke kender”.
Jamen, det er jo præcis det, som jeg synes vi har oplevet med forældregruppen. Hvad skulle jeg have gjort uden jer??? Det får mig også til at tænke på en bid fra en Peter Gabriel sang: ”all the strangers look like family, all the family look so strange”. Men der er vel heller ikke noget at sige til, at det hele ser lidt mærkeligt ud, når man hænger med bunden i vejret nogen gange?

Jeg synes ikke, at jeg har været ved at miste mig selv efter at Laurits døde. Men der er da godt nok sket forandringer. Jeg har forsøgt at være klar, at være til stede, se realiteterne i øjnene osv. Alligevel kan jeg godt få fornemmelsen af, at der blevet lukket fuldstændigt ned for noget meget centralt i min hjerne. Grundvolden blev jo rystet, som man siger. Det betyder, at jeg på en og samme tid kan føle den største styrke og sikkerhed, fordi jeg trods alt overlevede og trods alt fik Laurits, men samtidig kan blive så grundlæggende i tvivl om alt. Man taler om en ”nyorienterings-fase” indenfor sorgarbejdet. En fase, hvor man igen kan se ud i verden og fremad. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor jeg stejler lidt over det… men jeg gider da ikke være en ”helt normal sørgende i nyorienteringsfasen”. Der er ikke noget normalt over, at Laurits er død, for det lugter alt for meget af accept, mening. Det er så let for alle andre at bruge accept til at komme videre… tror jeg. Måske er det bare noget jeg tror?? En dødserfaren mand (hospitalspræst) sagde engang, at det var som at indtage et sandhedsserum, når man mistede sit barn. Sådan har jeg det ofte, når jeg synes at kunne gennemskue spil og facader. Men jeg er jo ikke bedre end andre (!), så jeg kan slet ikke altid finde ud af at reagere ud fra det. Nogle gange tænker jeg så også på, om jeg bare er blevet så blottet og åben, at alle andre kan se, hvor hjælpeløs og indfanget jeg nogle gange dingler i rebet? Måske er det, der føles som en monsterkamp og uendelig lang vej for mig, meget simpelt at gennemskue for alle andre?



Endnu engang et sammenfald, eller endnu engang et sted i min studielæsning, hvor jeg drejes ind på Laurits…
Denne gang meget direkte. Jeg læser om udviklingen af det moderne menneskes angst for at udstille sig i det offentlige rum, og i den forbindelse, hvordan hjemmet og offentligheden i relation til hinanden har udviklet sig. Det er bl.a. noget med, at kristendommen kaster lange skygger over vores måde at opfatte hjemmet som noget rumligt, der står direkte i forbindelse til, hvem man virkelig er. Hjemme søger man indad, hjemme slapper man af og kan være sig selv i modsætning til i det offentlige rum. Det med skyggerne er noget med, at det dog ikke nytter noget at afskære sig totalt, at fornægte den fysiske verden, fordi det netop er i mødet med verden, at man skal forstå sig selv. Men hjemmet er altså en fysisk tryg base, som også beskytter mod gadens farlige liv og især er det vigtigt at have hjem og beskyttelse i de helt unge år, hvor ens personlighed dannes. Dette var dog ikke tidligere en naturlig overbevisning for mennesker ”… som udviste en i vore øjne chokerende ligegyldighed over for børnene. Det faktum, at så mange børn i l’ancien régime døde før de nåede skelsår og alder, havde en afdæmpende virkning på nære følelser over for dem. Med forbedringer i barneplejen og med medicinske fremskridt såsom vaccinationer, blev det følelsesmæssigt mindre farligt at gå intenst op i sine børns velbefindende”. (Suk, begynd)… hvorfor er vi dog stadig så farvede af den opfattelse og den angst? Så farvede, at langt de fleste af os reagerer med at afvise og negligere et dødt spædbarn, endda gerne på vegne af modige, kærlige forældre, som sagtens kan mærke kærligheden boble og briste på samme tid indeni. Med mindre vi altså selv har fået den bitre erfaring… (suk, slut).

Og så for at det ikke skal være løgn, så sidder der her på læsesalen en fiks lægestuderende, som lige synes, at det er passende at tage sit håndholdte kranie med på læsesalen. Oppe på forreste række på toppen af en stak bøger smiler denne plastikklump ned til alle os andre. Hm… det matcher jo mit sorte tørklæde med dødningehoveder på ;-) Jeg håber hun bliver en god læge og at hun kan være med til at redde nogle små børns liv. Hun ved sikkert ikke, hvad døden egentlig er endnu. Hun prøver måske at læse sig ind på den…? Nej, jeg er ikke forarget. Eller er jeg? Jeg ved det sgu ikke rigtig. Jeg, som ikke er bange for døden bliver i hvert fald ikke skræmt af et skide plastikkranie, men det trykker nok bare på nogle ømme punkter i mit indre, fordi død ikke længere er et abstrakt fænomen for enden af et lykkeligt liv, men en del af min søns identitet.

Hihi, nu er der kl. 13 musik i højtalerne! Sådan er det vist bare hernede på diamanten. I dag er det med dyrelyde; ”muuuh, piv, mif, øf!”. Det er sgu syret at være studerende med en død unge på den mentale skulder!! – og ja, jeg er ret sikker på, at musikken kommer fra højtalerne, og ikke bare inde fra mit hoved.

onsdag den 7. november 2007

Et tilløb

Jeg har skrevet et indlæg, som jeg har gået og gemt lidt på. Den ene dag tænker jeg, at DET skal i hvert fald ikke udgives og den næste tænker jeg, at det skal det i hvert fald! Sådan er det måske bare at blogge? Og at være mor? Og at have følelser? Det bliver dog ikke i dag det indlæg kommer på bloggen, for jeg skal liiiiige have læst det igennem en ekstra gang, og trave tankerne forbi den sidste række af nej-jo-nej-jo-nej-jo ;-)
Desuden har dagen i dag været præget af noget helt specielt og fantastisk; nemlig lille-grisens fødsel! Den fødsel gør mig nærmest ordløs lige nu, for det er bare så stort...

søndag den 4. november 2007

Alle helgens dag

For anden gang har vi har siddet i Vor Frue kirke med øjne, der var våde helt ud på kinderne og hørt Laurits' navn læst op i en alt, alt, ALT for lang liste af andre små, døde børns navne. Det var vidunderligt stærkt at høre: "Laurits Breiner Frandsen, 23. maj 2006". Jeg tror, at jeg for en gangs skyld vil undlade at beskrive det som et både-og, for jeg føler virkelig, at hele pointen med at gå til den gudstjeneste er, at den dag, sammen med de mennesker, med præst Tom Kjærs sande ord om meningsløsheden - der og da er det bare stærkt og rigtigt. Der og da kan man bare være i sorgen 100 %, for alle de forfærdeligt mange andre mennesker, som sidder rundt om en er også i den sorg og forventer ikke andet. Jeg havde glemt at tage tudeklude med (altså, hvor urutineret må man have lov at være, tsk-tsk-tsk! Bliver jeg også sådan en mor, som glemmer bleer???), men hende ved siden af stak mig selvfølgelig bare en.

Det var forfærdeligt men rigtigt -dvs. rigtig forfærdeligt - at høre Laurits som en del af så stor en flok! At høre næsten alle hans venners navne trykkede lige en ekstra gang omkring hjertet, men det gjorde mig også ondt at høre, at så mange har oplevet at miste flere gange... Måske er det også fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor Bo og jeg står i den forbindelse? Når jeg forhåbentlig inden for en overskuelig fremtid skal til journalskrivning hos min læge i forbindelse med ny graviditet, så vil det jo være tredje gang. Der har ikke bare været snart halvandet år med savn og sorg efter Laurits, der har også været nyt håb, ængstelse, brændende ønske, glæde og desværre smerte og skuffelse ved en anden graviditet. Skulle vi også have skrevet vores lille Frøns fra i sommer på listen i dag? Nej, det synes vi ikke. For os er der en forskel på Laurits og Frønsen. Det er meeeeega svært at forklare, så det vil jeg faktisk ikke forsøge her. Men alligevel gav det meget god mening, at da vi efter hele halløjet gik op til koret og kiggede på de to lys vi satte for Laurits før gudstjenesten - ja, så brændte det ene for fuld hammer og det andet for halvfuld hammer. Så det ene brændte nok lidt for to...














Jeg læste i Stjernen (Landsforeningens blad), at på Alle Helgens dag fejrer man dødsdagen, fordi det er her sjælen forenes med Gud. Hm... det ved jeg sgu ikke rigtig om jeg er med på. Jeg kommer aldrig til at fejre Laurits' dødsdag! Men jeg vil gerne markere den, for den er bare en del af mit liv. Og jeg må indrømme, at jeg f.eks. finder en vis trøst ved at tænke på, at Laurits ikke er helt alene, der hvor han er. Han har altså de bedste, smukkeste, søøøøødeste, skønneste, elskeligste venner. Jeg kommer desværre aldrig til at give dem en venne-mors kram og "rusken" i håret, kommer aldrig til at forkæle dem med hjemmebagt kage eller tegnefilm på storskærmen. Jeg kommer heller ikke til at lære dem eller bare Laurits at fiske. Men jeg kan fiske! - Altså; jeg har muligheden for at gøre det. Jeg kan lokke Laurits' store far til at køre os ud til havet for at afprøve min splinternye fiskestang, så det gjorde jeg efter kirketiden i dag. Det var skønt og koldt og blev hurtigt mørkt. Vi fangede ikke noget og jeg kom godtnok også til at køre linen lidt skævt på, så jeg fik lavet lidt kludder i snøren. Men det var FEDT at kaste med min nye fiskestang og jeg glæder mig rigtig meget til at få en stor, lækker havørred på krogen for første gang. Og så glæder jeg mig også til at blive gravid - igen.