Englefjer

Jeg kan simpelthen ikke se en lille, hvid fjer uden at tænke på Laurits - Laurits og hans venner, som flyver, flagrer, drysser, pusler og tumler omkring i mit liv. Da jeg forleden kom til at støvsuge sådan en Lauritsfjer op fra hans plads i vindueskarmen, så sagde jeg til mig selv, at der nok ville komme andre fjer pludseligt dalende min vej. Det var sgu ikke noget at blive ked af! Lidt ligesom, hvis jeg var kommet til at sætte måsen oveni en perleplade han havde lavet, så den blev mast til perler igen. Så ville han jo bare kunne lave en ny. Hvis han nu var blevet ked af det, så var sagen selvfølgelig anderledes, men det måtte vel være min moderopgave med tiden at lære knægten, at det faktisk ikke er de materielle ting, som tæller. Jeg ville også så gerne have forsøgt at lære Laurits kunsten at leve i nuet, at skabe, at gå skridtet videre, fremfor at lade sig bremse af fortiden. Ikke fordi jeg er så god til det, men han måtte gerne være blevet bedre...

Tja, en fjer er ikke bare en fjer lige pludselig, men kommer til at symbolisere så meget og ikke mindst den måde, hvorpå jeg gerne vil give slip på Laurits. Jeg vil nemlig gerne slippe ham fri. Flyv, min lille engledreng! Det er noget ganske andet end at glemme, smide hans ting ud, eller tage hans billeder væk!!! Det er bare følelsen af, at han er sig selv, en ener, som skal gøre sit og ikke mit.

Der er selvfølgelig også forskel på de fysiske minder. Det ville være torskedumt at tro, at jeg ikke ville fortryde bittert, hvis jeg kom til at "støvsuge" hele min computer med Laurits billeder op. Jeg nyder, værner om, bruger og varmes ved de billeder vi har af vores dreng, og dem kan jeg ikke forstille mig at leve uden. Jeg ved godt at det kan lade sig gøre, men jeg ser ingen mening i at prøve, så de billeder bliver gemt, kopieret, fremkaldt, gemt og atter sikkerhedskopieret! De har også allerede overlevet ét harddisk-sammenbrud, så jeg har virkelig haft brug for de kopier. Hans hårtot værner vi også om - nidkært, hedder det vist. Sådan noget som fjer og traner er til gengæld noget, som kommer og går - eller flyver forbi for en stund.

Hvad angår mit lillebitte tab af englefjeren forleden, så skete der noget fantastisk. I hvert fald fantastisk for mig. Fredag aften sagde Bo pludselig, at jeg skulle gå helt, helt stille hen og se mig i spejlet med ryggen til. Han fik hurtigt understreget, at det ikke handlede om den kæmpe, klamme edderkop, som min fantasi på et splitsekund havde opdigtet. Og Bo kender mig efterhånden ret godt, så han nåede sgu at sige det umiddelbart inden en panikangst protesteren kom over mine læber! Og ja... der sad så en fin, lille, hvid fjer. Ih, hvor blev jeg glad! Hvor kom den dog pludselig fra? Vi har kun puder med kunstigt fyld. Det kan helt teoretisk godt være, at fjeren havde sat sig fast på mit tøj ude hos Katja, Kim og Alicia... Men i så fald var det jo en Natalina-fjer. En englefjer var det nemlig helt sikkert og indtil videre ligger den i vindueskarmen.