Om at være studerende, frustreret, forvirret og forundret

Pludselig føler jeg mig så fanget ind i verden. Den smadrer mig bare igennem en strøm af begivenheder, og når jeg har ro (hvad egentlig ikke er så sjældent), så er det kun fordi orkanens øje tilfældigvis har rettet blikket mod mig, så den kan more sig over, hvor viklet jeg er blevet. Alt er blevet så dobbelttydigt, så modsatrettet, og nogle gange ved jeg bare ikke, om jeg har kapacitet til at rumme det hele.

Jeg har på den ene side udviklet en evne til at dreje alt ind på ’noget om Laurits’, for man kan vel ikke leve med noget så stort i snart halvandet år, uden at der sker en tilvænning, udvikling og fokusering. Desuden er det også bare mit perspektiv, og det føler jeg på ingen måde, at jeg har valgt! Men på den anden side, så synes jeg også, at jeg har udviklet evnen til have det ok med andre ting end Laurits. Nu kan jeg sagtens lave andet end at tænke på ham og på 22./23. maj 2006 hele tiden.

Når jeg så laver andre ting, som at studere og virkelig forsøge at trække mig med slatne arme (der ikke er blevet trænet stærke af at bære rundt på min lille dreng) op ad rebet mod specialet der på toppen, så filtrer rebet i mine ben, vikler sig om kroppen, vender min bund i vejret og fanger mig i verden, der lige tager en smadretur igen. Pis!! Og er det faktisk en galgelykke, som venter der på bakketoppen – for enden af rebet? Jeg er fandeme ikke bange for døden, den kan bare komme an!! Selvfølgelig vil jeg ikke dø og jeg vil ikke have, at der nogensinde er flere af mine kære, som dør. Men jeg har et uafklaret opgør med den forbandede død. Der var ingen kamp, den kom på den mest nederdrægtige måde bare snigende til trods for den totalt voldsomme og chokerende virkelighed, som Bo, Laurits og jeg var blevet sparket ind i, i løbet af en læges sørgelige budskabs tid: ”…der er ingen nyrefunktion, så nej, han kan ikke overleve”. Jeg fik ikke lov til at kæmpe for mit barn, fik ikke lov til at stritte imod, slå ondt ihjel, påtage mig smerten, give ham min ene nyre eller noget som helst i den retning. Jeg fik bare lov til at ligge der sammen med Bo og holde om Laurits, indtil døden havde listet af sted med vores drømmes håb af en lille dreng. Den forbandede død kan bare sige til, når den vil have et lag tæsk – så skal jeg eddermaneme nok være klar!!!

Når jeg så sidder her på biblioteket i den helt almindelige verden og læser helt almindeligt langsomt og forsøger at skrive almindelige opgaver, så filtrer rebet og fanger mig i verden. For to år siden havde jeg et fag, der hed ”Usynlige Byer”, hvor jeg især beskæftigede mig med tanker om idealbyer og nostalgi. Det var naturligvis med en kritisk vinkel ;-) Nostalgi… hvorfor længes mod noget tidligere, hvorfor ikke se fremad og leve i nuet? Hm, tjaeh… hvorfor mon??? Og her flår dobbeltheden, det modsatrettede, virkelig mine tanker fra hinandens meninger. Jeg synes nemlig overhovedet ikke, at man skal dyrke nostalgien. Det kan i hvert fald resultere i en forfærdelig gang klister, der lægger sig kvælende over initiativ, glæde, iderigdomme, selvstændighed og liv. Men jeg længes samtidig så uendeligt stærkt tilbage til dengang, da Laurits var levende. Hvordan kan jeg andet? Man siger jo, at man skal give slip på den døde, og det synes jeg også, at jeg har gjort med Laurits. Mange gange. Først måtte jeg slippe ham lidt inden jeg overhovedet havde set ham efter kejsersnittet (der gik ca. 3 timer fra fødslen før jeg så Laurits). Senere måtte Bo og jeg gå fra ham for at sove og spise lidt. En række af ”afskeder” kom efter vi havde fået beskeden om, at døden var på vej. Det blev både første og sidste gang vi så Laurits sammen med familie, sidste gang vi så ham på neonatalafdelingen, sidste gang vi havde ham levende i vores arme, første og sidste gang han fik sit eget tøj på, sidste farvel-kys, sidste billede inden Bo skruede låget på kisten, sidste gang vi rørte kisten på den sidste dag hans krop fra vores kroppe eksisterede i verden.

Jeg forsøger nu via studiet at arbejde lidt videre ud fra temaet om idealbyer og har fokus på den nye Ørestad, som er ved at blive bygget. Liv i en by og ”det gode liv”… hvilke tankestrenge mon det åbner i min hjerne??? Kan jeg nogensinde høre ordet liv uden at tænke død igen? Jeg synes, at teorier om det virtuelle, det imaginære, vores forestillinger i det hele taget er rigtig spændende. Det er for pokker langt hen ad vejen mellem vores ører, at det egentlige væsentlige foregår. Så smadres jeg af sted igen og føler mig totalt (mis?)brugt af virkeligheden, der bruger min Laurits som en syg joke af et eksempel. Laurits er virtuel, imaginær og en forestilling. Men som jeg gang på gang vender tilbage til og vikler mig en smule ud af rebet ved, så VAR han her sgu! Det er ikke bare noget jeg har fundet på. Og han var sin helt egen.

Jeg kan sidde i timevis og hakke frem og tilbage mellem tekster og noter uden af få skrevet noget særligt til mine opgaver, men så snart jeg starter et dokument for at få luft for tanker om Laurits, liv, død… ja, så har jeg lynhurtigt rablet to sider af, for der føler jeg mig sgu hjemme i pensum. Jeg ville fandeme ønske, at jeg bare kunne aflevere min dagbog som speciale!

Så er det der igen! Jeg sidder dybt begravet (nå ja, måske ikke flere meter dybt, men en halv meters penge. Jeg skal jo ikke forsvinde, og der skal ikke være for langt, når jeg lige om lidt hopper op, for at få en kop kaffe nede i cafeen). Men altså, jeg sidder og læser en artikel, der hedder Capitalism and the City, og i den henviser forfatteren til en fransk filosof (Emmanuel Levinas), som har skrevet noget i retning af at; ”når en persons oplevelser bliver så komplekse, at det er flertydigt og åbent, så har man brug for andre, andre man ikke kender”.
Jamen, det er jo præcis det, som jeg synes vi har oplevet med forældregruppen. Hvad skulle jeg have gjort uden jer??? Det får mig også til at tænke på en bid fra en Peter Gabriel sang: ”all the strangers look like family, all the family look so strange”. Men der er vel heller ikke noget at sige til, at det hele ser lidt mærkeligt ud, når man hænger med bunden i vejret nogen gange?

Jeg synes ikke, at jeg har været ved at miste mig selv efter at Laurits døde. Men der er da godt nok sket forandringer. Jeg har forsøgt at være klar, at være til stede, se realiteterne i øjnene osv. Alligevel kan jeg godt få fornemmelsen af, at der blevet lukket fuldstændigt ned for noget meget centralt i min hjerne. Grundvolden blev jo rystet, som man siger. Det betyder, at jeg på en og samme tid kan føle den største styrke og sikkerhed, fordi jeg trods alt overlevede og trods alt fik Laurits, men samtidig kan blive så grundlæggende i tvivl om alt. Man taler om en ”nyorienterings-fase” indenfor sorgarbejdet. En fase, hvor man igen kan se ud i verden og fremad. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor jeg stejler lidt over det… men jeg gider da ikke være en ”helt normal sørgende i nyorienteringsfasen”. Der er ikke noget normalt over, at Laurits er død, for det lugter alt for meget af accept, mening. Det er så let for alle andre at bruge accept til at komme videre… tror jeg. Måske er det bare noget jeg tror?? En dødserfaren mand (hospitalspræst) sagde engang, at det var som at indtage et sandhedsserum, når man mistede sit barn. Sådan har jeg det ofte, når jeg synes at kunne gennemskue spil og facader. Men jeg er jo ikke bedre end andre (!), så jeg kan slet ikke altid finde ud af at reagere ud fra det. Nogle gange tænker jeg så også på, om jeg bare er blevet så blottet og åben, at alle andre kan se, hvor hjælpeløs og indfanget jeg nogle gange dingler i rebet? Måske er det, der føles som en monsterkamp og uendelig lang vej for mig, meget simpelt at gennemskue for alle andre?



Endnu engang et sammenfald, eller endnu engang et sted i min studielæsning, hvor jeg drejes ind på Laurits…
Denne gang meget direkte. Jeg læser om udviklingen af det moderne menneskes angst for at udstille sig i det offentlige rum, og i den forbindelse, hvordan hjemmet og offentligheden i relation til hinanden har udviklet sig. Det er bl.a. noget med, at kristendommen kaster lange skygger over vores måde at opfatte hjemmet som noget rumligt, der står direkte i forbindelse til, hvem man virkelig er. Hjemme søger man indad, hjemme slapper man af og kan være sig selv i modsætning til i det offentlige rum. Det med skyggerne er noget med, at det dog ikke nytter noget at afskære sig totalt, at fornægte den fysiske verden, fordi det netop er i mødet med verden, at man skal forstå sig selv. Men hjemmet er altså en fysisk tryg base, som også beskytter mod gadens farlige liv og især er det vigtigt at have hjem og beskyttelse i de helt unge år, hvor ens personlighed dannes. Dette var dog ikke tidligere en naturlig overbevisning for mennesker ”… som udviste en i vore øjne chokerende ligegyldighed over for børnene. Det faktum, at så mange børn i l’ancien régime døde før de nåede skelsår og alder, havde en afdæmpende virkning på nære følelser over for dem. Med forbedringer i barneplejen og med medicinske fremskridt såsom vaccinationer, blev det følelsesmæssigt mindre farligt at gå intenst op i sine børns velbefindende”. (Suk, begynd)… hvorfor er vi dog stadig så farvede af den opfattelse og den angst? Så farvede, at langt de fleste af os reagerer med at afvise og negligere et dødt spædbarn, endda gerne på vegne af modige, kærlige forældre, som sagtens kan mærke kærligheden boble og briste på samme tid indeni. Med mindre vi altså selv har fået den bitre erfaring… (suk, slut).

Og så for at det ikke skal være løgn, så sidder der her på læsesalen en fiks lægestuderende, som lige synes, at det er passende at tage sit håndholdte kranie med på læsesalen. Oppe på forreste række på toppen af en stak bøger smiler denne plastikklump ned til alle os andre. Hm… det matcher jo mit sorte tørklæde med dødningehoveder på ;-) Jeg håber hun bliver en god læge og at hun kan være med til at redde nogle små børns liv. Hun ved sikkert ikke, hvad døden egentlig er endnu. Hun prøver måske at læse sig ind på den…? Nej, jeg er ikke forarget. Eller er jeg? Jeg ved det sgu ikke rigtig. Jeg, som ikke er bange for døden bliver i hvert fald ikke skræmt af et skide plastikkranie, men det trykker nok bare på nogle ømme punkter i mit indre, fordi død ikke længere er et abstrakt fænomen for enden af et lykkeligt liv, men en del af min søns identitet.

Hihi, nu er der kl. 13 musik i højtalerne! Sådan er det vist bare hernede på diamanten. I dag er det med dyrelyde; ”muuuh, piv, mif, øf!”. Det er sgu syret at være studerende med en død unge på den mentale skulder!! – og ja, jeg er ret sikker på, at musikken kommer fra højtalerne, og ikke bare inde fra mit hoved.