Alle helgens dag

For anden gang har vi har siddet i Vor Frue kirke med øjne, der var våde helt ud på kinderne og hørt Laurits' navn læst op i en alt, alt, ALT for lang liste af andre små, døde børns navne. Det var vidunderligt stærkt at høre: "Laurits Breiner Frandsen, 23. maj 2006". Jeg tror, at jeg for en gangs skyld vil undlade at beskrive det som et både-og, for jeg føler virkelig, at hele pointen med at gå til den gudstjeneste er, at den dag, sammen med de mennesker, med præst Tom Kjærs sande ord om meningsløsheden - der og da er det bare stærkt og rigtigt. Der og da kan man bare være i sorgen 100 %, for alle de forfærdeligt mange andre mennesker, som sidder rundt om en er også i den sorg og forventer ikke andet. Jeg havde glemt at tage tudeklude med (altså, hvor urutineret må man have lov at være, tsk-tsk-tsk! Bliver jeg også sådan en mor, som glemmer bleer???), men hende ved siden af stak mig selvfølgelig bare en.

Det var forfærdeligt men rigtigt -dvs. rigtig forfærdeligt - at høre Laurits som en del af så stor en flok! At høre næsten alle hans venners navne trykkede lige en ekstra gang omkring hjertet, men det gjorde mig også ondt at høre, at så mange har oplevet at miste flere gange... Måske er det også fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor Bo og jeg står i den forbindelse? Når jeg forhåbentlig inden for en overskuelig fremtid skal til journalskrivning hos min læge i forbindelse med ny graviditet, så vil det jo være tredje gang. Der har ikke bare været snart halvandet år med savn og sorg efter Laurits, der har også været nyt håb, ængstelse, brændende ønske, glæde og desværre smerte og skuffelse ved en anden graviditet. Skulle vi også have skrevet vores lille Frøns fra i sommer på listen i dag? Nej, det synes vi ikke. For os er der en forskel på Laurits og Frønsen. Det er meeeeega svært at forklare, så det vil jeg faktisk ikke forsøge her. Men alligevel gav det meget god mening, at da vi efter hele halløjet gik op til koret og kiggede på de to lys vi satte for Laurits før gudstjenesten - ja, så brændte det ene for fuld hammer og det andet for halvfuld hammer. Så det ene brændte nok lidt for to...














Jeg læste i Stjernen (Landsforeningens blad), at på Alle Helgens dag fejrer man dødsdagen, fordi det er her sjælen forenes med Gud. Hm... det ved jeg sgu ikke rigtig om jeg er med på. Jeg kommer aldrig til at fejre Laurits' dødsdag! Men jeg vil gerne markere den, for den er bare en del af mit liv. Og jeg må indrømme, at jeg f.eks. finder en vis trøst ved at tænke på, at Laurits ikke er helt alene, der hvor han er. Han har altså de bedste, smukkeste, søøøøødeste, skønneste, elskeligste venner. Jeg kommer desværre aldrig til at give dem en venne-mors kram og "rusken" i håret, kommer aldrig til at forkæle dem med hjemmebagt kage eller tegnefilm på storskærmen. Jeg kommer heller ikke til at lære dem eller bare Laurits at fiske. Men jeg kan fiske! - Altså; jeg har muligheden for at gøre det. Jeg kan lokke Laurits' store far til at køre os ud til havet for at afprøve min splinternye fiskestang, så det gjorde jeg efter kirketiden i dag. Det var skønt og koldt og blev hurtigt mørkt. Vi fangede ikke noget og jeg kom godtnok også til at køre linen lidt skævt på, så jeg fik lavet lidt kludder i snøren. Men det var FEDT at kaste med min nye fiskestang og jeg glæder mig rigtig meget til at få en stor, lækker havørred på krogen for første gang. Og så glæder jeg mig også til at blive gravid - igen.