lørdag den 10. november 2007

Jeg har brug for begge dele

Når man får et barn, som er skævt, dødsyg, plastret til på næsen for at holde en respiratortube på plads, som man skal have hjælp til for at holde, som dør, bliver lidt grå, lilla og kold og som man skal putte godt til rette i en babykiste - så har man brug for at tale om netop det. Det havde og har jeg i hvert fald. Man glemmer det aldrig, og jeg har ikke i sinde at forsøge noget så omsonst. Desværre er det billeder af en død dreng jeg må vise, når jeg vil vise folk, hvordan Laurits egentlig så ud uden plastret. Det er jeg da ked af. Det er jeg fandme ked af! For jeg ville da meget hellere vise billeder af en lille spruttende, panderynkende, smilende og grædende bassedreng. Det som vi har, skulle have været billeder af Laurits, der var nyfødt og i "sikker" favn. Billeder af, hvordan han kom op på maven hos moar og fik sit første måltid. Billeder af en stolt, stolt far med knægten på armen og billeder af Laurits på runde hos vores kære. Vores billeder er desværre af den slags, som kan få folk til at bryde grædende sammen og få lyst til at klappe albummet i. Meeeeen, der gemmer sig jo noget mere derinde bagved. Bag plastret lå Laurits faktisk og var skøn og nyfødt. Han var da ikke specielt meget grimmere end andre nyfødte børn. Og jeg synes sjovt nok, at han var den smukkeste, trods hævelse, skæv hage og stik-kontakt-tud. Og efter døden var han faktisk også meget fredfyldt og smuk... Han var gul, stiv og død - og lilla "i bunden", hvor alt det døde blod var faldet ned - men han var også så fantastisk, og det værste var overstået, så han led ikke længere. Han var stadig vores søn på 2600 gram og 46 cm. Han lignede stadig sin far og vi kunne stadig kysse på ham. Han havde så kære hænder, så søde fødder. Det var ubærligt at se ham død, men han var stadig genstanden for al den kærlighed, som bare strømmede ud fra der, hvor den nu gør (og stadig, altid gør). Ja, det er sgu lidt svært at begribe hele pakken, og nu har vi snart haft 1½ år til at vænne os...

Jeg har brug for at tage alting helt ind, alle detaljer omkring Laurits, selvom det beskriver et forløb, som ender i total-tabuet; døden. For Laurits var et rigtigt menneske, og alle mennesker starter i hvert fald som noget ret fantastisk og unikt. Det var helt tydeligt med Laurits. Jeg har brug for at være helt klar omkring, at han blev obduceret, (skåret op, pillet lidt fra hinanden og pænt lappet sammen igen), at han blev brændt til der kun var aske tilbage og at netop den aske ligger i en urne nede i jorden et sted lige ud for Laurits togførers grav på ny sydvestlig urnefællesgrav på Holmens kirkegård! Jeg ved 100 % klart inde i mit hoved, at han aldrig nogensinde kommer tilbage og at jeg aldrig kan gøre noget for ham mere. Men med den realitet i bagagen kan jeg også mærke, at der heldigvis er noget mere, og at Laurits heldigvis ikke bare er en hændelse, som vi skal have overstået. Døden har ikke det sidste ord, som Laurits' præst (Lotte Mørk) siger det. Den første gang jeg hørte det kunne jeg ikke bruge det til en skid, men det har sjovt nok hægtet sig fast, og dukker ofte op i mine tanker.



Det mere som er, har jeg også rigtig meget brug for. Jeg har brug for fantasi, forestillinger, tankespind. Jeg har brug for at sige; gad vide, om Laurits ville have tabt sit søde krøllehår i løbet af de første måneder? Gad vide, om han ville have været så blid og madglad som sin far (det siger Laurits' farmor at Bo var)? Gad vide, om Laurits og Alexander ville have haft mange fællestræk? Gad vide, om Oline og Amalie ville have været lidt jaloux eller lidt forelskede - eller lidt en blanding? Gad vide hvornår, han ville have været stor nok til at passe de fine striktrøjer hans mormor har lavet til ham? Gad vide, hvornår William, Anna og Johanne kunne have passet ham for første gang, og gad vide, om han ville have arvet personlighedstræk fra dem? Jeg har også meget brug for at gå ud af "tosse-tangenten" og fable løs om, hvor han er nu. Der er sgu da ingen, som kan give et svar, så nu hvor jeg er Laurits' mor, må mit bud være mindst lige så godt som alle andres. Jeg har brug for at sige ER om Laurits, og ikke kun var eller skulle have været. Som forældre giver det aldrig mening at sige var om sit barn, uden at der også følger et er. Så Laurits er blevet til en engel med englevenner. Han er lige så perfekt elskelig, som ethvert barn jeg nogensinde har holdt i mine arme - ganget med 10000000!! For jeg er jo hans moar ;-)


Jeg kan såmænd godt høre, at det bliver lidt pusse-nusse-engle-agtigt nogen gange. Men det er nok ikke værre, end det kan være med levende børn nu til dags? Men jeg er da med på at kalde Laurits for en krævende lille unge, en (herlig) møgunge og andet i den dur. Jeg ville faktisk ønske, at jeg kunne sige, at jeg blev træt af ham af og til, men det har jeg endnu ikke oplevet. Jeg tror, at børn skal trække vejret, før det sker...? Jeg har virkelig aldrig været træt af at være mor til Laurits. Kun af, at han er død. Det kan godt pine mig lidt på en underlig måde, for jeg tror, at det kan være svært for andre at komme ind i mit lidt diffuse Laurits-univers med englefjer og stearinlys? Men Laurits er - nå ja var - også et barn. Sådan et, som skulle have skidt, skreget og testet grænser.


Måske kan man bryde grænserne lidt mere mellem var og er? Måske kan Laurits godt være en lidt mere beskidt engel? Er det det, som skal til, for at folk kan tale mere med? Hm... nej, det er nok ikke det. Det er nok bare svært at tale om en, som er død. Der er ikke så mange som drives af umiddelbar lyst til at tale om syge, døde, grågule, brændte lig-børn eller om perfekte englebørn. Men dem jeg har omkring mig som gør - dem deler jeg det inderste og vigtigste med, og det gør mig godtnok glad! At spæne ud af tosse-tangenten giver mig luft og ro i mit sind. Som ilt efter en dukkert, som varme i røven efter en iskold fisketur, som søvn ovenpå hårdt, fysisk arbejde.

2 kommentarer:

Maomis sagde ...

Jeg synes det er herligt at høre om dine 'tosserier'. Når du tosser, så lever Laurits jo. :-)

Line sagde ...

Hmmmm...
Ved ikke hvordan jeg skal forklare det her... Jeg har måske lige skullet sluge og vænne mig til "tosse-tangenten".
Men efter jeg har vænnet mig til den, så er det befriende, herligt og opløftende at gøre med dig. JEg øver mig stadig. I at tosse om India og Laurits (og de andre små engle-børn) med dig. Nu elsker jeg det. Og jeg elsker når du begynder at tosse løs, på skøre og normale tidspunkter. Tak fordi du har lært mig at tosse. Det gør India mere nærværende. Og gør mig til en tosset mor. Til både India og Raja.

Mange kram fra Line