Der var engang, hvor jeg kom meget på hans græsplæne, og især der dryssede han mange fjer af sig. Ofte samlede jeg sådan en lille særlig fjer op og kom i lommen. Hjemme i stuen havde jeg en lille papirsæske, hvor fjerene hen ad vejen blev gemt. Måske skulle de en dag vaskes og bruges som fyld i et eller andet skønt.
De blev aldrig vasket og de blev aldrig brugt til noget skønt. I et par måneder har æsken stået på en udendørs vindueskarm blandt edderkoppespind. Det har den gjort, fordi jeg efter årevis uden at lette på låget pludselig havde gjort det og opdaget, at 'noget' havde hygget sig meget godt i æsken. Adw!
Så fjeræsken var blevet forvist til udenfor. Men så stod den bare der og var dum. Jeg skulle lige give slip på en forstilling om, at fjerene skulle slippes fri i en særlig anledning eller et særligt sted.
Men her til aften tog jeg min edderkoppekost og fejede æsken ned, fjerene røg tilfældigt i krattet ude ved vejen og æsken kom i den sommervarme stinkeskraldespand. Og det føltes godt! Min lille døde søn skal ikke mindes med ormædte fjer (men altså gerne friske).
Det føltes godt, for hvor grotesk det end var, så var det noget jeg gjorde på grund af min søn. Og jeg rydder hellere skrammel væk efter ham end ingenting.
.jpg)
