2 ½ år skulle Laurits have været nu. Men i dag er det 2 ½ år siden han døde. Jeg havde romantiske mor-planer om at lave stamtræ for ham denne weekend, men tror ikke det bliver til noget. Sådan et kan også bruges til alle de andre unger, vi måske en dag får og det er noget jeg gerne vil give mine børn. Jeg har en ide om, at stamtræet skal laves til Laurits først (altså inden der kommer andre), for han var jo den første uanset hvad. Det er en sjov ting med søskende, at selvom man er forskellig fra hinanden, så er det dem man deler alle familierelationerne med, dem man har et udgangspunkt med. Kommer Laurits søskende mon til at kende Laurits?
Jeg har i lang tid haft det rigtig svært med at tænke på arv, generationer, slægt og den slags. Selvom jeg godt ved, at mange sikkert synes det er for langt ude og "hvad nytter det også at tænke sådan", så er jeg virkelig ked af, at Laurits stopper med Laurits. Han skulle have overlevet Bo og mig, han skulle have forelsket sig, fået børn og være blevet en stor og lidt brovten bedstefar engang. Men en lille, forbandet genfejl har sat en stopper for Laurits' liv og slægt for altid. Nu bliver det forhåbentlig nogle andre, der skal føre slægten videre, men jeg er bare ked af, at det ikke også kan ske med det præg Laurits ville have sat. Når Bo og jeg engang er døde, er der ingen tilbage til at elske Laurits. Hans hårtot, dåbsattest, sygesikringsbevis og album vil måske blive gemt, men betydningen går i graven med os.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
10 kommentarer:
Jeg er overbevist om at Laurits søskende kommer til at lære Laurits at kende. Havde jeg været en af hans kommende søskende, ville jeg have elsket have fået overdraget hans æske med alle de særlige Laurits-ting. Jeg ville have passet på det og behandle det med en stor ærefrygt, vel vidende at det var mine storebrors ting. Jeg ville nærstudere alle tingende for på den måde at få et ekstra tydeligt billede af den storebror, som mine forældre hele livet ville have talt så hjerteligt om. Laurits bliver aldrig en gammel brovten bedstefar med børnebørn, men Laurits VIL da leve videre – det gør han allerede her i alle dine smukke ord om din lille skønne dreng.
Jeg tror bestemt også, at hans søskende kommer til at kende ham. For du kan slet ikke lade være med, at fortælle vidt og bredt om ham.
Tænker jeg over det, så tænker jeg samtidig også at det faktisk må være underligt at være søskende til een man aldrig har set, mødt, hørt, snust osv. Derfor bliver jeg faktisk også lidt glad over, at han også går i graven med jer. For ingen andre end jer kan elske og ære ham så meget som jer der har kendt ham. Hvor meget de end forsøger. Jeg tror ihvertfald det ville virke sådan på mig. Jeg ville nok lægge mig i selen, men også erkende at det er svært at skabe forbindelse til een man aldrig har mødt. Lidt som at få fortalt om oldeforældrene man aldrig fik mødt. Det er mærkeligt her i det voksne liv, at de faktisk er årsag til at vi og vores børn er her - vi aner jo ikke hvem de er. Og vise versa.
Jeg kan godt lide dit indlæg -det er rigtig smukt skrevet.
Tak for jeres kommentarer. Jeg tror også, at søskende kommer til at kende Laurits, men... det bliver da på en ret abstrakt måde. Forhåbentlig bliver det en naturlig abstrakt og ok måde for dem (de vil jo ikke kende andet), men det bliver også en ny sorg for mig, at man ikke kan se dem alle sammen SAMMEN, tror jeg. Åh, den dobbelthed; på den ene side værner jeg så nidkært om det abstrakte minde og tosserierne om Laurits, og vil så gerne give dem videre til alle. På den anden side er det grundlæggende utilfredsstillende, at det skal være sådan.
God pointe med oldeforældrene! Det er jo rigtigt. Jeg har (næsten) ikke kendt mine og kommer aldrig til det. Der ER altså en forskel på at have sanset et levende menneske eller ej... Alligevel har de præget mit liv, ved simpelthen at have givet liv videre. Og det er lige det; jeg ville bare så gerne, at livet skulle fortsætte gennem Laurits og ikke udenom ham.
Den anden dag da jeg besøgte Astas grav så jeg storesøsteren til en dødfødt pige begravet skråt overfor Asta, begravet for 8 år siden. Jeg skyder storesøster til at være omkring 19 år, og hun stod der, kunne man se, og sendte sin søster mange kærlige sørgmodige tanker og det rørte mig dybt at se
Anette
Vi var for nylig sammen med Bos kusine og hendes familie, der foruden hende selv også består af hendes mand og deres 2 børn, hvoraf kun den yngste på 16 år var tilstede. Storesøster døde, da hun var blot 1/2 år gammel. Da der kom gang i oprydningen, gik storebror som den naturligste ting hen og tog et par buketter fra bordet, idet han sagde, at han lige gik over til Camilla (storesøster) med blomsterne, for det var han sikker på, hun ville blive glad for.
Ja, de døde søskende lever videre, selv om man er en stor fyr på 16, der nok har mange andre ting i hovedet!
Knus fra farmor
Hvor var det en smuk beretning! Det er lige præcis sådan jeg håber det bliver når de døde børn får søskende der vokser op og husker deres søskende, som ikke er her mere, på deres egen smukke måde. Tak for historien Farmor. Kærligst Sofie
Vores lille tyksak er med hos alle sine søskende. Også Jonas - som kom efter hende. Det er sket helt i hans eget tempo og har været den naturligste ting i verden. Selv har jeg tit tænkt på, hvor hun ville have haft sin plads i flokken, hvis hun var blevet her. Svaret svæver i vinden - og i min fantasi.
Jeg er sikker på, at Laurits også vil sætte sine helt egne spor hos yngre søskende.
Farmors beretning er et rigtig godt eksempel. Det er utroligt smukt og rørende at læse.
Tusind tak for de varme beretninger!
Jeg tror også at Laurits vil være en del af jeres næste børns liv... Fordi i er så naturlige og kærlige om hans minde...
For Raja er Indias have et sjovt sted at lege, men ellers forstår hun ikke ret meget endnu tror jeg. Fætter Frederikk derimod går meget op i at India er lige så meget hans kusine som Raja. Og at han også vil være Indias fadder, når han nu er Rajas...
Kram fra Line
Sikken en god ide at lave et stamtræ til Laurits, der vil blive bygget videre på når hans lillebrøster en dag kommer! Han skulle have været her ham Laurits i kød og blod - men nu vil han være her i vores minder. Jeg er sikker på at kommende nye familiemedlemmer også vil vide, at han har været her og sætte pris på det han har gjort ved jer og familien. På den måde tror jeg at han vil leve videre i mange mange år...
Stort kram Stine
Send en kommentar