Hvis Laurits var levende ville jeg ikke være en barnløs mor i behandling, en specialeskrivende ostemad og en 0-indkomst. Måske ville jeg være helt ude i tovene på en anden måde. Måske ville jeg have været frustreret over en ADHD-Laurits, over at han spiste for meget eller for lidt, over at han slog andre børn i vuggestuen eller hvad pokker ved jeg? Mest tror jeg, at det ville have været noget med søvnbesvær, tidsbegrænsninger, forkølelser og alt for ofte et usundt tomt køleskab ved 5-tiden om eftermiddagen. Men jeg tror også, at jeg ville være helt modtagelig for Laurits' gennemborende blik, der ville få mig til at give slip på meget, bare nyde og samtidig få mig til at koge af kærlighed til det løbende, snakkende, opfindsomme, tumpede lille menneske han nu ville være. Det ville have været noget af en gevindst med ham Laurits i levende live.
Lige nu føler jeg, at jeg har fået en dom i stedet for en gevindst. Der er minus på den mentale konto og alt for lang tid til den første. Det skal ikke forstås sådan, at Laurits skulle have "ordnet" mit liv, men hans død har altså smadret noget i det. De kommende børn skal selvfølgelig heller ikke stilles til ansvar for noget eller reparere det, de skal grundlæggende ikke hjælpe mig. Når jeg forhåbentlig tager imod en lillebrøster eller to? en dag, så skal det være med følelsen af, at jeg har noget at give, og det er jeg egentlig ikke i tvivl om er tilfældet - og når næste barn/børn er der, er barnløsheden der jo heller ikke. Det er bare det at.... lige nu kører hormonerne mine tanker rundt i et gråt pløre, specialet virker totalt uoverskueligt og jeg tager mig selv i at ønske mig ud i en fremtid, som jeg ikke helt kan se vejen hen til. Jeg skal virkelig være tålmodig nu. Ved godt, at det nok skal blive lysere igen. Denne situation bliver jo ikke ved i al uendelighed.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
6 kommentarer:
Kan sagtens forstå og forholde mig til det hele. men pt er vi jo også samme sted.
jeg håber for os begge at der snarligt kommer + på den mentale konto...
Knus
Dorthe
Kære Heidi, vi ønsker af hele vores hjerter at I snart får tilføjet plusser på kontoen - kan godt forstå det hele er super hårdt. Håber I kan nyde det dejlige efterårsvejr idag. Tanker fra Rikke
Puhh ... Det er bare så hårdt lige nu og det der med at det bliver godt en dag er jeg imponeret over at du kan tænke - det skal du selvfølgelig tænke og det gør vi for at overleve – men hvor er det råt at læse om hvordan det er for dig her og nu lige midt i alt det her. Rent behandlingsmæssigt er det et noget af det sværeste tidspunkt, nok det sværeste som jeg husker det. Det er lige inden det hele går i gang og alle håb om fremtiden kører på højtryk. Det SKAL bare lykkes denne gang! Man er så så opsat og utoldmodig og kan slet ikke vente.
Jeg håber jeg ikke at jeg lægger dig ord i munden – jeg taler selvfølgelig ud fra hvordan jeg selv har oplevet det og det var altså nogen lunde sådan. Tiden lige inden og op til et nyt behandlingsforsøg var så fyldt af håb og længsel at det var svært at fokusere på noget som helst andet.
Du er i mine tanker hver dag, Heidi. Du skal vide at jeg kæmper denne kamp en lille smule med dig. Jeg føler en smule af din smerte og hvis jeg kunne, tog jeg gerne meget mere af den, for hvor jeg er nu er der nemlig plads til det. Og skønt mit liv lige nu er en tid fyldt med bekymring og usikkerhed, har jeg samtidig fået overskud på den mentale konto igen. Jeg håber og tror på at du meget meget snart følger efter.
Kæreste Heidi,
Jeg hæfter mig ved at du skriver at du ikke noget særligt at tilbyde et barn... Eller du sætter ihvertfald spørgsmålstegn ved om du har nok at give et barn...
Heidi, jeg kender ingen der har mere at give end dig. Det barn der lander i dine arme er simpelthen begavet på de allervigtigste punkter... Det må du SLDRIG betvivle, for hulen da... (måske er det derfor der er gået så lang tid før du er blevet gravid... Børnene kan ikke komme frem for hinanden af bar kamp for at komme frem til jer)...
JEg var simpelthen så meget i tvivl om jeg kunne være en god nok mor for Raja, da jeg ventede hende. Hun kom til verden kun 10 måneder efter India, og jeg tænker tit om jeg kunne byde hende det liv vi dengang havde.
Men da hun lå i armene blev det klart at hun aldrig ville komme til at bære vores glæde eller sorg på hendes to små skuldre. Men at hun fik al den indebrændte kærlighed fra India, også...
En kærlighed der var så forbandet hjemløs, men at give den til hendes søster gav dog mening...
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at mængden af minusser i dit liv blir til plusser lige pludselig, og al den Heidi-hed vil være det bedste du kan give jeres næste barn... Lige om snart ik...
Kærlig hilsen Line
Line, det var SÅ smukt og SÅ rigtig sagt!
Heidi - jeg holder altså også med Line.
Send en kommentar