Jeg kan forstå på kære med-mødre, at det er ved at være tid til at lægge gran på gravsteder, da nattefrosten kan finde på at bide snart. Det lyder nu så hyggeligt. Så kan man lige få lov til at lege med tanken om at putte og beskytte, tænker jeg? På Laurits' fælles-græsplæne skal der ikke lægges beskyttende gran, men gartnerne binder nok snart en masse gran rundt om det store anker på mindepladsen, så det kan ligne noget, der gerne ville have været et juletræ... ;-) Det er fint. Så kan jeg nemlig gemme traner derinde. Men ellers må det meget gerne vente lidt med at blive jul og frost for min skyld. Jeg føler mig nemlig bagud med speciale-arbejdet og med børn og den slags hyggeligheder.
Græskaret fra overskriften skal såmænd blot være en note om, at jeg for nylig fjernede Laurits' græskar ude fra plænen - eller rettere fra mindepladsen på plænen. Det var på tide. Det var helt ustyrligt mugplettet og klamt. Den fine udskårede sky, som stearinlyset havde givet så flot et skær lige i starten var total sort af mug. Adv!! Det var lige før jeg blev helt flov over at have sådan et græskarkadaver stående på en fællesgrav...
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
6 kommentarer:
Ha ha ... Heidi mor. Du får mig sådan til at grine og det er altid skønt. Et græskarkadaver ... Skønt ord. :-D Kan snildt forestille mig både lugt og udseende. Ikke kønt. Puuuha!
Faktisk tænkte jeg på lige netop det du beskriver om manglende granpyntning hos Laurits, da jeg selv lå med enden i vejret i dag og puttede gran godt og beskyttende rundt om hele Elisabeths lille sted.
Selvom det kun er ankeret der bliver pyntet med gran hos Laurits, mon så ikke alligevel du formår at få puttet og beskyttet lidt ekstra for Laurits her op til jul på din helt egen skønne Heidiske måde? Det tror jeg du gør. :-)
Jeg beundrer altid din måde at tage dig af Laurits på, uden det har med gravpynt at gøre. Men kan godt forstå at det må hive lidt i dig alligevel...
Vi er i tvivl om der skal gran på hos India... For på en eller anden måde så syns vi også at årstiderne skal rigtig til deres ret derovre... Men jeg har også lyst til at pusle disse dage.
Kram fra Line
Der er ikke kommet gran på hos Johannes og morbroder endnu, men mormor og morfar har haft gran med hjem fra landet. Så det kommer snart.
Det giver jo mulighed for at pusle lidt om englebørnene.
Men du får sikkert puttet ret mange traner ind i det gran om ankeret.
Og ellers kan man vel altid får lusket en lille grangren ind et sted, der er Laurtis..
Knus
Dorthe
Meget ups, har lige set at jeg har byttet om på bogstaverne i Laurits.
Dorthe, igen
Det er faktisk ikke fordi jeg savner at kunne gøre noget på Laurits' gravsted. Det fungerer egentlig fint som det er lige nu. Jeg har ikke engang behov for en lillesmule trods ;-)
Hæhæ, Dorthe... mht. til skrivefejlen kender jeg den rigtig godt og synes den er sjov! LaurTIS... hihihi, passer bare så godt til den lille dreng, der netop ikke kunne tisse. En lillebitte fejl i hans gener gjorde, at han ikke kunne tisse (ingen nyrefunktion), og en lillebitte fejl i hans navn bliver til tis... fniiiis. Ja, jeg synes altså det er sjovt.
Det lyder rigtig hyggeligt med traner i gran-ankeret til en kær lile mand med mange navne. Laurits-Laurtis-Laurtus.
Da jeg læste dit indlæg her måtte jeg skynde mig op af stolen og ud til vores trappe. Og ganske rigtigt. Hvores græskar er også blevet til et græskarkadaver. Det er endt i krattet, hvor det kan gå i et med naturen.
Jeg håber, at du når at komme med i forhold til hyggeligheder, så det også når at blive jul hos jer.
Kram fra mig.
Send en kommentar