Vi var for tredje år i træk til Alle Helgenes gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Jeg synes, at det arrangement er sådan en god ide, for det giver rum til at mindes små døde børn, som det nogen gange kan være svært at finde plads til. Jeg synes det er barskt at høre alle de små børns navne blive læst op. Jeg synes det er rart at tænde et lys for Laurits. Jeg synes... men noget andet er dog, hvad jeg kunne mærke, og der må jeg bare være ærlig at sige, at jeg kunne mærke, at Laurits blev lidt væk i det hele. Jeg var ikke ked af Laurits, det var ikke ham, som fyldte den kede plads indeni. Da præsten f.eks. talte om sorgen, kunne jeg mærke gråd presse sig på, men den kom mere fra følelsen af at være barnløs. Laurits har jeg ligesom styr på. Det betyder jo ikke at sorgen over ham er overstået eller mindre vigtig for mig end barnløsheden, men... tja, det er bare sådan, at i min hverdag har jeg egentlig et nogenlunde harmonisk forhold til min døde dreng, hvorimod længslen imod at være mor til de kommende levende børn vi håber og ønsker sådan at få, faktisk er ret tung og helt enormt tom. Selvfølgelig er Laurits også en del af det, for han har ligesom åbnet for alle mor-følelserne.
Måske havde jeg også bare en dårlig dag - sådan indeni. Den startede ellers så fint med en fantastisk brunch sammen med andre mødre til døde børn. Det var virkeligt dejligt selskab!
I dag fortsætter det dårlige desværre og jeg mistænker hormonerne for at være rigtig gode til at fyre yderligere op for al skidtet indeni. Men det er jo ikke dem, der er skidtet... Puha, jeg kunne sagtens starte en lang klagesang over, hvor meget vrede jeg er fyldt op af for tiden og hvor meget en vis person bliver ved at forpeste og såre mig. Det er nok også derfor jeg ikke havde Laurits rigtig med mig i går, for han gider sgu da ikke være sammen med mor, når hun er pissesur ;-) - eller jeg har simpelthen ikke plads til ham, når jeg er pissesur og såret, for det er ikke i den kategori følelserne til ham ligger. Jeg er nødt til at få lidt luft og gøre noget konstruktivt overfor al den vrede jeg har indeni, for i disse dage har min hjerne en tendens til at gøre alt til et spørgsmål om liv og død... "Tanker er heldigvis toldfrie" - var det ikke det en klog kvinde sagde til mig i går? Det er edderluskme heldigt, for jeg har slet, slet ikke råd til at betale for dem.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
8 kommentarer:
Kære Heidi
De forbandede hormoner! Det er altså helt i orden at give dem skylden, for var det ikke for dem, tror jeg ikke det tunge ville fylde nær så meget lige nu. Ja, det kan jeg jo sagtens sige, men jeg synes alligevel at kunne fornemme en forskel når de tager over.
Dernæst vil jeg sige at det med barnløsheden ER en stor sorg, så jeg forstår virkelig godt at den fylder dig med sortsind. Jeg kender den. Den har været min følgesvend i rigtig mange år og den er ikke en god ven! Den er så forbandet at have med sig og kan ind imellem være så pokkers svær at takle og forstå for andre, der ikke har prøvet at lægge arm med den. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg tror lidt det er som sorgen over døde børn. Den er også svær at sætte sig ind i, sådan rigtigt i hvert fald, for andre end dem der har haft den helt inde under huden.
At det er sorgen over din barnløshed og ikke over Laurits der fyldte i går, giver rigtig meget mening. Som du skriver er Laurits ligesom ved at have fundet sin plads. Det fornemmes så tydeligt og på smukkeste vis her på bloggen. Selvfølgelig mangler han stadig helt vildt og alt det der. Men nu er det altså sorgen over jeres barnløshed der presser på og derfor fylder lidt mere. Det synes jeg slet ikke er mærkeligt.
Jeg får sådan lyst til at give dig en bog jeg har liggende om det at være barnløs i behandling, men på den anden side, er det måske også at give det for meget plads lige nu? Sig til hvad du synes. Jeg havde det sådan i perioder at jeg helst ikke ville tale om det, tænke på eller i det hele taget beskæftige mig med det, ud over de indsprøjtninger og de skanninger jeg af naturlig årsag var indlagt til.
Jeg sender dig alle de bedste tanker og ville ønske at jeg også kunne sende dig de vise sten. Det kan jeg bare ikke. Lyset du venter på, er jeg sikker på dukker op lige om lidt, og måske som du allermindst venter det.
Kram fra Sofie
Skønne Heidi,
Tak for en dejlig dag i går. Du er lige så pragtfuld, som jeg forestillede mig.
Jeg kan huske, at jeg har haft perioder, hvor jeg har været ked af det og har haft svært ved at skille tingene ad, handlede det om Cirkeline eller noget andet. Ofte var det bare nemmeste at sige til sig og omgivelserne, at jeg nok var ked af det pga. Cirkeline.
Sandheden var bare gerne en anden; for det var - ligesom du skriver - sjældent Cirkeline, for hun var på plads. Jeg tror bare, at vi - netop fordi vi har mistet og dermed mærket sorgen - har nemmere ved at få kontakt til vores følelser og vi derfor har lettere til gråd, tristhed o.a.
Selvfølgelig er du sorgfuld over jeres barnløshed og måske netop mere nu end nogen sinde før, fordi du har fået en forsmag på det at være mor. Derudover ved jeg også godt, at der er noget andet i dit liv, der fylder og på et tidspunkt så skal det jo ud og så tænker jeg, at stemningen i kirken hjalp det på vej.
Du må give dig selv plads og lov. Hellere lade det komme ud end at sidde fast helt derinde.
Mange kram fra Frederikke
Kære Heidi,
Jeg tror at Sofie har ret i at man ikke forstå ufrivillig barnløshed uden selv at have prøvet det. Men jeg syns du hjælper på vej med forståelsen med dine så vilde indlæg... Det gør det lidt nemmere at være med på sidelinien.
Og det Giver vildt god mening det med at det gør det ekstra forbandet, fodi du med Laurits fik forsmagen på mor-glæden, det er så råt.
Jeg tænker at det er det rigtige at lade det fylde, også selvom det ikke er rart. Og jeg tænker også at det kan være så forbandet svært at skille sorgerne fra hinanden. Men gør det noget? det er jo lissom de der dage hvor sommerfuglene bare flyver i maven, der er det jo også svært om det var morgenkysset, kaffen med veninden eller lyset der brændte hos India der kilder...
Er det ikke okay at være trist uden at kunne finde helt hoved og hale i det?
Kram fra Line,
der så meget håber at 09 bliver året hvor Heidi-mor blev candidat, mor til en levende og med græs mellem tæerne...
Tak for i går. Det var rigtig godt at møde dig. Du er præcis den Lauritsmor, som jeg dannet billedet af.
Det er stærkt at sidde i kirken og høre alle navnene. Jeg bliver lidt glad inden i, når mit barn bliver nævnt, og det skærer i hjertet, når de nævner helt nye datoer. Man husker jo alt for godt.
Jeg håber og krydser fingre for, at 2009 må blive året, hvor du kan få en ny portion morfølelser til et nyt lille væsen.
1000 tanker herfra
Kære Heidi
Jeg sad der i kirken og havde det ligeså, pludselig fyldte det at jeg ikke er blevet mor igen og det kom faktisk bag på mig, for jeg var jo kommet for at mindes Asta.
Anette
Tak! Jeg er så glad for jeres blogger-lytte-ører og kommentarer!
Hej Heidi
Tak for en hyggelig brunch i søndags, jeg er glad for at jeg tog med i VorFrue kirke bagefter selvom det ikke lige var min plan.. Det var meget smukt, og jeg måtte lige holde fast i Rikke da de læste navnene på vores små engle..jeg håber at vi kan ses igen til næste år...og at det der er dig der sidder med den største mave af os alle...evt.sammen med Frederikke..Håber det snart er din tur..Knus
Kæreste mor-Heidi...
Jeg bliver trist over at læse, at du er vred og trist og går igennem en svær periode for tiden.. Jeg ville sådan ønske jeg kunne hjælpe dig ud af din sorg over ikke, at være gravid igen.. der er ikke noget jeg ønsker højere end at se dig og Bo som forældre til en lillebror eller lillesøster til jeres smukke Laurits.
Jeg sender dig mine varmeste tanker og jeg glæder mig til at se dig imorgen.
Kram fra
mor-Katja
Send en kommentar