Erkende realiteterne

"Spreder du dig over for meget? Prøv at minde dig selv om, at denne tid i dit liv aldrig vil komme igen. Det gælder selvfølgelig hver eneste dag i ens liv, men da det dog er sjældent, man er gravid, bør man være opmærksom på at nyde den korte tid, mens den er der. Det er den eneste gang, du vil være gravid med netop dette barn. Hvis du ikke kan sige nej, når du har lyst til det, eller du er ved at blive ædt op af skyldfølelse, fordi du ikke kan opretholde det sammen tempo på arbejdet, så vil du gå glip af det forunderlige ved denne periode i dit liv. Lidt efter lidt må du prøve på at erkende realiteterne. Du kan ikke være alt for alle, og stadig også være der for dit barn og dig selv."

Ovenstående er dagens tekst på netbaby, fra en side jeg oprettede, da jeg var gravid i sommer... 16+4 - så gravid skulle jeg have været nu med den lillebitte frøns, som aldrig rigtig nåede at blive til noget. Suk... Det er noget pis, at jeg ikke er gravid!! Selvom både Bo og jeg er kommet os så meget over det tab som vi kan, og selvom det ikke er noget at snakke om i forhold til at vi har mistet Laurits, så ligger der alligevel en lille sorg over det og ulmer et sted i mit indre, tror jeg.

Nu er der netop ikke den forunderlige dimension af et barn på vej i mit og Bos liv, men jeg tror måske, at jeg har psykiske efterveer, for det ramte lige plet i mine tankekruseduller, da jeg læste teksten på netbaby i dag... Hvis jeg var gravid ville jeg gøre alt for at stoppe op, nyde, give afkald på at være perfekt for andre osv. Det er det jeg har lyst til lige nu, det som ville give mening i mit liv. Åh, tænk at valse omkring med en lille topmave nu og snart nyde følelsen af de første spark inde fra hulen! Selvom jeg ikke er gravid længere og vi har erkendt den realitet, så kan jeg ikke bare give slip og lade være med at have trangen til at stoppe op... Hm, mon det her giver nogen mening?? Andet end at jeg får lukket lidt damp ud af tosseventilen ;-p

Jeg er ikke gravid i 17. uge, men det holder mig nu ikke vågen om natten. Jeg græder ikke over de to scanningsbilleder vi har eller de 67 heste vi nåede at folde til frønsen. Jeg har heller ikke fulgt med dagligt eller sågar ugentligt på netbaby. Men jeg har svært ved at koncentrere mig af og til. Svært ved at huske simple ting som datoer (hurra for årstiderne, der er med til at indikere tiden!), svært ved at tale engageret om andet end liv og død, svært ved at åbne visuel kultur bøgerne og lukke bloggen! Der er så mange flimrende følelser og tanker om mine børn. Både Laurits, frønsen og den/de, som ikke engang er der endnu.

Jeg kan sagtens være glad, sagtens sætte pris på alle de gode ting i mit og mine kæres liv. Men jeg kan også godt være ked, sur, trist og helt utrolig bund-utilfreds med, at livet ser så forbandet anderledes ud end det burde.