En roe, en blomst, lidt foldet papir og så meget mere...

I weekenden var vi i sommerhus med noget af min familie. Der fik jeg lavet denne roelygte til Laurits, så nu står den og pynter på hans græsplæne. Vi var ude med den her til aften - lige inden kirkegårdslukketid - og det var smadder hyggeligt at tænde lyset og sende kærlige tanker op mod himlen. Jeg kigger gerne hen på jorden og finder en ro ved at vide, at der ligger Laurits' urne rent fysisk. Men mine tanker finder altid en måde at undslippe græsset, jorden og asken i urnen. De drøner opad, udad og af sted i det uvisse, hvor der er skyer, solen, stjernerne, den blå himmel, månen og måske en lille dreng, som stadig kan mærke kærligheden fra sin mor?

Vi havde en lille rød blomst med fra mormor og morfars have (ligger foran lygten) og da farmor og farfar havde været forbi i weekenden, lå der også blomster fra dem. I den lyng, vi havde sat for flere uger siden var der stadig små traner og den grønne propel fra Line og Thor.

I græsset lå fem røde roser, som jeg fik fornemmelsen af også var tiltrængt vores lille dreng... Men jeg ved det ikke.

På selve plænen havde Laurits drysset sine små, hvide englefjer som han ofte gør. Så tager vi gerne en op og puster lidt omkring, hvilket giver os en form for følelse af kontakt og kommunikation med vores søn. Hm... havde jeg vist, at jeg ville gøre de her ting og tænke de her tanker for 16 måneder siden (og endda lægge det på nettet), ville jeg nok ikke have troet det. Vi ønskede sådan at fastholde Laurits som den fysiske, den levende, den døde, den "rigtige" og ikke sådan en fantasifigur, ikke en skide engel! Vi ville ikke have en engel, vi ville have et menneskebarn!! Sådan et, som smilede igen, når vi smilte til det. Et som puffede tilbage, når vi puffede til det. Et som sked, når det havde fået mad. Men vores lille Laurits kunne ikke engang tisse... Han kunne heller ikke smile eller puffe. Men han fik os alligevel til at elske helt og totalt ubetinget og han giver os så meget på trods af alt. Han var noget fysisk og han var noget ikke-fysisk. Nu er han en engel, hvilket for mit vedkommende egentlig bare er en måde at sige, at han ER, at han fortsætter. Det er også en måde at sige, at jeg ganske enkelt har brug for noget billedligt og fantasifuldt at sno mine tanker rundt om, for eller bliver jeg helt tosset! Laurits præst har sagt til mig, at døden ikke har det sidste ord, det har kærligheden. Hun var den første, der kaldte Laurits for vores engel, hvilket var til hans bisættelse. Da sagde hun også, at hans livsbane var blevet meget, meget kort, men at han sandelig havde været her. Hm... når der virkelig har været en lille levende dreng i min mave, så er det nok også ok, at jeg brugte en halv time i weekenden på at hakke i en roe med fætter Brians skarpe grønlænderkniv.