Somme tider kan jeg ikke lade være at drømme mig tilbage til dengang, hvor Laurtussen lå trygt og varmt i min mave. Jeg savner det og det bliver sværere og sværere at huske, hvordan det egentlig var. Det virker helt surrealistisk at forestille sig den store mave. Dette billede er taget ca to døgn før han kom ud til os (og nej, jeg havde naturligvis ikke hans fødder tatoveret på maven det er bare lidt fotoredigeringspjat ;-)Jeg mindes og varmes ved tanken om, at jeg fik lov til at holde lille Laurits så tæt i så lang tid og at jeg var hans verden dengang. Nå ja, det lyder måske lidt stort og flot, men sådan er det vel at ligge i sin mors mave? Jeg har dog også lidt skår i glæden, for hvor godt havde han det egentlig derinde til sidst? Han var så mast, lige da han kom ud. Det kan jeg se på det første billede, som Bo tog af ham. Stakkels lille pusling.
Ca. tolv timer før kejsersnittet vraltede jeg rundt i Knuthenborg og forsøgte at fortrænge en mere og mere anmasende erkendelse af, at det nok var veer jeg mærkede.
Det er lidt mærkelig for mig at tænke på den tur i Knuthenborg. Vi er kommet der med min familie ca. en gang om året så længe jeg kan huske. En episode jeg især husker er, at der engang var en af aberne, som slæbte rundt på sin døde unge. Det gjorde naturligvis lidt af et indtryk, og vi havde alle sammen ret ondt af den. Kunne dyrepasserne dog ikke køre ind og fjerne ungen, så moren ikke skulle pine sig selv sådan? Og så den ikke skulle slæbe ungen helt i stykker? Det var tydeligt, at den ikke kunne forstå eller acceptere, at dens lille unge var livløs. Nu er det mig, der er aben... Og jeg skal ikke kunne sige, hvad der er bedst for en abemor, men for mennesker ved jeg en ting helt sikkert; det gælder ikke om at fjerne ungen så hurtigt som muligt! Det gælder om at være så meget sammen med den døde som man magter, for der venter jo et helt liv uden bagefter.
.jpg)
2 kommentarer:
Sødeste...
Hvor er det bare kært, det foto med Laurits' små fødder på!!!!
Vi nød at sidde lidt på Laurits' græsplæne i solen med de flotte efterårsfarver omkrig os. Og ungerne puslede rundt og arrangerede blomster, lys og traner. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg kan så godt lide at være der! Der er så fint og rart og roligt - og det føles godt at sætte et lille mræke der - til lillebror-Laurits.
Kram
Britte
Der kom klumpen i halsen så lige igen, for selvom jeg ikke var der, den gang du så den sørgende abemor, så har jeg alligevel oplevet det. Jeg husker det tydeligt. Det var et naturprogram i fjernsynet, hvor man så en abemor slæbe rundt på sit lille livløse abebarn. Det gjorde virkelig ondt at se. Jeg kan ikke huske om jeg forstod det, men jeg forstår i dag, at erkendelsen af at det er slut, at barnet ikke er der mere, kommer først langt senere. Tiden med det døde barn er vigtig for at kunne give slip. At høre den historie bekræfter mig kun i hvor vigtigt det er at barnet ikke bliver fjernet med det samme. Det er ikke noget man skal glemme og komme over med det samme. Naturen viser det jo så tydeligt. Tak for historien og for de skønne billeder af Laurits i sin morverden.
Send en kommentar