mandag den 8. oktober 2007

Min virtuelle søn

"Hvis jeg skulle have en blog om Laurits..." - og hvorfor skulle jeg ikke det?? Jeg har længe leget med ideen og nu skal det begynde. BANG!!! Startskuddet er lydt!

Hvor jeg måske for et år siden var lidt bange for at gribe for fast, for meget og alt, alt for langt ud i cyberspace og forsvinde i et dødsdømt forsøg på at nå den uopnåelige - Laurits - så er jeg nu meget mere sikker i min rolle som hans mor og ved, at jeg aldrig kan gøre for meget. Jeg kan desværre heller aldrig gøre nok, men kan forældre egentlig det? Jeg ved bare, at når jeg gør noget på grund af Laurits, så er det med til at skabe mening i mit liv (også selvom jeg f.eks. aldrig finder Laurits rigtigt i cyberspace) Det letter også trykket, ganske enkelt ;-) For mine tanker har konstant et sted, hvor de kredser om min lille, mystiske, uopnåelige, menneskeskabte, døde, askebrændte, evige, skæve, knuselskelige, smukke, vidunderlige søn. Jeg og Bo savner og mangler ham ganske enkelt i vores liv.

Vores liv... sikke et liv... hvilket liv. Tænk, at vi kan sidde her 16 måneder efter at Laurits døde og stadig have hår tilbage på hovedet og vand i øjnene. Men vi har masser af hår og vand, sul på kroppen, smil på læben og drømme om fremtiden. Ja, jeg har endda stadig små dråber af hans mælk i brysterne! Den mælk jeg aldrig fik givet ham, men som jeg med en vis stolt glæde bærer som minde. Fremtiden bærer forhåbentlig en lillebror eller -søster med sig ret snart, og han eller hun skal have mælken. Hold da op, hvor jeg venter tålmodigt på at blive gravid!! Ja, jeg føler faktisk nogle gange, at jeg allerede venter mig. Jeg venter og venter og venter...

Jeg øver mig samtidig i at holde op med at vente på, at Laurits bliver noget perfekt i mit liv. Eller rettere, at mit liv omkring og med ham bliver perfekt. Lad mig slå en ting fast; mit liv drejer sig om Laurits! Det betyder ikke, at han er det eneste i mit liv - og Bo er altså stadig stjernen - men det betyder ganske enkelt, at han er med. Selvom han ikke er her fysisk, så er jeg hans mor for altid, stolt af det og det har ændret mig ufatteligt meget. Men det er ofte en fandens utilfredsstillende måde at være mor på. Jeg er trådt ind i et livslangt medlemsskab af "de døde børns forældreklub" og det er en forbandet klub. Men den er også velsignet... for det er bl.a. der, man kan finde sit døde barn. Når jeg er sammen med de andre forældre vi nu kender, og som desværre også har mistet deres børn, så er det igen på grund af Laurits og det giver mening. Det giver også et frirum, hvor man nogle gange næsten kan mærke vingeslagene fra alle de skønne englebasser, der i hvert fald i vores tanker og følelser er ret så meget til stede.

Til stede... Jeg har meget svært ved at være rigtigt til stede, hvis jeg får fornemmelsen af, at Laurits ikke har en plads. Hvis det kun er mig, der bærer ham, bliver han nogle gange så tung... Eller dvs., så vokser selve sorgen mig over hovedet og skygger skønne Laurits væk. For så er han bare væk, kun væk. Så bliver han reduceret til "ham, der ikke er der". Og det er meningsløst smertefuldt!! Jeg kan tydeligt huske, da jeg for et år siden begyndte at tage på biblioteket igen for at lege seriøs studerende. Det var en pine at sidde i samme, stille rum med så mange folk, der ikke kendte til Laurits! Jeg havde en enorm trang til at hoppe op på bordet og skrige og råbe op om, hvor useriøst og meningsløst det var at sidder der og læse i bøger. Den slags har jeg det nemmere med nu. Nu kan jeg bedre sidde og nyde stilheden i læsesalen og kan bedre koncentrere mig om andet end Laurits, lykke, sorg og smerte i flere timer ad gangen. Jeg kan også sagtens bære Laurits med mig alene, altså uden hjælp fra andre. Så er han smilet på min læbe, den hemmelige mælk i mine bryster, varmen inde bag dem, en kridhvid fjer (helt sikkert en englefjer), der pludselig er landet foran mig på fortorvet, modet til at møde folk og ganske enkelt en masse glæde og kærlighed. Men af og til sker det, at skyggen vokser, det hele bliver for tungt og Laurits bliver "for væk". Desværre er jeg ikke så god til at græde, men til gengæld er jeg ret god til at sukke, og så skal jeg have tid og mulighed for at sidde og sukke lidt over minderne. Det er ikke en pine at mindes ham. Det er noget af det, som kan redde min dag og få mig på ret køl igen.

5 kommentarer:

mor-Katja sagde ...

Kæreste mor-Heidi...
Hvor er det skønt, at du har taget skridtet og fået skabt en Laurits-blog. Jeg ved, at du vil få rigtig meget glæde af, at skrive alle dine tanker om din lille dejlige dreng ned her - og ikke mindst er det skønt for os andre, at kunne følge med.
Hvor du dog skriver godt.. jeg kan bare mærke din smerte og din sorg indeni mig når mine øjne glider hen over dine ord.. - ja jeg kender jo desværre også alt for godt hvad det vil sige, at mangle det største i vores liv, nemlig vores kostbare børn.

Den der med at sukke...den kan jeg sandeligt være med på... det er egentligt et bemærkelsesværdigt fænomen, som åbenbart er et udtryk for frustration og sorg.

Jeg ser frem til at læse mere her på Laurits blog...

Kærligst, mor-Katja

Maomis sagde ...

Velkommen her i blog-land. Jeg vidste det måtte komme og jeg er så glad for at møde dig her. Du har så mange smukke iagttagelse og beskrivelser af hvordan det er at være Laurits mor. Det står for mig som noget meget smukt og jeg er så glad for at du har fundet på at dele det med alle os andre. Tak for det.

Line sagde ...

Kære Heidi

Hvor skønt at du(og Laurits) også er begyndt at blogge den...

Dejligt også at kunne følge med i jeres liv med og uden Laurits på denne måde.

Glæder mig til at se dig i aften. Har i mon fundet på et godt minde om Laurits at hænge op? Kender jeg jer ret har i fundet på noget super sejt, super originalt og super smukt... For sådan er I...

Kram fra Line

Anonym sagde ...

Kære Heidi
Som altid har du ramt det lige sådan som det er, og det er en meget fin blog du har fået lavet her. Jeg vil følge den (og de andre) trofast fremover - for det er nu dejligt at vide hvordan det står til med jer.

De allerkærligste hilsner
Mie

Brit Kim sagde ...

Kære Heidi

tak fordi du deler dine tanker og erfaringer fra livet med Laurits og tak for dit venskab - jeg beundrer din fine personligheds balance mellem kollosalt mod og fin indfølelse

god blogging!

KH Brit