Det bedste og det værste, I

Et ordsprog siger: Djævlen er ikke farlig, når man lader ham danse på bordet”.

Nu er Laurits jo ingen djævel, så jeg har omskrevet det til: ”engle er ikke styrende, når man lader dem tage roret”
(Det rimer lidt på det første, hihi)

Giver det mening? Laurits styrer ikke mit liv, men han guider og leder mig ofte. Så er han udover min skønne, lille dreng også lidt et ”begreb” eller en samling af følelsesmæssig erfaring. Jeg er blevet klogere. Men ikke bedre, ikke sådan at jeg skulle være bedre end andre mennesker i hvert fald! Laurits kalder dog på det bedste i mig, og når jeg lytter til det, vil jeg gerne tro, at jeg er blevet en smule bedre til noget. Forhåbentlig bedre til at lytte, forstå komplicerede følelser og til at rumme andre mennesker på godt og ondt. Men den forbandede, djævelske smerte og afmagt, der desværre også er knyttet til erfaringen med at opleve Laurits dø, kalder nogle gange på det værste i mig, så det forplumrer mine tanker, snævrer mit syn og gør mine sko mindst to numre for små.

Jeg tænker meget og ofte på det med, at Laurits både er det bedste og det værste i mit og Bos liv. Dvs. selve Laurits er der jo ikke noget slemt i, men at han døde... det er sgu slemt! Hvad er det bedste i mit liv? Er det dengang Laurits blev født? Naaaarh.... det ved jeg ærlig talt ikke, for helt ærligt, så var det ikke nogen fed oplevelse at få veer seks uger før tid, komme til undersøgelse på hospitalet og vupti - et kejsersnit, en dødsyg søn, en knust mand og et sorgfuldt liv. Men samtidig; lige inden vi fik beskeden om kejsersnittet, nåede Bo og jeg og have ca. en halv time alene på undersøgelsesstuen, hvor vi lyttede til LilleFranz' hjerterytme og kiggede på vemåler. Det var en helt speciel stemning og jeg ville gerne starte filmen forfra igen lige derfra. Lige da Laurits var ude sagde de der grøn- eller hvidklædte mennesker omkring os tillykke, og det var også skønt at høre! Og så er der den korte, men meget intense tid vi havde med Laurits... Åh, det var så dejligt! Sørgeligt, smertefuldt, angstfyldt ad helvede til, men også dejligt. Er mit bedste øjeblik mon ikke netop det, som Laurits sendte mig? Få timer før han døde var han så vågen og nysgerrig, at han lige åbnede det ene øje på klem og KIGGEDE PÅ MIG. Min lille dreng. Bo sagde allerede dengang, at han da lige ville se sin mor. Ja, det kan sgu godt være, at det lyder lidt rørstrømskt, men sådan var det faktisk. Vi var så stolte og så parate til at tage imod den lille kære unge.

Måske er der ikke så mange ting her i livet man kan opdele i helt rene kategorier af godt og skidt, men lige netop mht. Laurits er jeg bare så træt af, at det skidte klæber sig helt op ad det allerømmeste og allerbedste. Vi var med det samme (og jeg mener virkelig med det samme, for det var allerede ved samtalen med lægen om, at Laurits skulle dø) glade for, at Laurits fik en anden dødsdag end fødselsdag. Ikke fordi det ændrer noget som helst, men vi havde brug for det konkrete "bevis" på, at vi både havde fået og mistet. Og vi havde fået... en lille dreng, et forældreskab. Jeg er så taknemmelig over at være Laurits' mor.