Mindeaften

Nogen gange fatter jeg ikke noget! Nogen gange er der bare et stort, hult spørgsmålstegn indeni mig. Som i går aftes, hvor Bo og jeg spændte og stolte gik over til Rådhuspladsen kl. 18 og hængte vores minde om Laurits op på en dertil opstillet mindevæg. Vi havde også Kirsten Maries tegning med for Rikke og Claus. Der var så mange andre... en del vi kendte, en del vi havde set før og så alle de billeder, tegninger, bamser, lys, digte, ord mm., som stakkels forældre havde sat på væggen. Det var først som at træde ind i et trygt og velkendt rum, for her var jeg bare en i flokken, hvor alle kendte til den dybe savn og sorg. Jeg blev også så glad for at møde dem jeg kendte. Men... som jeg kiggede og læste mig ind på alle de ord og billeder på væggen, var det som om, at jeg ikke fattede en pind! Hvordan kunne det dog hænge sammen, at jeg følte mig så tryg, hjemme, stolt og ja... faktisk glad, når det hele i bund og grund var så frygteligt? Jeg kunne se tårer omkring mig og det skar dybt i hjertet, men jeg var jo selv "en af dem"... Nogen gange er det som, at jeg ikke forstår en dyt af, hvad der er sket. Jeg tænker ikke (længere), at det er forkert, for jeg har efterhånden lært, at jeg er sådan en "rolig type" og ofte reagerer lidt sent.

Var det min stolthed, som overskyggede alt andet? Er det forkert at være så stolt? Jeg var stolt af at hænge vores minde op, stolt på vegne af de andre forældre vi kender, da jeg så deres minder, stolt af at have Britte, William, Anna og Johanne med. På et tidspunkt var der en mand, som bare sagde "hej... jeg kan kende jer fra billedet". Wau, derblev jeg sgu da også stolt! Tænk, at han sådan rigtigt havde set os? Så havde han jo set vores lille familie på tre og det var skønt.

Baggrunden for arrangementet på Rådhuspladsen i går var at blive set i flok, at gøre opmærksom på Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød

Det ser da også ud til, at der er kommet lidt fokus på emnet spædbarnsdød:
http://www.berlingske.dk/article/20071010/danmark/110091077/
http://www.dr.dk/DR1/Aftenshowet# (se seneste program")
http://kvinder.bt.dk/index.php?id=1415



De ord vi havde hængt op til billedet og tranen på mindevæggen var følgende:
Laurits er:
- vores søn
- død
- ham vi til evig tid har favnfulde af uforløst kærlighed til
- ikke alene i himlen. I løbet af sommeren 2006 fik han seks små venner… India, Johannes, Kirsten Marie, Natalina, Elisabeth og Alma
- ikke et overstået kapitel i vores liv, ikke en hændelse, ikke en sorg, der skal bearbejdes
- ham, vores tanker nu kan finde ro ved, når alt andet bliver kaotisk
- brændt og fysisk væk… men det er vores kærlighed og forældrefølelse ikke
- en Laurtusse, en pusling, en basse
- ham, vi digter minder om, fordi hans korte liv ikke gav os nok
- ham, som lige er fløjet forbi og har tabt en lille englefjer, hvis du nogle gange ser sådan en fin, lille, hvid fjer for dine fødder. Vi ser dem ofte ligge rundt omkring ude på Laurits’ græsplæne. Der ligger de blandet med de grå fjer fra Københavnerduerne, husskaderne, kragerne o.a., og så ved vi, at Laurits og vennerne igen har været efter fuglene!
- ham, som har lært os at se gennem sorg og smerte, være modige. På den måde kan vi også tage imod al den glæde han giver os
- den første, som har lært os noget om at være forældre
- den største glæde i vores liv, til trods for, at han er død
- ham, som lignede sin far Bo så meget, og som sikkert ville være blevet en glad lille gut – en lille tumling
- den skønne, lille, skrøbelige men udholdende babydreng, som døde helt stille og fredeligt, efter han blev lagt op på mit bryst og mens Bo holdt om og sang
- ham, som vi tænder lys for, fordi vi har brug for helt konkrete symboler i vores hverdag
- den lille prut, som både vi og andre engleforældre godt kan finde på at købe babytøj til. Tøj, som bliver købt til Laurits, og som hans kommende søskende sikkert får lov til at arve
- pisse billig i drift!!!
- ikke en skideirriterende lille ”møg-unge”, der holder os vågen om natten – men det ville han sikkert have været af og til, hvis han var i live