Hvad Laurits er

Nogle gange tænker jeg på, at det må være ret svært for andre at forstå, hvad Laurits er for mig, for Bo og i det hele taget. Men han er bare så meget andet end en defekt baby, som kæmpede sig vej til et 38 timers liv med en respirator-tube plastret til næsen. Havde han levet nu, ville man ret hurtigt selv kunne konstatere, at han f.eks. var en glad lille gut med et stort hyl, når han blev ked. Han ville ligne sin far (det ved jeg, for det gjorde han jo virkelig med sit lyse krøllehår), han ville være en lidt distræt type, ville være meget madglad, ville (forhåbentlig) have lært at sove i weekendlarm fra gaden, ville være smækfornærmet over de barrierer vi nu skulle have haft ud til køkkenet, så han ikke konstant gik ud og pillede i pasta eller afløbsrens. Han ville måske være glad for at køre i bil og synge, spise guf og læse historier med mor på bagsædet? I hvert fald ville han nyde at komme ned til kærligheden og opmærksomheden fra mormor, morfar, farmor og farfar! Han ville også blive så glad for at se morbror Thomas, farbror Jan og tante Birgitte. Og så snart han hørte lyden af de to kusiner, Amalie og Oline, i nærheden ville han få jubel-sommerfugle i maven. Jeg tror, at han ville have fundet sig i alle deres tosserier, alle kys og knus og de fleste af deres mor-barn-agtige lege, eller hvad de nu ville finde på. Hans fætter Alexander og kusine Talitha samt tante Fransie og farbror Arne ville jo være lidt mere mystiske for ham, fordi han ikke ville se dem ret tit. Men han ville kende dem via billeder og den måde vi snakker om dem på. Og jeg tror, at hans øjne ville få et ganske særligt indforstået drenge-blik, når han endelig var sammen med Alexander - så ville der være herlig ballade i luften! William, Anna og Johanne ville være hans tre store stjerner. Når han blev ældre, ville han fundere lidt over, at de nogle gange kaldte ham for lillebror.

Alt det jeg fantaserer om at Laurits ville have været, det er han for mig. Det startede med drømme og fantasier, da han lå i min mave, og de er ikke blevet mindre med tiden. De blev revet brutalt over på midten af manden med leen, men på forunderligste vis har de skudt påny. Laurits er ganske enkelt den første, der har lært mig, hvad ubetinget kærlighed er, sådan som børn nu engang gør ved deres forældre. Selvom meget er fantasi, så bunder det for mig i noget helt vigtigt og væsentligt: Laurits var her faktisk! Han var ikke mindre menneske end nogen andre og jeg ville ikke ønske, at han aldrig var født. Jeg tror, at det må være lidt svært at forstå for andre, nogle gange... Især hvis man ikke har set ham rigtigt, set ham ligge varm, skøn og nyfødt, mærket hans helt vildt bløde "bakkenbarter", holdt hans lille hånd eller fod eller nappet ham forsigtigt i krøllerne. Men det har jeg altså.

Nogle gange savner jeg døde Laurits. Trods kulde, livløshed og dødspletter ville jeg ønske, at jeg kunne holde hans lille krop ind til mig bare fem minutter mere, ae hans pjuskehoved og nøsse ham på kinderne. Ja, ja, ja, det kan godt være, at det lyder sygt og mærkeligt og nyttesløst og blablabla, men det gør jeg altså! For døde Laurits kan jeg forholde mig til, da det er den virkelighed jeg lever i til daglig. Dengang han døde i vores arme blev vi selvfølgelig lammet af sorgen. Det var det vigtigste og det værste jeg har oplevet! På en måde er det lidt ærgerligt, at man ikke kan gemme en del af "hele døds-showet" til senere. For dengang gjorde vi alt hvad vi magtede, men jeg ville bare magte mere i dag...