"Fordelen ved et dødt barn"

Må man gerne bruge den sætning? Selvfølgelig "må" man alt, men alt har også konsekvenser. Jeg kan grundlæggende slet ikke finde den sande fordel ved at have et dødt barn - selvfølgelig! - men jeg har opdaget, at jeg alligevel bruger den sætning af og til. Den dukker op som sarkastisk kommentar, når fordelen ved Laurits f.eks. er, at han er meget nem at pakke sammen til, når man skal hurtigt ud af døren. Han er heller ikke så svær at finde gaver til; et gravlys med en lille hilsen på er altid et hit. Et stykke krøllet papir (en trane) er også helt fjong. Han har i hvert fald aldrig brokket sig over det. Han sviner ikke ret meget... ja, faktisk overhovedet ikke. Man kan godt feste natten lang, for han vågner ikke af det, og han vækker ikke én tidligt om morgenen. Her vil jeg lige pointere, at dette skrives efter to års tilvænning, for i starten var Laurits ikke specielt nem at pakke sammen til. Jeg gik mange gange rundt om mig selv, før jeg var tilfreds med det udvalg af billeder eller mindedims, der lå i tasken. Og hvis ikke det var blevet udvalgt ordentligt, så var det med stor uro jeg gik ud af døren, for tænk, hvis jeg pludselig blev overmandet af savnet og ikke havde "noget"?! Det var heller ikke specielt nemt at finde ud af det med gaver i starten. Det virkede så meningsløst at tænke i den retning, men det var samtidig en nødvendig erfaring for mig at lære, at jeg godt må give mit døde barn små gaver, skrive ord til ham, henvende mig på et eller andet plan. Mht. til at Laurits ikke sviner, så er det selvfølgelig helt rigtigt, men han roder lidt. Der er masser af Laurits-dims herhjemme og det fylder da op i krogene (skønt!). Og endelig; mht. til at få forstyrret nattesøvnen, så blev den forstyrret i starten af al den sorg. Jeg havde brug for at få styr på nogle meget grundlæggende rammer, ikke at bryde dem med fest og ballade.

At tale om fordele ved døde børn generelt er fuldstændig meningsløst. Men måske har jeg bare brug for at være sarkastisk omkring det for at indse, at mit liv faktisk er ok alligevel...? Uh, det handler igen om det med at give slip og det er så forbandet kringlet. Måske mest når jeg prøver at sætte ord på det, for så lyder det så definitivt og ligetil. "Sådan! Nu er jeg så gået ind i en ny sorgperiode efter to års dagen, og så giver jeg mere slip på mit døde barn igen". Hm...

Disse fordele er mellem Bo og mig; altså det er noget vi snakker om, når vi er sammen os to. En anden version af "fordels-snakken" er "sådan-er-det-at-have-et-dødt-barn-snakken". Det er en del af tosserierne. Jeg tror faktisk, at "fordels-snakken" dels er kommet til som et slags forsvar mod den følelse af, at der skulle være andre, som ville begynde på noget omkring fordele ved døden. I starten var jeg i hvert fald totalt i forsvar og på stikkerne overfor den vinkel. Det er jeg vel stadig... men nok på en mere skuldertrækkende facon... Det hænger selvfølgelig sammen med at nu, hvor jeg f.eks. selv kan have lyst til at feste, så kan jeg bedre se bort fra evt. misforståelser omkring min grund til festhumøret. For grunden er selvfølgelig ikke, at Laurits er død eller at han nu er overstået og glemt. Grunden er bare fest, ikke andet. Jo, måske at Laurits har været her, altså hans liv og væsen. For det meste er det bare en følelse af "nu trænger jeg til en fredagsbajer og at slå hjernen fra".

En anden grund til "fordels-snakken" tror jeg er en abstraheren. Vi har øvet os på at kunne alle mulige ting igen, selvom de i starten var meningsløse i forhold til livet med levende Laurits. Vi havde ret hurtigt modet igen, til at prøve forskellige ting. Det er ikke sagt som at vi var enormt gode eller noget... vi havde det altså bare. Fra stort set alle vinkler fik vi at vide, at vi var stærke. Det var vi også, men det var faktisk også svært at håndtere... Måske lyder det her helt forkert, men det var altså svært at forholde sig til sin styrke og livsmod, for hvorfor havde vi livsmod, når vores søn var død fra os??? Hvordan kunne vi sidde der og holde pause fra sorgen? - for det var præcis, hvad vi gjorde; vi holdt pause og hyggede os ind i mellem. Det var selvfølgelig godt at mærke overlevelsestrangen og håbet, men det var alligevel med en indbygget meningsløshed så gigantisk i forhold til den virkelighed, der gang på gang slog luften ud af os; Laurits var død fra os. Ved at hive fat i "fordelene", tror jeg, at vi fik sagt højt for både os selv og hinanden, at det er ok at leve på trods af det hele. Det var nok en måde simpelthen at sige "vi er levende, Laurits er død". Det har taget lang tid at vænne sig til det faktum - sådan ud i alle krogene af vores liv.

Det har været og er fedt for os, når andre kan være med på de sarkastiske bemærkninger, men jeg må også være ærlig og sige, at det ikke altid er så let for mig at lade andre være med. Jeg har hele tiden været rigtig bange for, at folk skal tro, at nu er det hele nok ved at være overstået. Det har at gøre med, at folk skal tage hele pakken, altså netop se smerten bag smilet, for ellers snakker vi ikke samme sprog. Folk omkring mig skal ikke flygte, når jeg selv prøver at være modig. Det er ikke modigt at se bort fra Laurits, men det er modigt at prøve at gribe ud efter ham, nu hvor han er så død. Hm... nu kommer det igen til at lyde som om, at jeg bare er verdensmester i smerte - øv! Det lyder en kende bittert.

Det er sandelig en bearbejdende ting at skrive blog om sin døde unge, for det her handler som nævnt om at give slip. Jeg tror faktisk, at jeg er parat til at gøre mere af det, som man hele tiden får at vide handler om at give slip. Jeg har bare sådan haaaaaaaadet det udtryk! Det skal komme inde fra 'MAJ-SÆL' af ;-) Jeg var ikke parat til præcis det her for to år siden eller for to måneder siden, så hvad skulle det hjælpe mig at høre om godt liv uden børn? Men det er faktisk der, hvor jeg bevæger mig lidt hen nu. IKKE forstået sådan, at vi nu opgiver at få levende børn eller ikke ønsker os det lige så meget som før, men det er bare ikke hele sandheden. Hvis ordet tilfreds betyder noget i retning af at 'finde fred med', så er det bare lige det jeg mener; jeg finder mere og mere fred med Laurits' død. Laurits LIGger, hvor han (ikke) skal. Det er den der med, at jeg har det godt trods omstændighederne, det er bare nogle lorte-omstændigheder. Man kan også sige, at jeg har det godt med, at Laurits ikke kan dø. Jeg kan dermed give slip på en angst, nu hvor hans død ikke længere er så smertefuld i det daglige. Det er faktisk en fordel ved at have et dødt barn; det værste er overstået. Tror jeg nok... uh, jeg er pissebange for at komme til at skrive ævl og bævl her!!! Byd bare ind, hvis jeg er helt afsporet. Selvom det skrevne ord på PC-skærmen kan komme til at virke så endegyldigt, så er blogs -i hvert fald min blog - også bare et her-og-nu-billede inde fra et hoved.