Jord

I dag er det to år siden vi bisatte Laurits. Heldigvis havde præsten bedt os tænke over, om ikke det var bedre, at vi bar kisten ud i rustvognen og lod den køre væk fra os, fremfor at vi skulle gå ud af kapellet og væk fra kisten, forlade lille Laurits. Det var så rigtigt set af hende! Så det blev til, at Bo bar kisten ud og vi slap ham - lille døde Laurits. Tænk, hvis vi bare havde forladt ham i kapellet... Til gengæld er der mange andre små ting, som jeg godt kunne tænke mig at have gjort anderledes. Men vi kunne ikke dengang. Eller vi traf nogle valg, og det er også fravalg. Det er lidt svært helt at forstå nu med to års afstand, men jeg kan godt huske, at helt grundlæggende, så var vi jo drevet af det stik modsatte af lyst. Vi ville ikke begravelse, salmer, mange mennesker osv., for vi ville egentlig slet ikke være med til at jorde vores lille dreng. Vi ville bare gerne hjem og ligge i sengen, og så se, om ikke mareridtet var overstået lige om lidt. Vi tog ingen billeder den dag. Desværre.

Da vi stod i kapellets garage og Bo havde sat kisten ind i rustvognen, gik der et stykke tid, før chaufføren satte sig ind og kørte væk. Han stod og kiggede lidt nervøst over på os og skulle jo afvente, hvornår det var tid. Det var godt og rigtigt sådan. Han gjorde intet forkert. Men jeg havde bare så svært ved at forholde mig til situationen. Jeg stod nærmest og tænkte: "Så kør dog! Kør nu! Kom nu!" For mig var alt overstået på det tidspunkt. Der var absolut ikke mere mening tilbage i verden, så hvorfor kunne vi ikke bare få det overstået. Men jeg vinkede dog til Laurits, da bilen kørte og mumlede farvel. Det vidste jeg bare, at jeg skulle.

Laurits blev brændt, og jeg ville sådan ønske, at jeg havde været med hele vejen. Nogen har kørt hans lillebitte kiste ind i ovnen og nogen har puttet asken i en urne. Gid det var mig. Nogen har senere lagt urnen i jorden på Holmens. Gid det var mig. Præsten lavede jordritualet inde i kapellet for to år siden. Godt det var hende. Jeg havde brug for hende som Laurits' præst og havde brug for at se og høre det-der-med-jorden, for det hører sig til, når nogen har levet og er døde. For mig giver det mening at tænke på, at i et større perspektiv er vi alle sammen bare nogle småbitte korte liv, og når vi dør, så tager naturen sin jord tilbage. Laurits var vores og i mit hjerte allermest min, men man ejer ikke mennesker. Laurits var sin egen og som alle liv var hans uforudsigeligt. Det er så svært med den uforudsigelighed. Hvorfor kan den jord ikke samle sig på ny, så Laurits snart kan blive storebror?! (Jeg mener ikke at Laurits skal genopstå, jeg mener bare, at jeg så gerne vil være gravid igen, så vi kan få flere børn. Der er lange udsigter og jeg har det ikke godt med det!!!)