tirsdag den 6. maj 2008

En befriende oplevelse

I weekenden fik vi lejlighed til at fortælle om Laurits og vise billeder frem igen. Det var så befriende dejligt! Vi havde besøg af vores to skønne bornholmske venner, som vi ikke har set siden dengang Laurits lå i min mave. Jeg tænker, at det nok ville have været lettere for dem at snakke om vind og vejr, fremfor at få historien om vores døde dreng. Men de spurgte... og spurgte igen og mere og endnu mere. "Hvordan blev han egentlig født?", "hvordan var det for dig, Bo?", "hvornår vidste I, at der var noget galt?" "Er han død på det billede?" osv. Billeder ville de også se, selvom det uden tvivl gjorde ondt på dem. Det føltes så rigtigt og dermed befriende. Jeg var virkelig glad for deres åbenhed og mod. Og igen; de spurgte bare og lyttede. De havde ikke travlt med at omskrive smerten og sorgen, fortælle os hvordan det hele giver mening, synke klumpen i halsen fremfor at lade tårerne trille eller lignende. Jeg ved det er svært. Det synes jeg selv det er nogle gange.

Jeg kunne mærke, hvor meget der er sket på to år. Som Line engang har beskrevet det, så kan jeg også fortælle om mit døde barn nærmest i søvne. Det bliver lidt en vane, "bare" en historie. Men selvfølgelig ligger der så utroligt meget bag, og når man sådan rigtig får lov at give den gas med at fortælle, og når der virkelig bliver lyttet, så kommer man også ind bag fortællingen igen, og jeg kan mærke, hvor sundt og rigtigt det er - selvom smerten også følger med. Der følger også en flimren med for mit vedkommende. Pludselig bliver jeg lidt usikker igen, lader paraderne falde og snubler over ordene. Det er egentlig ok. Det føles rigtigt. Jeg pludselig selv høre, hvor grotesk det hele var/er og kan pludselig se billederne lidt på ny igen. Det er det, som er lindrende, lettende, bearbejdende og en kæmpe hjælp fra andre. Noget som levendegør fortællingen om Laurits er også at høre det fra Bos mund. Det er så rart at fortælle sammen.

Heldigvis har de to år også gjort mig stærkere i forhold til, at jeg bedre kan håndtere andres forskrækkelse, sorg og tårer. I begyndelsen slog det mig næsten helt ud. Jeg syntes det var så synd for andre, at jeg kom her med al min elendighed. Men det nytter jo ikke noget at tænke sådan! Man må kalde en spade for en spade i det her, og det er det jo Bo og mig der er de ramte, det må vi altså tage på os. Når andre græder for Laurits eller for os, så tager jeg det til mig og bliver et eller andet sted glad for, at de ser ham som det menneske han var.

2 kommentarer:

Line sagde ...

Ja nemlig, se ham som det menneske han var!

Anonym sagde ...

Hvor dejligt at have venner der kan rumme og forstå Laurits og jer som familie.
Knus
Dorthe