22. maj

For to år siden stoppede tiden. På vores kalender i køkkenet kunne jeg ikke få mig selv til at klikke tiden videre efter 22/5, så sådan stod den i et år, indtil det igen stemte overens med den tid, den dato, som verden kørte efter. Nu har den igen stået på 22/5. Denne gang var det mest med spænding og glæde, at jeg så frem til det. I dag er det den 23. maj og dødsdagen. Det er også en lille piges fødselsdag. Jeg er glad i dag, for det var en super fantastisk dag i går, hvor mange bar glæden over Laurits med os! Mere om det senere... Men selvfølgelig er jeg også trist inderst inde og det giver mig den flimren, som efterhånden er så velkendt. Det kræver kun et minimum af kræfter at balancere det gode med det smertefulde nu i forhold til for et-to år siden. Men der er stadig langt ned, hvis man falder...

I dag skal vi ud i det gode vejr og fiske! Jeg tror ikke vi falder nogen steder ned.