onsdag den 14. maj 2008

Ping-pong i hjernen

Der må altså være noget, som totalt unddrager sig fornuften, når sådan en fødselsdag og dødsdag nærmer sig. Jeg synes faktisk at jeg har det ganske fint. Nok mest i de små daglige detaljer, for jeg kan ikke helt overskue at tage det store forkromede overblik (hm, sikkert en del af problemet...) Jeg har det lige nu fint med at tænke på Laurits' fødselsdag og tager det ganske stille og roligt. Men noget unddrager sig altså. En duft af dengang kan pludselig fange min næse, eller jeg kan i et øjeblik genkende kirkegården, som den så ud dengang og så sætter det alligevel skub i en flimren. Jeg kan godt lide at blive mindet om og at snakke om det hele igen-igen, men samtidig er det så sårbart.

Jeg er rimelig rolig omkring fødselsdagen (lige nu;-), for sidste år var det sådan en rar dag. Det var den 23./dødsdagen faktisk også. Jeg er lidt mere sikker på det hele i år i forhold til sidste år. Bare en smule. Laurits er ikke på vej til hverken at blive født eller dø igen, det er bare nogle mindedage. Men bare... "ping-pong" siger det i min hjerne, for det er smaddervigtigt, at de dage bliver gode. Jeg prøver dog at slippe kontrollen, for det er vel også det, som det handler om? Helt ærligt, så er jeg ikke den store koordinator. Jeg har det med at glemme ting midt i det hele (som f.eks. min brudebuket til vores eget bryllup, mine forældre, da de engang skulle køre med til et andet bryllup, bestik til skovturen eller at en hellig pinse mandag betyder, at ugen faktisk starter med en tirsdag). Jeg tager det dog ikke så tungt og forsøger i den slags situationer at lade den indre flimren flimre ud af sig selv. Men ved Laurits' fødselsdag er jeg jo mor'en, hende som ikke bare kan glemme bestikket eller lagkagen! Desuden er vi værter ved et arrangement, som godt kan føles en smule akavet... Men en vis kontrol vil jeg give slip på, for jeg ved, at Laurits også er i andres gode hænder - eller hjerter - eller hjerner. Jeg vil tænke: "Flyv, min dreng", og så vil jeg forsøge at gribe det, som lander samt selve dagen den 22.

2 kommentarer:

Britte sagde ...

Sådan noget kan du da bare, Heidi...det ved jeg!
Du er moren og så er det selvfølgelig dig det 'hænger' på... men samtidig også dig der bestemmer!!!! At lagkagen er fra bageren og bollerne fra Netto fx...

Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at gøre Laurits' føs til en god dag...Krykker eller ej!

Min kloge bedstemor sagde: Livet er en gave og en opgave. Ved ikke helt hvor jeg vil hen med det lige her og nu - bare at det faldt mig ind. Laurits fik faktisk den gave - og opgaven bærer vi alle sammen uendeligt. Hmmm.. det lød bedre i min hjerne...

kram til jer alle 3...

Maomis sagde ...

Denne tid er også helt speciel for mig. Den indeholder minder. Dejlige minder og triste minder. Elisabeths tid er lige om hjørnet og lige som sidste år, så minder denne tid mig rigtig meget om maj for 2 år siden. Første maj gik jeg på barsel og havde en hel måned hjemme hvor jeg fik lavet de sidste forberedelser. Tiden minder mig om lykkelig og glad forventning, men samtidig om alt det andet der fulgte.

Det er en såbar tid lige nu, men jeg er sikker på at Laurits' dag kun bliver endnu mere særlig lige netop af den grund.

Og så det der med overblikket ... det går nok det hele skal du se, overblik eller ej. Det her handler om Laurits og bare du holder dig det for øje, kan det ikke andet blive en rigtig dejlig og god dag. Husk ... 'Det er dig der er moren og derfor er dig der bestemmer' ... Den synes jeg var rigtig god, Britte. Den vil jeg huske.