Hormonræs I

I går var det sgu hårdt at være i behandling. I går følte jeg mig håbløs, jobløs, barnløs, modløs og tudeagtig. Natten var ikke så god, så mens solen stod op, sad jeg og læste om begravelser i DK. Jeg havde grebet tilfældigt ud i bunken af bøger om død til specialet, men det var nok ikke det heldigste valg. Jeg blev så ked af, at vi ikke var med til at beslutte det hele omkring Laurits' bisættelse. Hvad var jeg for en mor, der bare sendte sin søn til brænding og efterfølgende ensom urnenedsættelse på en fællesgrav?


Mit speciale kunne jeg slet ikke tage hul på i går. Det var den ene overspringshandling efter den anden. Jeg nåede så langt som til at åbne dokumentet på computeren og nedkradse en enkelt note på min papirskabelon. Lidt søgning på nettet blev det da også til, men ikke noget, som rykkede.


Solen fik mig slet ikke at se i går! Al det dejlige vejr til ingen nytte... Men jeg kunne ikke gå ud med god samvittighed. Tøj fik jeg da vasket og luftet, og sommerdynen blev fundet frem. I nat var søvnen også meget bedre og jeg tror det har hjulpet på lidt af det løse.


I dag er jeg ikke så modløs og tudeagtig og kan bedre holde hormonræset i skak. I dag kan jeg godt holde Laurits' bisættelse ud, for den var faktisk ret smuk. Vi arrangerede den ikke selv, men det gjorde Laurits' farbrødre, og måske havde de også brug for at gøre det, ligesom vi virkelig havde brug for noget praktisk hjælp på det tidspunkt? Jeg tænker stadig, at noget ville jeg gøre anderledes, hvis det var i dag jeg skulle blive mor til en død. Men det er faktisk ok, for det betyder netop, at jeg har lært noget af Laurits. Desuden var vi der virkelig for ham mens han levede og døde. Specialet virker mere spændende i dag. Det er rigtig svært at få indkredset emnet ordenligt, men jeg synes der er håb forude. I dag ved jeg, at jeg kommer ud i det gode vejr, for jeg har en aftale med tre søde mennesker i eftermiddag.