Jeg tilskriver mit svingende humør hormonerne. Nu er det ikke hormonernes skyld at Laurits er død, men jeg tror de tager pis på mig, når jeg det ene øjeblik kan sidde på hans fællesgrav og tude, for i det næste øjeblik at nyde kaffen og en artikel om mexikansk dødedagskultur i fulde drag (og hvor har de bare fat i noget rigtigt og vildt i Mexico!!!). Jeg græder meget sjældent, når jeg er på kirkegården. I dag var det åbenbart tiltrængt. Uanset hvad, så har jeg bare brug for at komme med et lille kvæk om, at selvom det er skønt at komme på kirkegården, så er det dybest set begrænset, hvor meget vidunderlig mening det giver... Gid jeg kunne tage hen i en indre-by-vuggestue med alt mit savn og hente min lille dreng. Gid han kunne slå sine små is-fedtede solcreme-indsmurte arme rundt om halsen på mig i dag og sige "mor!".
Laurits kan ingenting. Jeg kan ikke kommunikere med ham. Men jeg kan heller ikke lade være at blive rørt og føle ham tættere på, når der sker, hvad der gjorde i dag på kirkegården. Jeg sad på bænken under træet, og ligesom jeg var helt nede over det faktum, at jeg aldrig nogensinde kommer til at kommunikere mere med min dreng, så faldt der en (papirs)trane ned i hovedet på mig! Det var en jeg havde sat i et af træets bladknopper i sidste uge og den valgte så at folde sig ud lige netop da jeg sad og var ked... Det gjorde mig sgu lidt rørt og jeg overgav mig bare til den følelse, for det havde jeg brug for.
.JPG)
.JPG)
.jpg)
6 kommentarer:
jeg tænker; der er mere imellem himmel og jord. Så mon ikke den trane var en hilsen en lille engel.
Knus
Dorthe
jeg tænker; der er mere imellem himmel og jord. Så mon ikke den trane var en hilsen fra en lille engel.
Knus
Dorthe
Jeg er slet ikke i tvivl om at dig og Laurits har et helt særligt bånd. Hormoner eller ej – Laurits sender hilsner til dig hele tiden. Han er tilmed så heldig at have en mor som forstår at opfange de små signaler.
Kort tid efter Mies død drømte jeg om hende. Da jeg vågnede og kiggede ud af vinduet så jeg en sky som lignede den bamse, jeg har i mit soveværelse. Mies bamse. Jo, der kommer små hilsner - det er bare om at fange dem.
(jeg er født nysgerrig, og kom forbi via Sofies blog)
Hilsen Susanne
Jeg har det også dobbelt med kirkegården - Laurits' græsplæne. Synes der er rart, stille, fredfyldt, fint, følelses-tæt og helt.
Men kan samtidig også falde hen i den der følelse, at det jo IKKE burde være her man besøgte Laurits... det burde IKKE være det her sted, der for alvor er hans - en dreng på snart 2 år.
Men det er det... desværre.. og når det så er sådan - så er det skønt at vi kan se det dejlige i stedet!
Vi nyder at komme der ind i mellem..selvom vi har Laurits med os når vi ikke er der.
Krykke-kram fra
Britte
Nu var det mig der fik tårer i øjnene.
Send en kommentar