Brændt barn...

Laurits. Bare mit døde barn. Ham, der engang var levende. Kilde til rigtig forundrende meget om de mindste navlepillende trivialiteter og de største dødsforagtende livsspørgsmål. Han er en spøgelsespusling, der nok altid vil rasle rundt i mit rungende hoved. Det er ok. Jeg kan ikke undvære ham mere end jeg allerede gør. Han må gerne være overalt. Mest af alt er ham nemlig ”bare” en jeg elsker uforbeholdent. Det er dejligt og modbydeligt. Af og til jager jeg ham alligevel lidt væk; ”kan du så flyve ud og hoppe på skyer, for mor skal arbejde!” Men det er altså ikke ret tit, for han snører mig med sine uendelige bløde pust i nakken og den måde han fedter sig op på skødet af mig og taster med ved computeren. ”Brændt barns sky med ild i” skriver han over skulderen på mig og så kan man da altid fnise lidt ad det. Jeg gider ikke stritte imod. Hellere en tosse-sky med ild i end at brænde inde i sit eget hoved!