Laurits' fremtid

Med tiden vil jeg gerne give slip på Laurits. Jeg vil gerne se ham mere og mere som et menneske, der var forbi i mit liv og som skabte en evig, voldsom og ekstremt kærlighedsfuld relation. Jeg vil gerne give slip på følelsen af, at han var min mere end sig selv. Det vil jeg gøre, fordi han var andet end en baby. Ok, han nåede faktisk ikke at være andet, men det skal vel ikke ligge ham (eller mig) mere til last end højst nødvendigt. Det har for resten været højst nødvendigt at have ham som netop min lille baby i tankerne i rigtig lang tid, fordi han var død. Jeg har savnet hans lille babykrop med alle følelser, sanser og tanker. Det er jo så forbandet unaturligt at miste sin lille nyfødte unge. Jeg vil tænke på Laurits som menneske og med respekt og værdighed, førend jeg omklamrer ham med min moderkærlighed. En del af Laurits handler nemlig om ham og ikke mig. Grundlæggende blev han jo ikke til for at gøre mit liv bedre, han blev til for at leve sit eget. At det så også gjorde mit liv bedre og dybere er bare en fantastisk gave.


Det jeg prøver at sige er, at hvis han var i live, så ville jeg også give slip på ham - eller det skulle jeg i hvert fald prøve at gøre hen ad vejen. Så skulle jeg støtte og vejlede ham, tørre hans snotnæse og mindst én gang om måneden sende ham ud af døren med al min kærlighed (hvordan hulen man så gør det?? Forestiller mig noget med, at der skal krammes igennem og ugles noget hår, indtil ungen siger "aaaargh! moaaaaar" og vrænger mule, men ikke kan lade være med at smile total frit og let, så snart han er på egen hånd). Måske er sådan noget moderkærlighed som en puppe af blød silke, som man hele tiden pakker sin unge beskyttende ind i, for at se den bryde endnu smukkere ud?


Jeg vil tænke på Laurits som menneske og skille ham lidt mere ud fra mine egne behov. Igennem længere tid har jeg faktisk haft en forestilling om ham som en mand omkring de 50 år. Det er ikke et særlig tydeligt billede endnu, det er langt fra tosset færdigt så at sige. Men det er noget med; han bor i København, har mange bøger i sin lejlighed, er lidt rund i det, stor, smuk på en dyb og underspillet måde og jeg kan slet ikke se mig selv i ham. Eller jeg kan måske, men så er det i mystiske glimt. Når jeg kommer på besøg hos ham er det på mange måder hos en fremmed mand. En del af mig ved nemlig, at selvom jeg vil elske ham for evigt, så kan jeg ikke være sikker den anden vej... men det er i og for sig skønt. Det er pirrende, spændende. Jeg ville have en voksen søn på 50 år, som inviterede mig hjem til kaffe, madder og øl og jeg ville tænke: "hold da kæft manner! Ham der har jeg fået lov til at følge helt fra start. Ham der er en unik person, der er kommet fra mig". Jeg tror, at stolthed er en stor del af følelserne for min 50 årige søn Laurits. Hm... det er godtnok meget abstrakt. For det første ville det betyde, at jeg skulle være over 80 år, og for det andet, at Laurits skulle overleve 50 år. Ha! Helt skørt, hva'???