En erkendelse er undervejs; sorgen over Laurits er ved at blive erstattet af en sorg over ikke at være forældre til et levende barn. Det skal ikke forstås sådan, at sorgen over Laurits er overstået, men det er måske bare ikke den, der til daglig fylder mig med negative følelser, ked-af-det-hed eller slår benene væk under mig. Det kan til gengæld min sorg over ikke at have et levende barn gøre. Selvfølgelig hænger det så også sammen med Laurits, for allerhelst var det jo ham, der skulle være vores levende barn, men det har vi ligesom indset aldrig kommer til at ske. En gang i mellem går vi på kirkegården for at se, hvordan han har det, men han er stadig lige skide død, og noget siger os, at det bliver ved at være sådan.
Hvordan kan jeg føle større sorg over ikke at være mor til et barn/børn, som slet ikke eksisterer endnu, end over Laurits som ER død?? Altså, det gør jeg jo heller ikke dybt inde i hjernen, men i mit daglige liv er det nu blevet gravide maver, barnevogne, spædbørn på bøvse-skulderen og den slags, som kan gøre rigtig ondt. Det kan også gøre mig tvær indeni og det er en bitter en at sluge... Jeg synes det er fantastisk at folk får børn, men jeg vil jo bare så gerne være "med i klubben". Det er nok der problemet ligger, for når jeg f.eks. ser en vuggestue på udflugt, så kan det godt trække lidt tårer, men jeg føler mig et eller andet sted "med i klubben", fordi sådan en lille purk har jeg på en måde også... han er bare død. Men når jeg ser en fremmed gravid mave, så er jeg bare sat af, så er der kun misundelsen tilbage. Øv! Hvorfor kan jeg ikke blive gravid?
Jeg er en mor. Det blev jeg dengang jeg var gravid, og da jeg så Laurits og fik lov at holde ham skete en stille eksplosion af 'mor' i mig. I to år har det vokset i mig og jeg synes faktisk, at jeg er en rimelig god mor til en død dreng. Men jeg trænger SÅ meget til at være mor til en levende!!! Det er så let at sige til sig selv, at nu skal det ikke fylde for meget det graviditetsønske og man skal bare fokusere på noget andet. Men for pokker... i alle livets forhold gælder det jo om at være ærlig og gå efter det, som man virkelig ønsker sig (måske især, når man er langsom studerende, der er ved at skrive speciale). Så jeg føler, at det daglige krav er; ønsk dig lige alt andet end det du ønsker dig. Æv, altså.
Det er ikke fordi jeg ikke nyder mit liv - og Bos liv med ;-) Jeg synes vi er i stand til at gøre alle mulige ikke-børne-agtige ting af oprigtig lyst. F.eks. at ride på islandske heste på Svalbard! Eller tage ud til Nordhaven en ganske almindelig mandag aften og fiske efter havørreder (jeg fik kun en enkelt hornfisk, som hoppede af igen), eller bare sove længe. Alligevel er noget indeni mig sat så meget på pause, at jeg kan blive bange for, om pauseknappen sætter sig fast. Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af det med at blive en god mor til en levende? Hvad nu, hvis jeg bygger alt for mange forventninger op og kommer til at fokusere alt for meget på maj-sæl og vores ego-tripper-børne-fri-liv og ikke det lille barn, som forhåbentlig engang kommer til os? Hvad nu, hvis der slet ikke kommer flere børn til os?
Dengang Laurits var død, snakkede lægen med os om næste gang, næste graviditet. Han bekymrede sig meget over, at det lignede en arvelig sygdom. For vores vedkommende var det bare et spørgsmål om, hvor hurtigt min krop kunne være klar igen, for vi var mere end klar! Jeg er også sikker på, at det havde været rigtig sundt og godt med et barn hurtigt efter Laurits, men det havde helt sikkert også været rigtig hårdt med så frisk sorg samtidig med ny glæde. Jeg tror, at vi i løbet af det første år passerede den usynlige grænse for, hvornår det for os ville have været et 'rigtig godt tidspunkt' at vente en lille ny. Det er jo godt man ikke kender sin fremtid, for jeg ville ikke have kunnet bære for to år siden at vide, at også Laurits' to års fødselsdag og dødsdag skulle gå uden en lille i maven eller armene. Mon der er en til næste år? Eller næste igen? Jeg begynder at se en vej, der hedder "Heidi og Bo fik aldrig levende børn". Det er ikke en vej, jeg tror vi går ud af, og slet ikke en vi har lyst til (!), men den begynder bare at være en mulighed. Det gør så ondt og det gør så grimt indeni.
Hvad er det jeg skal gøre anderledes? Graver jeg mig ned i selvmedlidenhed og skal jeg bare tage mig sammen, eller hvad? Tålmodigheden er ved at være brugt op, men hvad godt gør den alligevel? Det har jo ikke hjulpet en pind at være tålmodig. Jeg har mørke dage for tiden. Synes ikke lysten er særlig stor til ret meget. For lysten går på graviditet og det "må" jeg jo ikke. Dels må jeg ikke for lægerne, som ikke har tid til at hjælpe os, og dels må jeg ikke for vores egen mentale sundhed, fordi det ikke er godt at fokusere så meget på noget, som man alligevel ikke kan gøre noget ved. I dag er jeg en sørgelig mor, en trist tosse, en ked kone. Hvorfor er der for resten ikke et apa-kursus for kvinder der IKKE er gravid igen efter mistet spædbarn??? Hrmf! Min krop og jeg vil ind i kampen igen.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
8 kommentarer:
For pokker hvor er det da også noget lort. Jeg kan sagtens forstå at du er helt nede at vende i det mørke lige nu. Det er ikke fedt. Faktisk er det overhovedet ikke sjovt og næsten ikke til at bære selv.
Derfor er jeg oprigtig glad for at du deler det her. Glad for at du ikke brænder inde med alt den ked-af-det-hed. Det gjorde jeg selv i alt for mange år da jeg var i fertilitetsbehandling. Alle mine veninder blev gravide om ørerne på mig og jeg kunne blot indebrændt stå på sidelinien og se til. Der var ingen der havde det lige som mig og derfor heller ingen der rigtig forstod hvor stygt det er ikke at kunne blive gravid.
Selvom vi to på en måde er samme sted – alene med et dødt barn og udsigten til måske aldrig at få andre – så føler jeg alligevel at jeg har rykket mig en smule i forhold til den gang, hvor alt var gravide maver, barnevogne og små babyer. Jeg har givet en lille smule slip og det har hjulpet mig.
Jeg ved godt at du ikke kan bruge det, at jeg lige præcis ved hvor forbandet ondt det gør lige nu, til ret meget. Alligevel vil jeg forsøge at øse lidt ud af min egen erfaring med den verden du står i lige nu.
Mit bedste råd er nok – lad være med, som du siger, ikke at give dig selv lov til at fokusere på det du ikke må fokusere på. Selvfølgelig må du det! Du skal bare fokusere på den rigtige måde. Først og fremmest må du ikke fortælle dig selv at du ikke må fokusere. Det får dig nemlig lige præcis til at fokusere på det. Du skal i stedet forsøge at fokusere på det barn som er på vej til jer. Vejen dertil kender du ikke. Den vil givetvis overraske. Vær åben for hvad der måtte komme.
Når man er i behandling, er det hele så kontrolleret. Man gør alt hvad der står i ens magt for at gøre alting rigtigt, tage indsprøjtninger på de rigtige tidspunkter, højne chancerne med akupunktur osv, så det i hvert fald ikke er ens egen skyld hvis ikke det lykkes. Sådan havde jeg det i hvert fald. Jeg ønskede mig det barn så brændende, at jeg gjorde ALT hvad jeg kunne for at opnå det.
Jeg var besat, ja nærmest manisk i min tilgang. Jeg var fortvivlet og ude af mig selv. Til sidst gav jeg op. Troede ikke at det nogen sinde ville lykkedes. Jeg havde været igennem så forbandet mange forsøg og det var stadig ikke lykkes, så hvordan kunne nogen påstå at der stadig var en chance tilbage? Lægen troede på det og derfor gav jeg det en sidste chance. Hun kom til at hedde Elisabeth.
Jeg VED det nok skal lykkes for jer. Ellers havde lægerne allerede opgivet. De tror stadig på det, så selvfølgelig skal det nok gå. I har været ualmindelig uheldige og ramme ind i en strejke. Sådan en omgang tærer på kræfterne. At være i behandling – i lang tid i hvert fald – burde støttes op af terapi eller personlig vejledning fra sygehusets side. Det kunne jeg godt have ønsket mig. Det er hårdt at gå med selv – især når så oven i købet skal bære sorgen over tabet af sit første barn.
Jeg ikke rigtig om du overhovedet har kunne bruge det her til noget. Kan ikke selv helt finde ud af om der er hoved eller hale i det. Nu sender jeg det alligevel og så må selv afgøre.
Rigtig mange kram til dig Heidi – ja, og også Bo!
Kære Heidi
I dette liv stræber og higer vi alle efter ting vi gerne vil opnå.
Da vi var små børn, stræbte vi efter at nå frem til det legetøj vi ikke kunne nå. Vi lærte at gå og nåede det mål. Det bragte os til et nyt. Da vi kunne gå, var det ikke længere nok. Vi ville lære at løbe, cykle, slå kolbøtter, læse, regne, skrive osv. osv.
Senere i livet, ville vi gerne have en kæreste. Mange fik brændte fingre og kunne ikke finde den eneste ene. Nogle gjorde - andre gjorde ikke.
Vi ville have det job der gjorde os glade, ville have den boligform vi søgte efter. Ville have børn. Ville have og ville ønske. Det stopper jo ikke. Min pointe er, at du selvfølgelig ikke må stoppe op i ønsket om efter at få flere børn. Din vej dertil er hård, ubamhjertig og værre end andres ubekymret og ligefremme vej til at nå det mål.
Men det er bare for andre, så meget nemmere at sige: lad nu være med at have fokus på det. Det svarer til, at du siger til den evige single der kun ønsker sig en bedre halvdel: lad nu være med at tænke på det, så dukker ham/hende nok op. For den evige single tænker jo stadig på det, hver gang han/hun siger godnat til den tomme pude. Vi mennesker stopper ikke med at tænke på det vi så brændende ønsker os. Det kan vi ikke.
Det kan ikke bare fjernes og lukkes øjne for. Sådan er vi mennesker slet ikke indrettet.
Som Sofie skriver, så må du stadig gerne have fokus på det. I en udgave du selv kan bære.
Jeg har det omvendte scenarie af jer. Jeg bliver gravid bare ved, at vaske min mands underbukser. Men det er så pokkers svært at holde på børnene og få dem til at udvikle sig normalt. Det er også en rigtig svær situation. Jeg vil også bare gerne, have lov at få endnu en lille flødeskums kage i mine arme, og få sat det punktum i den del af min livsdrøm. Måske bliver det punktum ikke sat "grammatisk korrekt" som jeg havde håbet. Jeg hører også: nu skal I være glade for, at I har et sundt og raskt barn i forvejen. Ja for dælen - det er vi også. Hver dag - hvert minut og sekund. Men det fjerner jo ikke smerten over, også at have en død dreng og en bristet drøm.
Nu kender jeg ikke hele din/jeres historie, men det lyder ikke til at I er opgivet fra lægeligt hold. Eller hvad?
Med alt dette vil jeg egentlig bare sige, at du naturligvis ikke må tilsidesætte egne drømme og ønsker samt følelser. Lad det rase når det gør, skælde ud på verden og dine omgivelser og tage det gode med når det er der, og lad dig overraske.
For du kan ikke andet. Hvad vil der ske hvis du gør, og hvad vil der ske hvis du ej gør?
Mine ord ebber ud, men det gør mine tanker i din retning ej.
Kram herfra.
Kæreste Heidi.
Jeg har gået som katten om den varme grød i forhold til at skrive noget til dig i forbindelse med dit indlæg. Det er nu at jeg bruger "jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-sige" kortet men jeg vil bare gerne vise lidt omsorg og forståelse i at give mig tilkende i forbindelse med dine tanker.
Det stikker i mit hjerte når jeg læser med hos dig (og Sofie) i forhold til jeres kamp med at få et levende barn samtidig med at i bære sorgen over Laurits (og Elisabeth) og sorgen over ikke at have et levende barn endnu.
Jeg håber og tror virkelig på at det skal lykkes for dig og Bo(og Sofie og Kevin) og at den/de helt specielle unge/unger også venter på jer.
Det blev sikkert noget usammenhængene vrøvl..... Blev bare nødt til at sige et eller andet.
Mange tanker og masser af håb fra mig!!!!!
Bare et stort kram! Jeg håber at du kan bruge det...
Kære Heidi
Dit skriveri gør stort indtryk på mig. Det må være rigtig svært.
Det lyder som om, at du og Bo er gode til at få indhold i jeres liv - samtidig med at Laurits eller en søskende til ham bare mangler så meget.
Min situation er ligesom Majsen. Evnen til at blive gravid mangler på ingen måde, men min statistik er absolut ikke pæn.
Jeg håber virkelig, at der også kommer en lille Lækkermås mere hos jer, så Laurits kan blive storebror.
Varme hilsner
Susanne
Kæreste Heidi,
Forstår godt, at du er ked og frustreret og det har du og Bo rigtig god grund til. Det der med at få børn er til en vis grad en af de ting vi ikke kan styre på trods af forbedrede teknologiske muligheder - og det er bare så brand hamrende uretfærdigt - og jeg får altså helt ondt i maven over, at I er tripel ramt og hverken har let ved at blive gravide, har mistet Laurits og at der pt er ventetid på ægsortering.
Jeg tror heller ikke, at det hjælper ikke at tænke på drømmen om en lillebrøster til lækre Laurits. Det er jo det der fylder, og det må være så sindsygt svært at begrænse det fokus, når nu man har sin krop med som indsats, som du jo har når du er i behandling.
Jeg håber dog, at du giver dig selv lov til at nyde impulsive fisketure, spændende rejser mv. uden at gå rundt og slå dig selv oven i hovedet med angsten for, at du er mere "egoistisk" den dag Laurits lillebrøster kommer - det tror jeg helt enkelt ikke på. Jeg synes bare det er godt og flot og herligt, at du og Bo pt. benytter de muligheder I har for at lave gode ting sammen nu, som I nyder. Og lur mig hvis lillebrøster ikke synes hun/han har de sejeste forældre når I alle tre tager afsted ud og fanger fisk! Er sikker på, der er en hel flok unger i jeres omgangskreds der er misundelige og godt kunne tænke sig sådan nogle for seje forældre!
Ville egentlig bare give dig et stort stort kram, og håber at livet snart bliver lidt lysere.
KH Stine
Og så fik jeg lige set en ekstra gang på overskriften på dit indlæg.
"En sørgelig mor" - nej Heidi - overhovedet ikke. En skøn mor - som måske ikke har de samme forudsætninger for at være mor, som så mange andre - men på ingen måde en sørgelig mor.
Tusind mange tak! Jeres lange tanker, erfaringer og varme cyberkram er bestemt med til at rykke i den positive retning.
Send en kommentar