Grå hår og tænder

Mit hoved er ved at løbe tør for farve. Det er et klassisk tegn på, at kroppen er under afvikling. Nogle gange kan Bo stirre på mit pandehår og det kribler lidt i ham for at få lov til at rykke et af de grå, strittende hår ud. Men nix! De er mine. Ligesom mine rokketænder for 117 år siden var MINE. Jeg har endnu ikke noget som helst imod at blive gråhåret. Synes faktisk det er lidt sejt. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skal have langt, gråt hår, når jeg bliver gammel. På en måde føler jeg også, at det var Laurits, der satte gang i det, for jeg opdagede det første grå hår, da jeg var gravid. På den måde bliver det en hygge-tosse-mor-minde-ting. I Laurits' bog har vi sat et af mine halvgrå hår ind. Det er mørkt i spidsen og løbet tør for farve på resten. Vi skulle have drillet Laurits med det! Det skulle sidde der i bogen som tung bevisbyrde; "se, knægt! Du gjorde din mor gråhåret lige fra begyndelsen". Det blev ikke helt som vi forestillede os. Nu må jeg nøjes med at joke med mine omgivelser; "man bliver sgu gråhåret af at have en død unge".


Da jeg var gravid drillede min fætter med, at barnet ville være så langt, at jeg skulle bruge to fødestuer. Bo er to meter og jeg kun 167 cm. Jeg havde forestillet mig et stort barn, en basse, en robust unge. Måske var Laurits også stor af sin 'alder' (uge 34) med sine 46 cm og 2600 gram, men ligefrem stor husker jeg ham ikke som. Han var så lille, skrøbelig og... noget som jeg ikke kan finde det rette ord for. Han kaldte bare på min beskyttelse, kærlighed, omsorg, respekt og styrke som ingen nogensinde. Når jeg tænker på det nu, får jeg bare lyst til at åbne maven og putte ham tilbage, så han kan 'bage færdig'. Intet gik som det skulle, men han var helt, helt rigtig ham Laurits. Helt sin egen. Og vi fandt en lillebitte smul dril frem alle tre midt i elendigheden. Flere gange, når Bo ville åbne Laurits' lille hånd knugede Laurits sin pege- og tommelfinger stædig sammen. Vi har det endda på et videoklip og det luner at se på. Til gengæld blev Laurits 'kildet' under fødderne. Ujs, de fødder var det mest perfekte jeg har set, selvom lægerne sagde, at de pegede lidt indad. På videoklippet kan jeg også fnise lidt over, at Laurits' hoved nærmest blev puffet, skubbet, da Bo kælede ham. Bos hånd blev som en stor bjørnelap, der kærligt nusser sin unge. Det kan jeg godt lide. Det kunne Laurits helt sikkert også. Han må have følt sig tryg ved sin far. Det var faktisk også mest Bos stemme han reagerede på.


Jeg ved godt, at jeg nu sidder og dagdrømmer, længes og nostalgi-flipper. Men det føles godt. Og så er min krop for resten ikke mere under afvikling, end at jeg stadig kan få teenagebumser (suk!) og i løbet af det sidste halve år har fået en ny tand - en visdomstand. Synes det er en genial betegnelse for sådan en tand!! Jeg har godtnok kun fået den halvt... hm... Så jeg er halv-vis eller halvgammel? Halvung??