onsdag den 23. april 2008

Mavefornemmelser, fødselsdag og død

Det er i dag 23 måneder siden Laurits døde. Dvs. der er nu under en måned til hans fødselsdag, og vi ved endnu ikke rigtig hvad vi skal lave den dag. Det kan godt stresse mig lidt i tankerne, for det skal helst føles helt, helt rigtigt i maven på Laurits-dage. Problemet er bare, at det er møgsvært at vide, hvad mavefornemmelsen siger om næsten en måned. På den ene side har jeg lyst til at involvere alle og hele verden i en fest for det faktum at vi fik verdens skønneste dreng dengang. På den anden side har jeg lyst til bare at være i tresomhed med Bo og Laurits.



I morges vågnede jeg fra en drøm, der var fyldt med usynlige alienmonstre, som flænsede alt på deres vej - med mindre man stod helt, HELT stille! Så jeg vågnede HELT stille næsten uden at trække vejret. Faktisk er det ok med sådan et mareridt, for sikke en lettelse, at det bare var virtuelle oplevelser på den indre skærm (eller sådan noget 'smart' noget ;-) og at jeg i virkeligheden kan tillade mig at bevæge mig lige så meget jeg vil uden at blive flænset. Da jeg bevægede mig ud under bruseren havde P3 gang i et fint overfladisk program, hvor man kunne skrive eller ringe ind om et traume, som havde bevirket at man f.eks. ikke kunne spise bestemte ting. "Hm... traume?" tænkte jeg. Nu ved jeg jo, at jeg pr definition har været udsat for et traume, da min lille dreng er død. Hvis der er nogen, som ikke kan spise eller drikke bestemte sager, fordi de én gang har oplevet, at der var klamme ting i, så må mit traume betyde, at jeg ikke kan tåååååååååle at få lagt et barn til at dø på min mave! Men ellers er der sgu ikke så meget jeg ikke kan, sådan traumatisk set. Jeg kan godt dimse rundt med babyer, kan godt klare at se gravide maver, barnevogne osv. Ofte gør det da ondt på en eller anden facon, men jeg kan godt. Især hvis der er plads til Laurits - så kan jeg ligefrem føle mig stærk. Jeg tænker nogen gange på, om jeg egentlig er bedre rustet til at få et dødt barn nu - altså endnu et? Det er min virkelige frygt og JO; det kan ske igen. Lige så godt for Bo og mig, som for alle andre. Jeg har engang talt med et par, som havde mistet to spædbørn på forskellige tidspunkter. Det var chokerende! De gav udtryk for, at på en eller anden vanvittig måde, så kendte de jo "turen", da deres andet barn døde. Jeg tror da også, at jeg ville være i stand til at gøre lidt mere med og omkring det næste døde barn, hvis vi skulle være så uheldige. Men selve smerten, afmagten, det nye traume... det aner jeg lige så lidt om nu, som jeg vidste hvordan det måtte være at få et dødt barn inden Laurits. Det lyder sikkert ikke særlig positivt det her, men det er nok en del af at være på vej til småsøskende til en død dreng. Vi har lidt travlt, hvis det skal blive i år vi får lov til at blive forældre igen (nej desværre, Britte, jeg er ikke gravid endnu :).


Aldrig havde jeg forstillet mig, at vi skulle fejre Laurits' fødselsdag sidste år, uden vi som det mindste havde en baby på vej i min mave. Aldrig havde jeg forestillet mig, at to års dagen skulle rumme samme tomhed. Jeg vil forsøge at fokusere på det positive - altså at Laurits VAR her. Han var dælme en sød knægt. Sådna en lillebitte blid dreng, som godtnok forsøgte at sparke i sin trange hule i min mave, men som for det meste bare møffede... møf, møf, møf.

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

Sikke en ualmindeligt dejlig lille lækkerLaurits!!!
Jeg kan godt forstå at du er blevet helt traumatiseret allergisk overfor at skulle have flere børn til at dø på din mave. Det håber vi at vi kan forhindre med alle de uendelige masser af gode tanker som vi hele tiden sender afsted til jer.
Knus

Maomis sagde ...

Møf møf ... det er sgu da heller ikke til at fatte!

Et traume er der vist ikke nogen tvivl om at vi har været udsat for. Tænker at virkningen af det måske ikke er så konkret som når man ikke kan spise et eller anden specielt.

Jeg sidder lige og gransker min hjerne om der er noget jeg ikke kan - tror faktisk det eneste jeg ikke kan er, at blive fejet af banen som en der må tage mig sammen og se at komme videre og ikke leve i en verden hvor Elisabeth stadig lever. For det gør hun ikke!!! Det er nok noget af det eneste jeg ikke kan.

(PS: En helt anden ting. Hvad skete der lige med farverne på din blog? Hvis jeg skal være helt ærlig – ikke ligefrem det mest læsevenlige valg ...)

Heidi sagde ...

Tak, Mie. Så dejligt bare lige at høre (læse) det...
Det giver rigtig meget mening, Sofie! (Og så har jeg lige ændret farverne tilbage. Tak for tippet, grafiker. ;-)

Maomis sagde ...

Ahhh ... det var rart! ;-)

Britte sagde ...

Ihhhhh.. nu gør jeg det så igen... siger det der, man måske ikke skal/kan/må sige.. fordi det sådan presser dig...og er vildt påtrængende... på den ufede måde...
MEN VI VIL SGU ALTSÅ MED TIL DET DER FØDSELSDAG!!!!!!

Mavefornemmelse eller ej... død eller ej... gravide deller eller ej...man kan sgu da ikke bare sige, at vi ikke skal med til fest????? Og fejre det skønneste lille væsen som nu bliver 2 år....

Hmrf... Vi kommer!!! No matter what! Og vi har allerede den fineste gave - en rigtig tude een... som I ikke får, hvis vi ikke må være med...

NÅ?!

Heidi sagde ...

Øjs... Så fik man lige den! FEDT!! For vi er da bare glade for at I gerne vil være med. Vi ved bare ikke lige hvad det er vi skal... fedter sådan rundt. Men I skal da med på en eller anden måde. Tak og knus, Britte

Maomis sagde ...

SÅ vil jeg altså også med!!!

Line sagde ...

TIHI... Jeg har også en supersej gave til Laurits... Tihi... SUPER sej sir jeg bare... Og den koster (fødselsdags)kage... TIHI