Laurtussen

Laurits er en laurtusse - og en tusselaur og en tulse og en basse og lidt en tisse-laurtusse. Det sidste kan hans far dog ikke så godt lide, at jeg kalder ham. Men Laurits kunne jo netop ikke tisse, så derfor!

Det første jeg kom til at kalde vores dreng, da han lå der i sin lille hospitalsseng var basse. Han var simpelthen en lille buttet dreng, trods de seks uger før tid og det var skønt at se. Hans arme kunne ikke strækkes helt ud, men elastikker det havde de! Jeg vidste slet ikke, at jeg kunne lide det kælenavn. Ja, det kunne jeg faktisk ikke, men Laurits var alligevel en bassedreng. "Sjovt nok" kom det til at passe så godt med, at han blev en englebasse... Han var også vores fælles lille nusling og pusling og det var bare lykken at lægge hovedet ned til ham og nappe ham lidt i bakkenbarterne. Ih, jeg får helt kriller i maven ved tanken!

Noget jeg ikke har tænkt på længe er, at vi drillede Laurits lidt med, at han lå i en fiskekutter. Respiratoren, som han var sluttet til med slangen gennem næsen, buldrede løs bag ved ham som en lille kutter og fik ham til at vibrere i hele kroppen. Lige først gjorde det ondt at opleve... Jeg syntes det var så synd, at han skulle ligge i al den larm. Der var også alarmerne, som hele tiden gik i gang, uden jeg fattede en brik af, hvad de betød. De lød præcis som de der "ding!" i et fly, når man skal tage sikkerhedsselen på. Det var utroligt, så hurtigt vi følte os i trygge hænder, for selvom vi selvfølgelig ikke kunne lide lyden, så abstraherede vi alligevel fra den. Det var ikke vores ansvar med de dumme alarmer, vi skulle bare sørge for at lægge hovederne ned til vores dreng, så han kunne høre og mærke os.

At finde på hans rigtige navn var ikke så let. Det var helt forkert at blive stillet overfor valget om en dåb og et navn, for så ved man jo godt, hvor det bærer hen. Det var ikke fordi, at lægerne ikke løbende havde informeret os grundigt om situationen, men det var bare først, da Marianne bad os overveje dåb, at jeg rigtigt fattede alvoren; vores dreng kunne virkelig meget nemt dø. Vi var simpelthen nødt til at handle og tage stilling. Vi var kun undervejs med navnelisten derhjemme - ja, kun undervejs med graviditeten derhjemme - men nu stod vi her på Riget og skulle altså ryste et navn frem fra hovederne, for vores barn var lige blevet taget ud af min mave og VAR HER. Det skulle ikke alene være et godt navn, men det perfekte. Jeg var så meget i tvivl om to navne, kunne simpelthen ikke vælge. Da vi havde fået dødsdommen, stod det dog klart, at det skulle være Laurits. Jeg ved ikke hvorfor, men det føltes bare rigtigt. Gad vide om ikke det var noget med, at jeg havde brug for en afklaring, inden jeg selv kunne tage stilling? Jeg havde nok brug for det dilemma til at hænge noget af min forældrefølelse op på. I hvert fald var det et enormt ansvar jeg følte. Og helt ærligt; tænk, hvis vi havde valgt et forkert navn til ham?!

Det startede med et spontant basse og blev til Laurtussen. Gad vide, hvad han ville have været, hvis han var her nu? Helt sikkert en lille møgunge, af og til. Jeg tænker rigtig tit på, hvordan han ville have løbet rundt i lejligheden nu. Hans lille glade fjæs ville have kigget rundt om hjørnet fra det andet værelse, og så ville vi have startet vores fangeleg. "Nå, Laurits!! Du kan bare vente dig!!" Så ville han være sat i gang med tumpeløb med et hvin, og vi forældre ville for resten have været nødt til at finde på noget mere holdbart med de søm i dørkarmen, som altid arbejder sig op igen, to dage efter jeg har slået dem ned i arrigskab over, at de har lavet endnu et hul i mine sokker!