Et skønt, tilfældigt møde - eller to

Hvor har det været en skøn weekend! Foråret har været her på trods og for tidligt, ligesom Laurits. Foråret minder mig så helt utroligt om min lille dreng. Det er bare hans tid, altid, og det er som om, at jeg i glimt kan mærke, hvordan det var at være levende mor til et levende barn. Samtidig er jeg helt klar over, at jeg har skabt minder, som er noget andet end at huske. Jeg mindes min Laurits med største glæde og lykke, men jeg husker også noget andet... For det var en blandet fornøjelse at være mor i den tid han fysisk var her.

Jeg har det rigtig godt med at mindes. Jeg synes selv, at det er nogle gode minder vi har skabt om Laurits, og jeg har også forlængst erfaret, at minder er noget, der bliver ved at opstå, selvom døden har været her. Det er så skønt at blive mindet om... Både om det som var, men faktisk også om det, der skulle have været. For det er jo altid sådan, at der skulle have været noget ufatteligt meget mere i Bos og mit liv.Tænk, jeg har holdt vores barn i armene - Laurits, som kiggede på mig med ét øje! Og Bo var den kæmpeste, største, bløde farmand-han for Laurits. At se dem sammen var det smukkeste i mit liv.

Det med at mindes og huske som to forskellige ting blev tydeligt for mig i går, da vi nærmede os kirkegården på vores gåtur gennem byen. Jeg fik sådan en dejlig mindefuld følelse af første gang vi kom der. Første gang var en af dagene, hvor Laurits lå på køl og ventede på begravelse. Arne og Jan kørte os rundt til et par kirkegårde, og jeg kan tydeligt huske, da vi parkerede foran Holmens og gik derind. De viste os hen til græsplænen, og sagde, at vi ikke skulle sige noget - slet ikke til dem - men bare mærke efter, hvordan vi havde det med stedet. Vi sagde faktisk ikke noget om, hvad vi syntes om stedet til hinanden, Bo og jeg, før vi havde set det andet sted på turen også (Vester kirkegård), men vi fik begge med det samme følelsen af, at Holmens var det helt rigtige sted. Ligesom der ikke er tvivl om, at det ikke kunne være foregået på en bedre måde og at vi valgte helt rigtigt efter vores hjerter, så er jeg heller ikke i tvivl om, at når jeg nu mindes den dag, så er smilet på min mund et bevis for, at min hjerne har retucheret næsten al smerten væk... For det var jo nogle hæslige dage i starten og det var ikke hyggeligt eller rigtigt i hjertet at gå og vælge kirkegård til Laurits! Det kan jeg godt huske... Det var dage, hvor hele verden væltede på ny, hver gang vi slog øjnene op fra søvnen. Det var et mareridt, der blev sandt på ny hver gang, et shok, simpelthen. Den smerte er forlængst væk nu. Jeg vågner ikke med tårer i øjnene mere.

Minder er som sagt noget, der bliver ved at komme til omkring Laurits. Desværre har de bare ikke hovedpersonen med som aktiv deltager. Alligevel kan der ske skønne Laurits-ting og det er med til at udligne forskellen mellem det indre og det ydre for mig. I går var det en ældre dame, der hjalp til. Vi var ude på plænen, og Bo havde sat sig i solen på bænken for første gang siden vinter og jeg var ved at tænde nogle lys lidt derfra. Damen slog sig ned ved siden af Bo, og fortalte, at hun havde en ven begravet på fællesgraven. Bo sagde så, at vi havde vores søn der. Jeg kunne heldigvis høre det meste af, hvad de sagde ;-) Da jeg så kom hen på bænken tog damen mig på skulderen og sagde: "nå, er du så mor'en?" Den lille gestus var af allerstørste betydning og gik lige ind i hjertet på mig! Jeg har faktisk længe ønsket at møde nogen ude på Laurits' græsplæne, altså rigtigt møde. For på Laurits' græsplæne er jeg nok mest mor... det er jo der, hans aske og urne er. Så at blive mødt og anerkendt som "mor'en" var simpelthen vidunderligt! Bo og jeg blev siddende lidt på bænken med solskinssmil efter damen var gået videre.

Som en perfekt afslutning på kirkegårdsturen, mødte vi Katja, Kim og Alicia efter vi havde været forbi Natalina. Så blev det til sandwich på Delish i stedet for at gå lige hjem og rydde op på loftet. Hvor kan man være heldig!