mandag den 25. februar 2008

En indviklet udvikling

På det seneste har jeg fået rodet lidt op i spørgsmålene omkring hvad og hvor Laurits egentlig er. Måske er det bare noget evigt tilbagevendende...? Det har jeg lidt på fornemmelsen. Det er jo så underligt uhåndgribeligt i længden, sådan noget død, så hjernen kan tumle og tænke sig (mig!) tosset i det uendelige. Jeg kan egentlig godt forstå, hvis andre mennesker kan have svært ved dette evige tilbagevendende, altså det, at jeg kan tumle med de samme spørgsmål igen og igen. Hvad er Laurits? Jamen, han er jo vores lille døde dreng, som blev født med dårlige nyrer og lunger og som døde 38 timer gammel. Intet nyt i den historie. Jeg kan også godt høre på de ord, som kommer ud af min mund, at der ikke nødvendigvis er den store nyhedsværdi over dem... "Jeg savner", "Jeg glemmer ham aldrig, så det vil være dumt at forsøge", "Han lever videre i mit hjerte", "Det giver stor mening at mindes ham" "Jeg har lige været et smut ude på Laurits' græsplæne og tænde lys igen-igen", "Det er så skønt, når han bliver nævnt" osv. Men indeni, i det pløre af en sødsuppedas, som kaldes mine føøøøølelser, er der nyt. Jeg kan mærke, at der sker udvikling og at jeg bare lige pludselig har det anderledes med præcis de samme ting - altså med sorgen, glæden og Laurits. Sådan må det vel være, når man åbner sit levende liv for sit døde barn? Og jeg har ikke tænkt mig at efterlade ham i en færdig, hengemt og statisk følelse.



Det er lidt underligt. Jeg kan have lyst til at brække mig midt over af alle de følelser! Jeg kan blive utålmodig efter "almindeligt liv" og træt af at være sårbar. Men der er ingen vej udenom; det duer ikke med smutveje i sorg - tror jeg. Det betyder ikke, at der ikke skal være plads til andet nu efter snart to år, men det synes jeg dog også at der er. Faktisk synes jeg hele tiden, at vi har haft plads til alt muligt andet. Desværre optager vores problemer med at gøre Laurits til storebror en meget stor del af den tankevirksomhed, som egentlig skulle bruges mere konstruktivt. Jeg prøver at tænke på noget andet end at lave børn, men det er eddermaneme svært!!! Det, som virkelig interesserer mig er børn, babyer, graviditet - og død. Jeg er ikke færdig med de emner.



Jeg vil så gerne være afklaret, men måske er jeg det slet ikke? Gad vide, om det er godt nok at være afklaret med at være uafklaret?? Det med at jeg har det anderledes med Laurits, sorgen og glæden kan jeg f.eks. mærke ved, at jeg nu er begyndt at beskytte mit Laurits-minde på præcis den måde, som jeg i starten troede, at jeg aldrig ville gøre. Jeg vil som udgangspunkt altid svare et stort JA til, om jeg har børn, for jeg er jo mor til Laurits! Men nu begynder det bare at lyde lidt mere fjollet med det ja, synes jeg... for han er her jo ikke. Desuden ville vi vel ikke være så forbandet tomhændede og så ømme på småbørnspunktet, hvis det ja gav al den mening, jeg så gerne vil lægge i det. Det er i virkeligheden meget få gange jeg har fået spørgsmålet om vi har børn. For ca. et år siden, da vi var i Beijing, skete det af og til, og der oplevede jeg for første gang at sige "nej". Det føltes meget grimt, syntes jeg, men det var altså fordi det var en tilfældig sælger på et marked, der med legetøj i baghånden stillede spørgsmålet. Hæhæ... Tænk, at sådan en skør, tilfældig og egentlig totalt ligegyldig situation skulle stille mig i så stort et dilemma. Men den ene gang sagde jeg altså nej. Alle de andre gange sagde jeg faktisk ja! Det var f.eks. til en ung pige, som skulle sælge mig et bælte, en anden, som skulle hjælpe mig med at vælge stof til en jakke og til en hushjælp/barnepige hos en dansk pige jeg besøgte. Barnepigen kunne jeg ikke engang rigtig tale med, for jeg kunne ikke kinesisk og hun ikke engelsk. Så det blev et sært mimespil med at pege op mod himlen og tage sig til hjertet, men hun forstod - vist nok.

Hvor jeg i starten af mit genoptagede studieliv (altså forrige efterår) var ved at gå til over det faktum, at ingen af de totalt fremmede på læsesalen vidste noget om Laurits og min rolle som mor, så kan jeg mærke, at jeg begynder at have det bedre med at holde ham udenfor. Eller rettere indenfor. Det er jo ikke fordi jeg ikke tænker på ham, men... Hm... Det hænger sikkert også sammen med, at der hvor jeg tog tråden op efter den alternative barsel, det var med en praktikrapport, som helt konkret handlede om noget, som jeg havde beskæftiget mig med, lige inden jeg skulle føde. Nu skal jeg til at skrive mit speciale, og til et "motivationsmøde", hvor vi skulle lave små øvelser to-og-to, oplevede jeg, at det lige pludselig var utrolig vigtigt for mig at holde Laurits helt uden for; han skulle bare slet ikke nævnes! Dvs. havde min fremmede makker spurgt mig direkte om noget i retning af børn, så ville jeg selvfølelig have nævnt ham, men i forhold til det faglige, så var jeg meget bange for at komme til at fremstå som svag, at blive stemplet som en skør navlepiller. Det er nok værd at nævne, at jeg netop gerne vil skrive om "noget om død" i mit speciale. Jeg vælger dette med en klar, personlig motivation i at være mor til døde Laurits, MEN det er ikke en opgave om hverken mig eller min dreng. Det kunne såmænd bare være meget tilfredsstillende at beskæftige mig også fagligt med døden, da den alligevel er så stor del af mine tanker. Jeg indrømmer gerne, at det er svært at finde den helt faglige vinkel, men jeg ved den er der.

Jeg føler mig egentlig ret sikker i mit forhold til Laurits og synes, at jeg er god til at mærke efter, hvad jeg virkelig har lyst til. F.eks. var det i efteråret meget, meget vigtigt for mig at føre hans grønne fotoalbum videre med tanker og hverdagsbilleder fra det liv jeg lever med ham nu. Men så snart et nyt - rødt - album var indkøbt, gik det hele ligesom i stå. Nu er det bare noget jeg glæder mig til at lave, men det ligger på linie med så mange andre tegne, male osv. projekter. Og så er det nemlig jeg tænker, at Laurits er sgu også totalt ligeglad med, om albummet bliver lavet i dag eller om fem år, for han er død. Hvis han var levende, så ville der helt sikkert også være et album, som stod og ventede på billeder og tekst, fordi vi ville have travlt med at hygge os sammen i stedet.

Hvor er Laurits? Jeg aner det virkelig ikke! Han er død, død, død. Askehamrende død, endda. Men... han er også noget mere, det kan jeg bare mærke som noget af det, der ikke altid kan forklares med ord, men som bare er en sikker følelse. Han er mindet og savnet over en person, som skulle have været min 50-årige søn en dag i fjern fremtid. Han har længe været en fantasi af en to-årig knægt med vinger (den fantasi finder jeg bare så meget trøst og lindring ved) og han vil for altid være det konkrete minde om en lille skæv basse, der vågnede lidt op på sin dødsdag. Men han er også begyndt at være forestillingen om en voksen mand. Gad vide, hvad han ville have været for en? Ville jeg have kunnet... øh, det er svært rent sprogligt, det her... hjælp mig lige, dansklærere, der læser med?! Ville jeg have været i stand til at give Laurits det modspil han skulle have? Ville han have fundet sig en god og sød kæreste? Ville han selv have fået børn? Ville jeg have haft et sundt men tæt forhold til min voksne søn? Ville han være den, der skulle vælge mit gravsted?

Og ville katte stadig vælge whiskas??? (høhøhø...)

2 kommentarer:

Britte sagde ...

Ja, jeg kender godt følelsen af at 'holde noget udenfor', som jeg forsøgte at skrive i min sidste kommentar her.
Laurits har fyldt meget - på godt og ondt - de sidste år...mine fyldte også meget i mange år... og så kom tiden til at være noget andet end mor. Ikke noget mere, men noget andet - og jeg fandt, og finder så uendelig meget styrke og glæde ved at være faglig...og jeg tror at du også i det faglioge, har fundet dit 'gemmested'. Ikke forstået som et sted hvor du gemmer dig væk fra noget - men som et sted hvor du selv kan definere dig, selv kan sætte rammerne og have den der faglige distance, som faktisk godt kan være befriende...

Øhhhh, det var så dansklæreren, der skulel gøre noget tydeligt, men som endte med at gøre det hele lidt mere udtydeligt?????

Men nyder at skrive løs til dig her - og det er sjældent at jeg tænker ret meget før jegs lriver. Så undskyld, hvis jeg er utydelig, skrap, sur, ked eller andet...

For det er bare tanker til dig - skrevet i og med kærlighed!!!

Britte

Britte sagde ...

Og undskyld, at jeg ikke fik læst korrektur, sat kommaer og stavet ordentligt!!!
Det lover ikke godt for fremtidens elever...

Britte - en ordblind dansklærer.