torsdag den 7. august 2008

Øv og suk

Ind i mellem bliver jeg så træt af at have et dødt barn. Så må det hele gerne stoppe. Lige nu f.eks. gider jeg ikke mere. Det hele kører sammen i mit hoved og det vil være fint at kunne vågne op om lidt. Men jeg er vågen... selvom søvnen sidder hårdt i øjnene i dag. Jeg har haft virkelig gode dage på det seneste, feriedage med total afslapning, nærvær, fiskeri og et godt bryllup hos gode venner. Jeg har oplevet, at det ikke var vigtigt for mig at nævne Laurits. Det var lige meget. Jeg var sikker i min sag, og Laurits behøvede ikke være med til festen. Der var heller ikke andre små børn med. Måske var det som følelsen af en god pasning af ungen, hvor man ikke bekymrer sig det fjerneste. Jeg var ikke den der mor til festen der sad og tjekkede telefon 100 gange. Ikke for at sige, at det er forkert, hvis man har det sådan. Men jeg prøver bare at sige, at det ikke var direkte fra Laurits at min uro kom. Men den kom... I nat var jeg så ked. I dag er jeg så træt af det hele. Nu har jeg snart vendt og drejet min verden så mange gange, har slugt kamelerne, både smilet trods alt og raset fordi... men lige nu virker det hele bare forkert! Det er ikke i orden at Laurits stadig er død. Hvornår kommer portøren og henter mig fra opvågningsstuen, så jeg kan komme hen på neonatal og hente min meget snart raske unge??? Jeg gider ikke affinde mig mere. Jeg er træt af forudsætningen for at have et godt liv på trods. Hvis man nu tager trodset og forudsætningen væk, så passer det hele meget bedre sammen!


Jeg har en masse liv, en masse problemer, en masse dejligheder og udfordringer nok lige nu. Men dybt inde er der stadig hul og hult. Det falder aldrig på plads, for det giver aldrig mening. Det er lidt som når man spørger til, hvordan universet er opstået. Så siger dem der ved om det, at de i teorien kan forklare alt, lige indtil brøkdele af sekunder før big bang. Sådan har jeg det med Laurits lige nu. Jeg kan forklare, argumentere, være overbærende, lytte og fortælle. Men når alt kommer til alt, så er jeg bare så ked af, at Laurits er død fremfor levende. Der er hele tiden bare liiiige den der ting med Laurits; at han er død. "Så kom dog ind i kampen, døde knægt! Kan du ikke bare spøge en lille smule, så din mor her kan mærke dig?"... tænker jeg. Og så tænker jeg, at NU bliver jeg snart virkelig tosset.

7 kommentarer:

Stine Willum Adrian sagde ...

Kæreste Heidi,

Du er ikke spor tosset - altså på den der tossedumme måde - du er tossegod men ikke tosset... Det er bare så pisse uretfærdigt, at lækre Laurits ikke kan blive levende igen, og at de ikke kunne hjælpe ham til at klare den på Neonatal. Min psykolog har på et tidspunkt sagt, at børn først lærer at forstå hvad død er når de er over 10 - og når de er klar til det.

Ind i mellem undrer jeg over om og hvornår den helt er sunket ind for mig. Klemens er død og Laurits og en række andre børn er døde - men hvorfor det skal være sådan og hvorfor de aldrig får lov til at åbne øjnene og kigge på verden, eller opleve mere af livet end nogle dage eller uger, er så uforståeligt og urimeligt, at det ikke er til at holde ud.

Jeg håber, at du passer på dig selv sådan en dag som i dag med regn og blæst ude og tristhed inde i kroppen.

Stort stort kram
Stine

Britte sagde ...

Du skriver: '..der er bare lige det ved det, at Laurits er død.'
Og længere er den jo faktisk ikke... Eller så lang er den sgu...

Egentlig er det jo såre simpelt: din dreng er død - du er ked, du savner ham. Og så alligevel: for velfunderede dejlige kvinder som dig, Heidi, er det også en masse andet. Det er ikke simpelt, det er frustrende og vanvittigt.

Kunne så godt lide din beskrivelse af at være til fest og få ungen godt passet. Kom til at tænke på en masse dejlige fester vi har været til - med fuldstændig klar tryghed over at du og Bo var hos vores børn. Jeg har aldrig ringet hjem...synes det er noget pjat. Man skal være der hvro man er - og kan man ikek tro på at ens unge kan klare det/at barenpigen kan klare det, skulel man måske iikke tage afsted???

Og det var så et hej-igen-no-bullshit-woman-britte!!!

Anonym sagde ...

Et og andet sted så tænker jeg, at den følelse altid vil (for)følge os. Jeg kan stadig have det sådan i forhold til Cirkeline. Det er sgu absurd.

Kram og tanker

Line sagde ...

Du er tosset Heidi, det er det der er det dejlige ved dig.
Men du er ikke tosset fordi du mærker den der forbandede død. At Laurits altid er et "men han er død". Det blir aldrig meing, det vil altid være trodsende forkert... Og jeg tænker det er så fint du kan se det så klart som du skriver...

Kram Line

Anonym sagde ...

Kære Heidi
Vil bare sige at jeg også ind imellem ønsker mig min døde datter ville spøge lidt............
Kærlige tanker fra en medmor

Anonym sagde ...

Igen Heidi, du er super god til at udtrykke dig.
Og så lang tid du kan det og gør det, så bliver du ikke tosset. Du er Heidi, sådan som du skal være.
Knus
Dorthe

Maomis sagde ...

Det giver lige præcis ingen mening og kommer nok heller aldig til det. Det bliver så vores opgave at forsøge at finde en accept, et eller andet sted, af at det ikke giver mening. Jeg har selv tit brugt billedet med universet. Det giver heller ingen mening, men det er sådan det er og det bliver jeg nødt til at fortælle mig selv, ellers bliver jeg tosset. Forstår dig så godt. Det er fandme øv og suk!